SP Group er en dansk aktie, som arbejder inden for plast og komposit. Virksomheden bliver sjældent nævnt i medierne, men det gør ikke aktien uinteressant i min verden.
SP Group blev etableret i 1972, og leverer plastforarbejdede emner til industrien, hvor de blandt andet er de førende leverandører. Koncernen markedsfører og sælger deres produkter i 97 lande. Koncernens fabrikker er lokaliserede i Danmark, Sverige, Polen, Letland, Slovakiet, USA og Kina. I alt har koncernen datterselskaber i 12 lande, fordelt på 3 kontinenter. SP Group er noteret på NASDAQ Copenhagen tilbage i 1993. Ultimo 2022 var der i omegnen af 2.485 medarbejdere i koncernen.
Koncernen er inddelt i 4 forskellige hovedgrupper, nemlig belægning, polyuretan, vakuumformning og sprøjtestøbning. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke har den nødvendige indsigt i forretningsområderne til at kunne vurdere disse korrekt – af selskabets eget materiale fremgår det dog, at de er førende indenfor flere specialiserede områder.
Forretningsmodellen hos SP Group
Som nævnt ovenfor er SP Group meget bredt diversificeret, hvilket jeg synes er en særlig stor styrke for sådanne selskaber. Risikoen er alt andet mindre, når man ikke er hængt op på et enkelt industriområde.
For regnskabsåret 2022 kan fordelingen blandt forskellige forretningsgrene ses på nedenstående billede. Her er fordelingen lavet efter de forskellige industriområder, som selskaber arbejder indenfor og altså ikke selskabets egne 4 hovedgrupper.
Ser vi på omsætning med geografiske briller, fordeler det sig således: 47% i Europa ekskl. Danmark, 28% i Danmark, 15% i Nord og Sydamerika og 10% i Asien. SP Group er derfor også bredt eksponeret geografisk, selvom der er en klar hovedeksponering mod det danske og europæiske marked.
Dette anser jeg ligeledes som ganske positivt, da det er stabile markeder hovedeksponeringen er på, mens der samtidig er eksponering mod vækstmarkeder i blandt andet Asien.
Seneste kvartalsregnskab fra SP Group
Ved årsregnskabet i 2022 forventede selskabet en vækst i omsætningen på 5-15 % med en EBITDA-margin på 16-19 % og en EBT-margin på 9-12 % for 2023. Det fremgik ligeledes, at selskabet for at opfylde sin 2024 strategi skulle vækste 12-22% i CAGR i 2023 og 2024.
Helt sådant er det ikke gået, hvor det seneste regnskab for tredje kvartal viser en tilbagegang i omsætningen. Gennem de tre første kvartaler kombineret er omsætningen faldet 2,7%, mens omsætningen er faldet med 4% isoleret for tredje kvartal. For de tre første kvartaler er EBITDA-marginen på 16,6%, mens EBT-marginen lyder på 7,1%. Selskabet er altså faldet en smule bagud på EBT-marginen, mens de ligger i den nedre del af intervallet på EBITDA-marginen.
Derfor er det også helt naturligt, at aktien har været på en nedadgående trend gennem 2023. Dog synes jeg, at kursreaktionen har været relativt voldsom ift. at der fortsat er tale om et selskab, der leverer flotte tal på bundlinjen, om end lavere tal end den udmeldte ambition.
Derfor var den nuværende værdiansættelse også noget af det, som jeg lagde stor vægt på forud for min investering.
Nuværende værdiansættelse for SP Group
SP Group handles på nuværende tidspunkt til en markedsværdi på 2,3 mia. kroner, hvilket svarer til en P/S-værdi på omtrent 0,9, hvilket egentlig isoleret set er ganske lavt i relation til det generelle aktiemarked på nuværende tidspunkt. Industrigennemsnittet for plastikprodukter, som jeg tænker er en fair sammenligning, ligger dog som en af de laveste sektorer med en P/S-værdi på 1,0 ifølge EQVISTA.
PE-værdien kommer i høj grad til at være påvirket af regnskabstallene for 4. kvartal, men den står for de forrige fire kvartaler opgjort til 13,76 på Nordnet, hvor EPS dog også står opgjort til 13,4 og SP Group kun har realiseret en EPS på 8,9 gennem årets første tre kvartaler.
Derfor kan det godt være lidt svært at vurdere værdiansættelsen før vi kender de endelige regnskabstal og de opdaterede forventninger til 2024-stragien, som jeg forventer bliver adresseret i bredere omfang end hidtil i 2023 årsrapporten.
