Warren Buffett og Berkshire Hathaway har for nyligt offentliggjort deres nyeste køb i Taiwan Semiconductor. Dette er en industri, som jeg selv har fulgt tæt gennem de seneste år.
Personligt har mit fokus dog primært været på de amerikanske selskaber grundet den politiske uro i Taiwan. Dette er dog noget, som Warren Buffett tidligere har udtalt, at han ikke tager højde for i sine investeringer. Hvor rigtigt det er, ved jeg ikke. Som investor er man nødt til at tage højde for den risiko, der er forbundet med ens investeringer. Her er de politiske også en del af dette. Det lader dog til, at Warren Buffett mener, at der er en attraktiv risk/reward vurdering ved selskabet på nuværende tidspunkt.
Der er nemlig opkøbt for 4 mia. USD, hvilket svarer til 1,39% af den samlede portefølje i Berkshire Hathaway. Dette gør TSM til den 10. største position i porteføljen, selvom det er første gang, at der er købt op i den.
Introduktion til TSM
Til dem der ikke kender Taiwan Semiconductor, så er det verdens største producent (med længder) indenfor semiconductor markedet. Markedet er generelt kendetegnet ved en højteknologisk og kapitaltung barriere, hvor kun tre selskaber har faciliteterne til at producere i den bedste kvalitet. Semiconductorer bliver brugt i alle elektroniske apparater, hvorfor markedet vokser, som verdenen bliver mere elektrisk. Dette gælder biler, huse og mange andre dele af vores samfund. TSM har på baggrund af dette formået at levere en næsten uafbrudt tocifret vækst gennem det seneste årti. Ved Q1 og Q2 regnskabet i år er omsætningen steget mere end 30%, mens EPS er steget henholdsvis 45% og 66%. Aktien er dog faldet 39% i år, og handles til en PE-multipel på 15,85 – PE -multiplen er dermed lavere end den historiske vækst, som selskabet har formået at levere.
Dog er nøgletal som PS og PB fortsat relativt høje på henholdsvis 6,36 og 4,79. Det skyldes dermed en ualmindeligt effektiv drift. Faktisk er 40% af omsætningen røget direkte på bundlinjen i Q2 – dette er en af de højeste marginer, som jeg har kendskab til.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Andre tilføjelser til porteføljen
Blandt de nye tilføjelser finder vi generelt nogle relativt små positioner taget selskabets størrelse i betragtningen. Mere specifikt indebærer det en position på små 300 mio. dollars i Louisiana-Pacific Corp og en position på lige knap 13 mio. kroner i Jefferies Financial Group Inc.
Louisiana-Pacific Corp er en amerikansk virksomhed indenfor byggebranchen, umiddelbart både indenfor materialer, konstruktionsløsninger samt opførelse heraf. Jeg er desværre ikke ekspert indenfor området, og kender kort fortalt intet til konkurrencesituationen mv. på markedet, eller hvordan Louisiana-Pacific positionerer sig her. Selskabet handles for nuværende til en PE-værdi på 4,6 – der dog forventes at blive højere i det kommende år som følge af modvind for branchen. Det er dog et selskab, der har en positiv drift, og handles til relativt lave multipler, hvorfor det ikke er en overraskelse at finde som et supplement i porteføljen.
Jefferies Financial Group er som navnet antyder en finansiel virksomhed. Forretningsområder strækker sig indenfor flere forskellige datterselskaber, der operer indenfor alt fra en handelsplatform til Investment Banking og rådgivning. Selskabet handles til en PB-værdi på 0,84 og en PE-værdi på 10,2.
Begge selskaber er dermed under den typiske type af selskaber, som vi ville forbinde med Warren Buffett og Berkshire Hathaway. Det kan dog forventes, at der er lavet en dybdegående undersøgelse af selskaberne, der afdækker alle forretningsområder i bund. Derfor ses det ofte som værende et kvalitetsstempel af selskaber, når Warren Buffett og Berkshire Hathaway vælger at købe en del af et selskab.
Læs også: Verdens største virksomheder.
Suppleringer i eksisterende selskaber
I procentvis rækkefølge har Berkshire Hathaway købt op i Occidental Petroleum Corporation, Paramount Global, RH, Celanese og Chevron Corporation. Chevron er den tredjestørste position i porteføljen, og udgør omkring 8% af den samlede aktieportefølje. Occidental Petroleum Corporation er den sjettestørste position i Berkshire Hathaway, og udgør omtrent 4% af porteføljen. Paramount Global Group er den blot 18. største position i Berkshire Hathaway efter de yderligere opkøb. Paramount udgør omtrent 0,59% af den samlede portefølje. De resterende selskaber udgør 0,3% eller mindre af porteføljen, hvorfor der her blot er tale om meget små positioner. I hvert fald når man tager hensyn til selskabets størrelse.
Salg af selskaber
I procentvis (høj til lav) har Berkshire Hathaway solgt aktier i Store Capital Corp, U.S. Bancorp, Bank of New York Mellon Corp, Activision Blizzard, General Motors og Kroger. Det eneste selskab, hvor hele beholdningen er blevet solgt, er Store Capital Corp. Activision Blizzard er den største position, som der er blevet tyndet ud i. Efter at have 12,07% af det samlede antal aktier heri, udgør Activision Blizzard fortsat 1,51% af porteføljen. Det gør Activision Blizzard til den 9. største position.
De resterende selskaber udgør mellem 0,5- og 1% af Berkshire Hathaways samlede portefølje efter reduceringen i selskaberne.
Disclaimer: Jeg ejer aktier i Berkshire Hathaway.