Udbytte er ofte en væsentlig del af investering i både aktier og fonde, hvorfor du i dette indlæg kan finde en stor guide til udbytte.
De fleste investorer har i højere eller mindre grad et forhold til udbytte. Nogle opsøger bevist udbyttebetalende aktier for at få en løbende passiv indkomst, og andre opsøger det alene af skattemæssige omstændigheder i forbindelse med investering i investeringsforeninger.
Personligt har jeg beskæftiget mig med udbytte i en årrække, hvor det har været et stort tema her på hjemmesiden. De seneste år har jeg brugt meget tid i årsregnskabssæsonen på at formidle udbytterne fra de danske selskaber, hvilket også er højsæson her på hjemmesiden målt på vores trafik. I denne artikel vil jeg forsøge at komme hele vejen rundt, når det kommer til udbytte, og i indholdsfortegnelsen nedenunder kan du klikke dig frem til det, du søger.
Klik dig frem til hvad du søger
- Hvad er udbytte?
- Hvad er forskellen på udbytte og afkast?
- Hvad er X-day?
- Hvad er udbyttedag?
- Hvad er udbytteprocent?
- Hvad er payout-ratio?
- Analyse af payout-ratio
- Aktier med månedligt udbytte
- Hvad er REITs?
- De mest stabile udbytteaktier i verden?
- Fordele og ulemper ved udbytte
- Skat af udbytte
- Udenlandsk udbytteskat
- Udbytteaktier på aktiesparekontoen?
- Danske udbytteaktier
- Amerikanske udbytteaktier
Hvad er udbytte?
Først skal vi have defineret, hvad udbytte er. Kort sagt er udbytte er en udbetaling fra virksomheden til aktionærerne. Udbytte ses som regel ifm. et overskudsgivende regnskabsår, hvorfor nogle også definerer udbytte som en slags rente. Fonde kan også udbetale udbytte, da de løbende modtager udbytte fra deres porteføljeselskaber, ligesom de løbende kan sælge ud af aktierne, der kan blive sendt videre til investorerne gennem udbytte.
I Danmark bliver udbytte ofte udbetalt andet kvartal, men det afhænger af flere faktorer såsom tidspunkt for generalforsamling og perioden for regnskabsåret. I USA udbetaler mange selskaber udbytte med kortere interval – eksempelvis kvartalsvist eller månedligt. I Danmark udbetaler enkelte virksomheder udbytte mere end en gang om året, ellers er normalen i Danmark at udbetale udbytte årligt.
Man skal ikke forveksle udbytte med kursafkast, men udbytte er en del af ens samlede afkast – også skattemæssigt.
Hvad er forskellen på udbytte og afkast?
Forskellen mellem udbytte og afkast er faktisk meget simpel. Afkast er en mere overordnet definition, som både dækker over gevinst/tab gennem kursgevinster, valutaudsving og udbytte. Udbytte hører altså under kategorien afkast, hvor udbytte er en mere specificeret beskrivelse af typen af afkast. Ens udbytte hører ligeledes til ens aktieindkomst, hvilket man skal være opmærksom på rent skattemæssigt.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvad er X-day?
X-day er relevant at kende, hvis du vil nå at købe aktien med rettighed til det kommende udbytte. X-day beskriver den dag aktien handles eksklusive udbyttet, hvorfor du altså skal eje aktien inden X-day for at have ret til udbyttet.
Hvad er udbyttedag?
Udbyttedagen er dagen hvor udbyttet betales til aktionærerne. Bemærk, at der kan gå flere hverdage, før udbyttet er på din konto – dette kan også variere fra handelsplatform til handelsplatform.
Hvad er udbytteprocent?
Udbytteprocenten beskriver størrelsen af det seneste udbytte ift. aktiekursen. Hvis en aktie eksempelvis udbetalte et udbytte på 4 kroner ved seneste regnskab, og står i kurs 200, svarer det til en udbytteprocent på 2%.
Personligt plejer jeg at definere et højt udbytte som en udbytteprocent på >4%. Det er dog vigtigt at huske, at udbytteprocenten også kan snyde, da det seneste udbytte kan have været ekstraordinært højt eller ekstraordinært lavt grundet specifikke forhold. Mærsk har f.eks. oplevet store udsving i deres udbyttebetalinger som følge af store udsving i indtjeningen.
