Jeg har i løbet af 2024 bogført alle mine indtægter og udgifter, hvorfor jeg nu har et godt overblik over mit forbrug det seneste år.
Siden 2022 har jeg anvendt et regneark i Google Sheets til at have et overblik over min økonomi. Det fungerer ved, at jeg, hver gang jeg enten tjener eller bruger penge, indtaster de forskellige poster og tilknytter en kategori, hvorefter regnearket lægger sammen og opdaterer diagrammer.
Det har personligt hjulpet mig rigtig meget, da jeg får et visuelt indblik i mit forbrug og dermed også, hvilke poster der kan optimeres. Et eksempel på dette kunne være, at jeg nu kan se, at jeg i løbet af 2024 har brugt næsten 12.000 kroner på mad og drikke, hvilket jeg umiddelbart vil vurdere er relativt meget, taget i betragtning at jeg fortsat bor hos mine forældre.
Derudover bærer mit budget for 2024 præg af, at det har været et år med en række større investeringer. Mest betydningsfuldt er, at jeg i marts måned købte en bil til 20.000 kroner, hvilket naturligvis har stor betydning i en økonomi som min – især når der efterfølgende kommer en række værkstedsregninger. Derudover har jeg rejst udenlands to gange i år, hvilket naturligvis også har kostet.
Mine indtægter i 2024
Jeg har i løbet af 2024 haft samlede lønindtægter på 376.000 kroner, med den ”dårligste” måned på 15.400 kroner og den bedste på 54.600 kroner – alt sammen før skat. Pengene er tjent gennem fire forskellige jobs, hvoraf ét job er sæsonbaseret. Fællestrækket er dog, at jeg aldrig har været ansat på fast løn, hvorfor mine indtægter kan svinge meget fra måned til måned. Dette er også en årsag til, at jeg finder et budgetark supernyttigt, da det giver mig det overblik, jeg ellers hurtigt kunne miste.
Efter skatten er betalt og feriepengene hævet, har jeg i 2024 samlet set fået 240.000 kroner udbetalt, svarende til 20.000 kroner om måneden. Det vil jeg selv mene er et pænt beløb i en alder af 21 år, og det er da også årsagen til, at jeg afslutter 2024 med et overskud på 70.000 kroner, efter mine udgifter er betalt. Der skal i mit budgetark nemlig tages højde for, at mine investeringer er posteret som udgifter, hvilket jeg vil vende tilbage til senere.
Udover lønindtægt og feriepenge har jeg haft diverse andre småindtægter. Herunder er, at jeg har fået lidt penge tilbage i skat samt lidt renteindtægter, som samlet set har givet 536 kroner. Afslutningsvist fik jeg i 2024 udbetalt min børneopsparing, hvor jeg i den anledning fik udbetalt de 936 kroner, som ikke kunne konverteres til garantkapital i banken.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.
Mine udgifter i 2024
I mit budgetark ses det, at jeg har haft udgifter for 232.000 kroner. Det er dog som nævnt en smule misvisende, da mine investeringer er indtastet som udgifter. I 2024 har jeg samlet investeret 62.300 kroner, hvilket betyder, at mine reelle udgifter har været 169.700 kroner. Der er ingen tvivl om, at dette tal kunne have været betydeligt lavere, såfremt jeg ikke havde valgt at købe en bil.
Det var dog en nødvendighed for min jobsituation, og jeg forventer snart at sælge den igen, hvor nogle af pengene vil komme retur. Med en bil følger dog mindst én forsikring, hvorfor jeg i år har brugt samlet set 12.750 kroner på mine forsikringer, som dækker ulykkesforsikring, sundhedsforsikring, rejseforsikring og ansvarsforsikring til bilen. Oveni bilens købspris har jeg samlet betalt små 10.000 kroner for værkstedsregninger og nye vinterdæk. Dertil har jeg naturligvis skullet tanke den, hvilket har kostet i gennemsnit 600 kroner om måneden – alt sammen noget, der løber op.
På trods af at jeg fortsat bor hjemme, betaler jeg en månedlig husleje på 2.000 kroner. Dette bidrager til, at springet for mig bliver mindre den dag, jeg flytter hjemmefra, alt imens det naturligvis bidrager til husholdningen herhjemme. Meget simpelt har dette betydet, at jeg har betalt samlet 24.000 kroner i husleje i 2024.
Den sidste udgift jeg vil fremhæve, er mit fitnessabonnement til 239 kroner om måneden. Jeg nyder at gå i fitness, og hvis man sammenholder den månedlige ydelse med det omfang, jeg får det benyttet, vil jeg heller ikke påstå, at det er dyrt. Med det sagt synes jeg, at det får en lidt anden klang, når jeg kan se, at jeg har betalt lidt over 3.000 kroner for fitness i 2024. Det er naturligvis ikke blevet dyrere af, at jeg ser det i et bredere perspektiv, men det kan understrege vigtigheden af, at selv små beløb sparet hist og pist hurtigt kan løbe op. Dertil kommer, at det ville være en åndssvag udgift, hvis man ikke fik det benyttet.
Ønsker du at anvende mit budgetark? I så fald kan du finde en skabelon her: Skabelon til budgetark
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvad gør jeg i 2025?
Jeg har helt bestemt tænkt mig at fortsætte med mit budgetark i 2025 – og jeg er faktisk allerede i gang. Min plan er at benytte mit overblik for 2024 til nu at optimere mine udgifter i indeværende år. Jeg har eksempelvis fået øjnene op for de økonomiske konsekvenser ved at have en bil, hvilket jeg naturligvis kommer til at optimere, på baggrund af at jeg snart sælger den.
Derudover vil jeg være mere opmærksom på mit madbudget med hensyn til ikke at købe for mange færdigretter. Dog kommer posten med sikkerhed til at stige, da jeg forventer at flytte hjemmefra i år. Til sidst tror jeg på, at der er en del impulsive køb under posterne ”andet” og ”diverse forbrug”, som vil kunne skæres fra.
Essensen er dog, at jeg gennem mit budgetark har haft nemmere ved at optimere min økonomi løbende, hvilket har bidraget til, at jeg har afsluttet 2024 med et overskud trods flere store investeringer.