Saxo Bank har præsenteret en julegave til os private aktionærer, hvor de både sænker minimumskurtagen og den normale kurtage fra den 15. januar 2024.
Saxo Bank vil fra den 15. januar 2024 sænke kurtagen. Minimumskurtagen for danske aktier sænkes til 10 kroner fra tidligere 14 kroner, mens den normale kurtage sænkes til 0,08% fra tidligere 0,1%. Amerikanske aktier sænkes til 1 USD fra tidligere 9 USD, hvorfor minimumskurtagen i USA endda bliver billigere end for danske aktier – dét er spændende! Den normale kurtage i USA sænkes desuden også til 0,08%.
På det tyske marked sænkes minimumskurtagen til 3 EUR fra tidligere 9 EUR, mens den normale kurtage her ligeledes hedder 0,08%. Saxo Bank er allerede billigere end Nordnet på kurtagen, men med denne prisændring bliver Saxo markant(!!) billigere end Nordnet, og det bliver spændende, om mange vil skifte fra Nordnet og over til Saxo.
Det har desuden længe været kommunikeret, at Saxo Bank har en månedsopsparing tæt på. Med markant lavere kurtage og måske en lancering af en månedsopsparing, bliver det næste år meget spændende at følge ift. konkurrencen mellem handelsplatformene, hvilket kun er positivt for os private aktionærer.
Læs mere om de lavere kurtager på Saxo i 2024 her.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvor meget vil du spare?
Hvis du investerer for relativt små beløb, vil denne prisændring særligt få stor betydning. Hvis du f.eks. investerer 5.000 kroner i Apple, koster det i dag 9 USD svarende til ca. 61 danske kroner. Det vil efter denne prisændring kun koste 1 USD svarende til under 7 kroner, hvorfor det pludseligt bliver meget mere tilgængeligt at investere, hvis man har færre midler.
Det er en meget positiv nyhed, hvor også personer der investerer større beløb vil opleve en besparelse. Hvis du køber Apple aktier for 100.000 kroner vil det nu efter prisændringen koste 80 kroner mod tidligere 100 kroner.
Priserne falder desuden også i markeder som Frankrig, Finland, Norge, Sverige mfl., og du kan finde hele listen over de nye priser gældende fra den 15. januar 2024 her.