Svitzer blev tidligere i 2024 udskilt fra Mærsk og børsnoteret, og snart kan selskabet formentligt udbetale sit første udbytte som separat børsnoteret virksomhed.
Mærsk har udbetalt rekordstore udbytter efter rekordårene 2021 og 2022. Svitzer er nu uafhængig fra Mærsk, men målt på udbyttepolitikken ser det ud til, at de to selskaber fortsat ligner hinanden. Personligt havde jeg to aktier i Mærsk inden udskillelsen gennem et virksomhedsdepot, hvorfor jeg modtog fire aktier i Svitzer. Denne beholdning udgør derfor ca. 1.000 kroner i dag, da jeg ikke har købt eller solgt.
På trods af at vi ved, at Svitzer vil fokusere på udbyttebetalinger til aktionærer, har vi ikke en historik at sammenligne med som vi har med Mærsk, Carlsberg, Novo Nordisk og de andre danske udbytteaktier. Derfor er situationen en smule anderledes, når vi skal se på selskabets kommende udbyttebetalinger, da kontinuitet kan være en væsentlig forudsætning ift. at estimere fremtidige udbytter.
Alligevel kan vi baseret på analytikernes forventninger beregne et nogenlunde realistisk estimat, som vi skal se nærmere på nu.
Læs også: Novo Nordisk udbytte i 2025: Hvad kan vi forvente?
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Svitzer udbytte i 2025?
Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at de udbytteestimater, som jeg præsenterer her på hjemmesiden, er mine egne estimater sammenholdt med analytikernes forventninger, hvorfor det endelige udbytte med stor sandsynlighed kan afvige fra mit estimat.
Analytikerne forventer ifølge estimater indsamlet fra MarketScreener, at Svitzer vil realisere et resultat per aktie på 13,68 kroner i 2024. Dette vil være påvirket af engangsomkostninger relateret til udskillelsen fra Mærsk og børsnoteringen, som ifølge seneste regnskab for første halvår 2024 forventes at udgøre omkring 130 mio. kroner. Disse omkostninger vil altså ikke påvirke resultatet de kommende år, hvilket medvirker til, at analytikerne forventer, at Svitzer i 2025 og 2026 kan løfte indtjeningen per aktie til hhv. 19,24 kroner og 20,54 kroner.
Svitzer har defineret en velbeskrevet udbyttepolitik, hvor det bl.a. fremgår, at selskabet ønsker at udbetale 40-60% af selskabets overskud som udbytte. Det fremgår desuden, at der i fremtiden potentielt kan komme interim udbytter – altså udbyttebetalinger flere gange om året.
Hvis vi forudsætter, at Svitzer for regnskabsåret 2024 vælger at udbetale 50% af overskuddet som udbytte, og analytikerne får ret i deres antagelser om en indtjening per aktie på 13,68 kroner, svarer det til, at investorerne kan sætte næsen op efter i udbytte i niveauet 6,8 kroner per aktie. I skrivende stund handles aktien i kurs 254, hvorfor et udbytte på 6,8 kroner per aktie vil svare til en udbytteprocent på ca. 2,7%.
Det er dog ikke sikkert, at Svitzer vælger at udbetale et udbytte i midten af deres udbyttepolitik. Hvis selskabet udbetaler et udbytte i den nedre ende af udbyttepolitikken, svarer det til et forventet udbytte på ca. 5,5 kroner per aktie, mens det svarer til et udbytte på ca. 8,2 kroner per aktie, hvis udbyttet bliver i den høje ende af udbyttepolitikken. Dette er fortsat baseret på analytikernes forventninger om en indtjening per aktie på 13,68 kroner.
Disclaimer: Det er vigtigt at være opmærksom på, at dette alene er personlige estimater, og ikke det endelige udbytte. Det endelige udbytte kender vi først, når Svitzer har offentliggjort årsregnskab og derefter godkendt det forventede udbytte på generalforsamlingen i 2025. Du skal derfor tage forbehold for mine beregninger, og altid lave din egen research.
Du kan se en video-gennemgang af denne artikel i nedenstående YouTube-video.