Derfor skal man altid undersøge, hvad der er årsagen til den høje udbytteprocent, da denne ikke nødvendigvis kan fortsætte fremadrettet. Eftersom aktien som udgangspunkt falder tilsvarende udbyttebetalingen, er det ikke nødvendigvis en god ting, at en aktie har en meget høj udbytteprocent.
Hvad er payout-ratio?
Når man undersøger udbytteaktier, kan man hurtigt falde over den virksomhed, som udbetaler højest udbytte. Det er dog vigtigt at vide, at størrelsen af udbyttet ikke kan stå alene i sin vurdering af en udbytteaktie. Her bliver payout-rationen vigtig.
Payout-ratio viser hvor stor en andel af virksomhedens resultat, som udbetales til investorerne gennem udbytte. Dermed findes tallet ved at dividere virksomhedens samlede udbetalte udbytte med virksomhedens resultat efter skat. Tallet siger derfor noget om, hvor stor en andel af resultatet som udbetales gennem udbytter, og dermed hvor høj en grad virksomheden prioriterer udbytte.
I nogle tilfælde kan payout-ratioen komme over 100%, hvilket indikerer, at virksomheden udbetaler flere penge, end de tjener. Det er ikke nødvendigvis en god indikation, hvis virksomheder udbetaler mere end de tjener, da det selvfølgelig ikke er holdbart på lang sigt at udbetale mere end man tjener. Det kan i stedet være en god indikation, hvis virksomheden har en nogenlunde stabil payout-ratio samtidig med, at udbyttet stiger. Det vil nemlig indikere at virksomheden vækster, og dermed udnytter sin vækst til at øge udbyttet til aktionærerne. Denne tilgang foretrækker jeg, når jeg kigger på udbytteaktier.
Analyse af payout-ratio
Payout-ratio et vigtigt begreb som udbytteinvestor. Personligt kan jeg godt lide at skelne mellem en sund eller en usund payout-ratio. Det er en god idé at sætte payout-rationen i perspektiv til udbyttet for at vurdere, hvorfor udbyttet kan være faldet/steget.
På nedenstående billede har jeg forsøgt at vise et eksempel på, hvordan en sund payout-ratio ser ud. Som det fremgår, er payout-ratioen nogenlunde fast på 50%, men udbyttet stiger alligevel. Det viser, at Novo Nordisk har øget udbyttet gennem en øget indtjening, da de har fastholdt sin payout-ratio. Med andre ord har Novo Nordisk haft en sund udvikling i udbyttet, hvis du spørger mig, og man kan nogenlunde forudsige de fremtidige udbyttebetalinger baseret på den forventede indtjening.
Aktier med udbytte hver måned
Mange anser udbytte som en god kilde til passiv indkomst, hvorfor nogle også stræber efter at sammensætte en portefølje med månedlige udbyttebetalinger. I dette sammenhæng er det dog vigtigt at huske, at udbyttet ikke er højere, bare fordi det udbetales månedligt. Forskellen vil som regel kun ses i intervallet. Et selskab med årlige udbyttebetalinger kan dermed sagtens have et højere udbytte end et selskab med månedligt udbytte.
Nogle af de mest kendte aktier med månedligt udbytte er aktier som Realty Income og Shaw Communications. Realty Income er en REIT, som vi kigger lidt nærmere på i næste sektion, og Shaw Communications arbejder med forskellige aspekter indenfor kommunikationsløsninger. Det er primært i USA, at vi finder aktier med udbytte hver måned.
Jeg kan godt forstå, at det kan virke attraktivt med disse aktier med udbytte hver måned. Man skal dog huske, at det også skaber et løbende pres på aktiekursen, og mine egne investeringer i den type aktier har samlet set ikke givet et bedre afkast end markedets performence.
Opret en månedsopsparing i Kryptovaluta
(reklame)
Investér nemt og sikkert i krypto hos Nordens største kryptobørs, Firi👈. Platformen hjælper dig med at beregne skatten på dine kryptoinvesteringer, hvor du bl.a. kan oprette en månedsopsparing i krypto.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Hvad er REITs?
Du kan ofte støde på REITs i en udbytteportefølje. REIT er en forkortelse for Real Estate Investment Trusts, og er virksomheder, der investerer i ejendomme. Personligt har jeg kun kendskab til REITs fra det amerikanske aktiemarked, hvor eksempler er Realty Income og STAG.
