December symboliserer på mange måneder årets afslutning, også rent skattemæssigt. Det er nu , at skattekonduktoren står på perronen og siger, at sidste mulighed for at optimere, er nu.
Dog skal det siges, at jeg hverken er finansielt uddannet eller har noget udgangspunkt for at være klogere på skat end alle andre. Blot se det som en privatpersons tanker på området, og hold dig gerne skeptisk – jeg kan jo have misforstået en sektion eller to hos skat. Nedenstående forhold er udarbejdet ift. en ikke gift person, da satserne ændrer sig for ægtefolk. Alle tal nævnt tager udgangspunkt i 2022 tal.
Aktier på regulerede og uregulerede markeder
Aktier er i skattehenseende en særskilt post på din årsopgørelse. Der er dog rigtig mange små finurligheder, som man skal være opmærksom på. Eksempelvis kan tab på uregulerede markeder trækkes fra i gevinst på regulerede markeder, men ikke omvendt. Hvorfor ved jeg ikke, men det er nu engang reglerne.
Vi har også det, der kaldes en positivliste, hvor udenlandske ETF’er (en pandant til investeringsforeninger) på listen, er beskattes som aktieindkomst. Hvis ikke de står herpå, så er det kapitalindkomst. De er dog lagerbeskattede i alle tilfælde. Hvis du har brug for en hjælp til overblikket, så har jeg tidligere lavet en skatteguide her, som du frit kan benytte.
Men ved aktieindkomsten, er vores muligheder for at optimere heldigvis relativt simple. Der er nemlig en progressionsgrænse, hvor vi går fra at betale 27% i skat til at betale 42%. Denne progressionsgrænse er på 57.200 i 2022.
Hvordan optimerer jeg?
Du optimerer ved at sælge forskellige beholdninger, så du bliver beskattet med lavest mulig procentsats. Hvis du har realiseret en gevinst 65.000 kroner i år på aktier, så har du mulighed for at sælge en position med tab, der kan modregnes i din gevinst. På den måde kan du slippe for at betale 42% i skat af beløbet over 57.200. Det lyder måske ikke som meget, men over tid kan det blive til mange penge. Personligt er jeg dog slet ikke oppe på en formuestørrelse (eller et positivt afkast i år for den sags skyld), der tilgodeser en sådan skatteoptimering.
Omvendt kan det også være, hvis du skal realisere store gevinster i de kommende år, at du så spreder dem ud. Så i stedet for at sælge med 100k i profit i år, så sælger du kun halvdelen, og realiserer den næste halvdel næste år. Det vil være meget individuelt, hvordan du kan optimere, hvis du overhovedet kan.
Såfremt du har tvivl ift. dine muligheder, er det altid frit at spørge i vores Facebookgruppe, hvor vi kan give inspiration og information om, hvor man kan blive klogere. Ellers er det altid en god ide at kontakte en investeringsrådgiver, der arbejder professionelt med det. Formueforvaltning er en kompliceret størrelse, og der kan være meget hjælp at hente, selvom jeg ikke personligt har en investeringsrådgiver.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Gælder dette også for krypto?
Mange har formentlig oplevet tab i år ifm. Celsius og senest FTX, der er gået konkurs. Til Celsius folket, så ser det faktisk ud til, at de private småinvestorer bliver tilgodeset, og får deres penge tilbage. Dette er dog ikke endeligt bekræftet, men kan læses lidt om hos Financefeeds, der har samlet et godt overblik.
For FTX-brugere ser det desværre ikke lige så lyst ud. Faktisk vil I ifølge Martin Kristensen, Senior Manager, Skat hos BDO muligvis ikke kunne trække tabet fra i skat. Det er en smule teknisk, men er beskrevet meget godt i BDO’s nyhedsbrev, Depechen.
Helt overordnet, så er der ikke lige så mange optimeringsmuligheder med krypto. Krypto er nemlig ikke rigtig anerkendt i Danmark som et investeringsobjekt, hvorfor det bliver beskattet som personlig indkomst, fremfor kapitalindkomst, som andre investeringer. Derfor bliver handlerne også registreret særskilt, og påvirker derfor som udgangspunkt ikke hinanden.
Der er dog lavet nogle enkelte undtagelser. Hvis du køber en position, og sælger denne position af flere omgange, hvoraf nogle er med gevinst, andre med tab, så kan du modregne tab i gevinst. Det forudsætter dog, at du ikke har andre handler med samme aktiv, og at du sælger dem i samme regnskabsår. Skat har lavet en god forklarende sektion om kryptovaluta.
Men det er bestemt ikke nemt at finde rundt i, da stablecoins eksempelvis er lagerbeskattet, som jeg har forstået det.
Kapitalindkomstens mange glæder
Kapitalindkomst er den del af investeringsverdenen, som jeg elsker at hade. Det er dog også denne, der har størst mulighed for optimering og kommer allermest an på dine individuelle forhold. Alle nedenstående beløb er eksklusiv kirkeskat, der skal tillægges, såfremt man er medlem af folkekirken.
Helt kort, så er procentsatserne mærkelig, og jeg forstår heller ikke helt selv, hvad der helt nøjagtigt afgør det. Negativ kapitalindkomst er fradragsberettiget med mellem ca. 25 og 33%, mens positiv kapitalindkomst beskattes med 37 til 42%. Maj Invest har lavet en formidabel graf og tekst om kapitalindkomst, som jeg varmt kan anbefale at læse.
Kapitalindkomst har nemlig også en knæksats, hvor beløb over 47.400 kroner bliver medregnet i din personlige indkomst. Med andre ord, så tæller de altså med i din samlede beregning af topskatgrundlaget. Dog er topskattegrænsen på kapitalindkomsten for nuværende begrænset ved 42%.
Så for at sammenfatte, tab og gevinst beskattes ikke ligeligt. Gevinst over 47.400 kan være med højere beskatning, hvis man overstiger topskattegrænsen, når ens kapitalindkomst over 47.400 og ens løn lægges sammen.
Men ligesom ved aktieindkomst, så kan tab modregnes i gevinst, hvorfor det kun er dit endelige resultat, der tæller i denne henseende. Det er dog markant svære at optimere, da det meste kapitalindkomst lagerbeskattes.
Endnu en lille glæde
Når kapitalindkomsten ikke er en helt særskilt skat, som aktieindkomsten, så giver det også lidt fordele. Hvis ikke du har et arbejde (primært unge mennesker), så kan du nemlig bruge dit frikort/bundfradrag til kapitalindkomsten. På den måde kan du altså skabe en skattefri opsparing, indtil en vis grænse selvfølgelig.
Det kan dog også være en mulighed for velhavere, der ikke længere har behov for et job. Jeg vil dog formode at de fleste, der forvalter så stor en formue, er langt bedre inde i skatteforholdene og optimeringerne til at være finansiel uafhængig, end jeg selv er.
Din økonomi er meget mere end dine investeringer
Nu har jeg skrevet en masse om dine investeringer, men optimeringen heraf relaterer sig også til din privatøkonomi. Er der et SU-loft du er ved at støde på? Ønsker du at overføre dele af den langsigtede opsparing til en pensionsordning, og dermed spare penge i skat for at låse pengene? Eller har du andre ting, der er nærtforestående i din økonomi.
Eftersom privatøkonomien og de personlige mål kan være ligeså varierede, som vi er mennesker vil jeg ikke gå i dybden hermed. Det er blot vigtigt at være opmærksom på resten af din økonomi, når du tænker på at optimere skatten fra dine investeringer.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.