Det er over en måned siden, jeg sidst har skrevet en artikel her på bloggen, og derfor vil jeg i dette indlæg gennemgå udviklingen for min portefølje den sidste måned.
Mine investeringer har haft en positiv udvikling den sidste måned, og jeg har år til dato haft et afkast på over 11,5%. Den sidste måned har jeg haft et positivt afkast på 2,8%. Det er altid en fornøjelse at se ens investeringer vokse, og det giver mig motivation til at fortsætte med at følge markedet.
Mit afkast har primært været båret af Nordnet-aktien, som jeg har ejet et stykke tid. Jeg investerede i Nordnet-aktien, da jeg gik med tanken om, at “huset altid vinder”. Man kan selvfølgelig argumentere for, at Nordnet har hård konkurrence, men med tider som den sidste måned, hvor vi har set høj volumen og omsætning på aktiehandlen, tjener de virkelig gode penge. Nordnet-aktien har set en positiv udvikling de sidste 5 år. Det mener jeg skyldes den stigende interesse for investeringer og derfor en stigende kundebase. Jeg kan dog være nervøs for deres konkurrencesituation, og har derfor solgt aktien med et markant positivt afkast.
Andre positive investeringer
Det er ikke kun Nordnet, som har bidraget positivt den seneste måned. Matas, Royal Unibrew, Novonesis og Investor AB har alle bidraget til min porteføljes vækst. Jeg har sågar tjent en lille portion på mine Maj Invest Danske Obligationer (MAJDKO), selvom det kun er under 1% i afkast. Det viser blot, at selv mere konservative investeringer kan have deres plads i porteføljen, især når man ønsker at sprede risikoen.
Jeg har solgt alle ovennævnte aktier (ikke Maj Invest Danske Obligationer), da jeg den næste tid ønsker at gå mere passivt til mine investeringer, og ikke har lige så meget tid til at følge med på grund af mit gymnasie. Som du kan læse nedenfor, så er jeg ikke negativ på enkeltaktier, men det vil tage for meget af min tid at skulle have en bred diversificering af aktier og for meget energi at følge med.
De penge jeg før havde i de ovenstående enkeltaktier har jeg smidt i XACT OMXC25 ESG, iShares Core MSCI Europe Akk (EUNK) samt iShares MSCI ACWI Akk (IUSQ).
Obs. jeg ejer også andre fonde og investeringsforeninger. Jeg ejer derudover også Svitzer aktier, dem har jeg ikke solgt på grund af mit negative afkast på aktien.
Forventninger til aktiemarkedet
Når vi ser fremad, er der mange faktorer at overveje i forhold til aktiemarkedets udvikling. Den globale økonomi er stadig præget af usikkerhed med hensyn til inflation og renteændringer. Det er vigtigt at holde øje med centralbankernes politikker og deres indflydelse på aktiemarkedet – hvis det er noget man finder nødvendigt eller spændende for ens investeringer.
Desuden kan vi forvente øget volatilitet i takt med, at virksomheder rapporterer deres kvartalsresultater. Dette kan skabe muligheder for investorer, der er villige til at tage chancer og handle på kortsigtede udsving. Jeg tror også, at bæredygtige investeringer vil fortsætte med at vinde frem. Flere investorer fokuserer på ESG (miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige) kriterier i deres beslutningsprocesser. Det kan føre til en ændring i aktiekurserne for virksomheder, der ikke lever op til disse standarder. Det tror jeg er yderst relevant med en lang tidshorisont at have i tankerne.
Afsluttende tanker
Som altid er det vigtigt at huske på, at investering indebærer risici. Jeg vil fortsætte med at overvåge min portefølje og justere mine investeringer efter behov. Jeg har pt. efter min egen mening en relativt stabil og diversificeret portefølje, hvilket gør, at jeg sover godt på trods af uforudsigeligheder. Jeg ser frem til at dele flere opdateringer med jer i fremtiden og høre om jeres egne erfaringer på aktiemarkedet.
Tak fordi I læser med! 🙂