Der er flere krav til REITs. Det gælder bl.a., at minimum 90% af overskuddet skal udbetales gennem udbytter. Derudover skal selskabet mindst investere 75% at selskabets aktiver i fast ejendom. Du kan læse mere om REITs her. Kort sagt er REITs derfor en let mulighed for at blive eksponeret mod ejendomsmarkedet, hvis du ønsker at tilføje dette til din portefølje.
De mest stabile udbytteaktier i verden
Når vi snakker om de mest stabile udbytteaktier i verden, vil nogle også definere dem som de bedste udbytteaktier, som du kan finde. Årsagen hertil er, at de gennem en lang årrække kontinuerligt har løftet sit udbytte. Med andre ord er de kommet igennem flere kriser uden at gå på kompromis med udbyttet, hvilket indikerer, at det er modstandsdygtige selskaber.
Blandt de mest stabile udbytteaktier i verden finder vi Dividend Aristocrats og Dividend Kings. Dividend Aristocrats består af aktier, som er en del af S&P 500, og som minimum har øget udbyttet de seneste 25 år. Dividend Kings er et niveau højere, da de som minimum øget udbyttet i de seneste 50 år. Dividend Kings behøver ikke være en del af S&P 500. Du kan læse mere om Dividend Kings her, hvor vi ligeledes har skrevet selskaberne ind på en liste.
Blandt Dividend Kings er eksempelvis Coca Cola, 3M, Colgate-Palmolive, Johnson & Johnson og PepsiCo. Løbende kommer nye selskaber på listen, hvis de lever op til kravene, mens eksisterende selskaber også kan miste sin plads på listen.
Fordele og ulemper ved udbytte
Der er selvfølgelig både fordele og ulemper ved at investere i udbytteaktier. Hvis vi starter med fordelene, kan udbytte som regel sættes i det perspektiv, at det skyldes en sund forretning. Udbytte bliver udbetalt på baggrund af et overskud, som virksomheden vil fordele til sine aktionærer, hvorfor virksomheder med udbytte ofte er mere modne selskaber. På den måde kan udbyttebetalinger være en målsætning for de fleste virksomheder, hvis man ikke kan forrente kapitalen bedre gennem investeringer.
Derudover er udbytte et mere forudsigeligt afkast sammenlignet med kursgevinster. Ved mange selskaber er der nemlig en så lang udbyttehistorik, så mange ting skal gå galt, før selskabet ikke kan vedligeholde sit udbytte. Dette gælder især for de selskaber, som vi omtaler aristokrater eller udbyttekonger, som vi kiggede på lige før.
Omvendt er der også ulemper ved udbytte. Først og fremmest er det vigtigt at vide, at når udbyttet betales, vil aktiekursen falde tilsvarende. Derfor er der ikke som sådan en økonomisk fordel ved udbyttet, da du allerede havde pengene gennem værdien af dine værdipapirer. Derudover kan du ikke udskyde skatten, når der udbetales udbytte.
En anden ulempe er, at det er penge direkte ud af egenkapitalen. Virksomheden skyder altså penge ud af virksomheden, som dermed ikke kan bruges til vækst og investeringer. Derfor skal virksomhederne altid gøre op, om de kan bruge kapitalen bedre i virksomheden, eller om de bør udbetale udbytte.
Når det kommer til udbytte fra investeringsforeninger, er det ofte et skattemæssigt spørgsmål. Udbyttebetalende danske investeringsforeninger bliver nemlig beskattet efter realisationsprincippet som aktieindkomst, mens akkumulerende danske investeringsforeninger beskattes efter lagerprincippet som kapitalindkomst. Derfor har udbytte også en central rolle, når man investerer i danske investeringsforeninger.
Skat af udbytte
Denne artikel opdaterer jeg i 2024, hvorfor de tal jeg nævner nu, tager udgangspunkt i skatteforholdene i 2024. Disse ændrer sig løbende, hvorfor jeg vil henvise til skats hjemmeside, hvis du læser på et andet tidspunkt end 2024.