Når vi ser på den historiske udvikling, har selskabet efter min mening en rigtig stærk udvikling. Derfor anser jeg heller ikke udfordringerne gennem 2023 som et udtryk for et generelt problem, men blot som et enkeltstående dårligt år, der har budt på en opkøbsmulighed for mit vedkommende.
Jeg forventer, at selskabet kan fortsætte med at levere en vækst, når vi ser længere frem i tiden, selvom jeg ikke forventer vildt positive regnskabstal for fjerde kvartal 2023. Dette er til trods for, at selskabet egentlig fastholdt sine reviderede forventninger til regnskabsåret 2023 ved Q3 rapporten, hvor forventningerne lyder på en vækst i 2023 i omsætningen på 0-10 % med en EBITDA-margin på 16–19 % og en EBT-margin på 7-10 %, som ikke er blevet revideret sidenhen.
Fremtidsudsigter
SP Group har som tidligere beskrevet haft en 2024 strategi, som jeg forventer, at der bliver givet en opdatering på ved kommende årsregnskab. Indtil videre har 2023 ikke leveret den vækst, der skulle til for at indfri denne.
Derfor har det også haft stor betydning for min beslutning, at ledelsen har været aktive købere af aktien for større beløb. I november var topchefen ude at købe aktier op for næsten en million kroner. Et par dage senere købte formanden aktier for knap 1,6 mio. kroner, hvorefter næstformanden købte aktier for 310 tusinde kroner, hvorefter næstformanden supplerede med aktier for yderligere 118 tusinde kroner.
I december var bestyrelsesformanden endnu engang ude at købe aktier, denne gang for lige knap 300 tusinde kroner. Ledelse og bestyrelse har altså gennem de seneste tre måneder vist en stor tiltro til aktien ved at købe aktier for mere end 3 mio. kroner tilsammen.
Siden handlerne er aktierne endda faldet yderligere, hvilket også beviser, at ingen kan forudse kursudviklingen på kort sigt. Når en aktie går i modvind, er det dog en evig debat, om det er en god opkøbsmulighed eller en faldende kniv. Her har ledelsen og direktionens tydelige tillid til fremtiden været en faktor, som jeg har tillagt stor vægt ift. denne distinktion. Om jeg får ret, må fremtiden jo vise.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvorfor valgte jeg at investere?
I grove træk synes jeg SP Group har bevist, at det er et super veldrevet selskab, der kan levere kontinuerlig vækst i et respektabelt niveau. 2023 har budt på mange udfordringer, og aktien er mere end 50% nede fra toppen og tæt på det laveste niveau i mere end 5 år.
Det er selvfølgelig altid lidt et gamble at gå ind i en aktie med denne kursudvikling, da der som historien har vist mange gange altid er 100% ned til 0. Jeg tillægger det stor værdi, at selskabet er diversificeret i så mange forskellige forretningsgrene og med så stor geografisk spredning fordelt på mange kunder, hvilket skaber en vis robusthed og sikkerhed i dårlige tider for enkelte sektorer.
Ledelsens store tillid til selskabets fremtid har været det sidste element, der fik mig overbevist om at investere i virksomheden. Jeg har dog kun investeret et relativt lille beløb ift. mange af mine andre positioner, hvor aktien udgør omkring 2% af min samlede aktieportefølje. Dette skyldes den risiko der trods alt er forbundet med selskaber, der oplever modvind i perioder.
Disclaimer: Dette er hverken en anbefaling til køb eller salg af aktier i SP Group. Vi anbefaler altid at lave yderligere research, hvilket du blandt andet kan gøre på virksomhedens investor-side, som du kan finde her. Jeg har aktier i selskabet.
Super spændende indsigt og god begrundelse bag dit valg, Mikkel.
Jeg tror min eneste ‘bekymring’ ved aktien, er verdens tiltagende dårligere syn på plastik generelt ift. en mere bæredygtig planet. Kunne man ikke forestille sig, at flere og flere kunne finde på at vælge plastikløsninger fra og det derved vil gøre industrien til en synkende skude?
Tak, Emil!
Det har du selvfølgelig helt ret i, men indtil videre har behovet for smarte og højteknologiske løsninger kun været stigende, hvilket er kommet SP Group til gode. Det tror jeg også vi kommer til at se fremtidigt, da de færreste ønsker at gå ned på levestandard, men mere benytte nyere produkter der bærer den oprindelige opgave på en mere bæredygtig måde.
I hvert fald for den store majoritet af mennesker, der har svært ved at skulle prioritere dyrere og mere besværlige løsninger.
Men det er selvfølgelig en klar risiko, der foreligger.