Udbytte tæller med i ens aktieindkomst. Aktieindkomsten inkluderer altså både udbytter og gevinster ifm. salg. I 2024 skal du betale 27% i skat for de første 61.000 kroner i aktieindkomst, hvorefter skatten er 42%. Det kræver altså et samlet overblik over ens udbytter samt gevinster for at få et overblik over, om man når progressionsgrænsen på 61.000 kroner.
Hvis man er gift, og bor sammen med sin ægtefælle ved indkomstårets udløb, er beløbsgrænserne det dobbelte. I 2024 skal man altså betale 27% af de første 122.000 kroner af ens samlede aktieindkomst og 42% af aktieindkomst ud over 122.000 kroner.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.
Udenlandsk udbytteskat
Udenlandsk udbytteskat er måske et af de sværeste og mest komplicerede emner inden for den danske aktieskat. Når vi handler med udenlandske aktier, og modtager udbytte herfra, vil Danmark have en dobbeltbeskatningsaftale med det pågældende land. I hvert fald i langt størstedelen af tilfældene.
En dobbeltbeskatningsaftale er som navnet antyder en aftale om, at der betales skat i begge lande. Det betyder, at et norsk selskab tilbageholder noget af din skat til at betale skat i Norge, mens du skal betale den resterende skat i Danmark op til din gældende skatteprocent. Dobbeltbeskatningsaftalen sikrer dermed, at du ikke bliver beskattet dobbelt – det var i hvert fald hensigten. I den virkelige verden kan det dog godt være noget mere kompliceret. Skatten du skal betale i det oprindelige land kaldes kildeskat, og er hvad det offentlige system tager udgangspunkt i. Nogle lande tilbageholder dog mere end den aftalte kildeskat, og du skal derfor søge om refusion.
Læs mere om udenlandsk udbytteskat og tilbagesøgning af udenlandsk udbytteskat her.
Aktiesparekontoen og udbytteaktier
På aktiesparekontoen er skatteforholdene lidt anderledes end for et normalt depot. Her bliver dine aktier og fonde nemlig lagerbeskattet med en fast skattesats på 17%. Dit udbytte bliver ligeledes beskattet med en sats på 17%, hvorfor aktiesparekontoen kan være et fint værktøj til udbytteaktier.
Personligt foretrækker jeg dog akkumulerende ETF’er til min aktiesparekonto, og vil gerne undgå, at mine aktier bliver beskattet efter lagerprincippet.
Danske udbytteaktier
Mange danske aktier udbetaler udbytte, og jeg vil også påstå, at mange af dem er gode udbytteaktier. På tværs af hele det danske aktiemarked kan vi finde udbytteaktier. Det gælder helt nede fra First North og op til C25, hvor virksomheder som Novo Nordisk, Danske Bank, Mærsk m.fl. udbetaler udbytte.
På nedenstående tabel fremgår udbyttet i 2024 for en række af de danske udbytteaktier. Du kan løbende følge med på vores hjemmeside, hvor vi kigger nærmere på forskellige danske udbytteaktier.
Aktie | Udbytte pr aktie |
---|---|
Ambu | 0,38 kr. |
Matas | 2,00 kr. |
SP Group | 3,00 kr. |
Scandinavian Tobacco Group | 8,40 kr. |
Sydbank | 30,56 kr. |
North Media | 4,00 kr. |
cBrain | 0,28 kr. |
ISS | 2,30 kr. |
DFDS | 5,00 kr. |
Mærsk | 515 kr. |
Rockwool | 43 kr. |
Carlsberg | 27 kr. |
Pandora | 18 kr. |
Solar | 30 kr. |
DSV | 7,00 kr. |
Novo Nordisk | 9,40 kr. |
Amerikanske udbytteaktier
De mest kendte udbytteaktier på global plan finder vi dog i USA, hvor virksomheder som Apple og Microsoft ligeledes udbetaler udbytte. På nedenstående tabel fremgår en liste over udvalgte amerikanske udbytteaktier, hvor kilden til udbyttet er Nasdaq.
Aktie | Udbytte pr aktie |
---|---|
Apple | 1,00 USD |
Microsoft | 3,00 USD |
Realty Income | 3,162 USD |
AT&T | 1,11 USD |
Coca-Cola | 1,94 USD |
PepsiCo | 5,42 USD |
Colgate-Palmolive | 2,00 USD |
McDonald's | 6,68 USD |
Mastercard | 2,64 USD |
Nike | 1,48 USD |
Walmart | 0,83 USD |