Nordnet har længe haft en studierabat, der ikke var særlig attraktiv. Det er dog ændret nu, hvor handelsplatformen har forbedret sin studierabat markant.
Nordnet har i alle de år, hvor jeg har investeret, tilbudt studierabat til sine kunder. Det er som udgangspunkt et godt initiativ, men i alle årene har studierabatten været så dårlig, at de færreste har snakket om den. Tidligere betød studierabatten, at man i hele Norden betalte en minimumskurtage på 19 kroner mod normalprisen på 29 kroner, mens den normale kurtage samtidig steg til 0,15% mod 0,10%, hvis man handlede for et beløb, der oversteg minimumskurtagen.
Dermed kunne Nordnets studierabat ikke svare sig, hvis man investerede over 19.333 kroner. Faktisk blev det dyrere for de studerende, der investerede højere beløb end det. Og hvad er pointen med en studierabat, hvis man kan risikere at betale flere penge end normalprisen?
Læs også: Sydbank indfører kurtage på 10 kr. på aktiesparekontoen.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Nordnet sænker priserne for studerende
Nordnet har endelig sænket priserne på deres studierabat, og dermed lavet en mere helhjertet studierabat. Tidligere kunne studierabatten give begrænsede besparelser, og i værste tilfælde gøre det dyrere end normalprisen, men nu kan man faktisk spare en del penge med Nordnets studierabat.
Er du studerende og mellem 15 og 30 år gammel, kan du nu få rabat på kurtagen, når du handler i Norden, USA, Canada og Tyskland. Dermed har Nordnet udvidet studierabatten til ikke kun at gælde i Norden, men også USA, Canada og Tyskland, som er populære markeder at handle på. Med studierabatten betaler du 10 kroner i minimumskurtage og herefter 0,10% i Norden og 0,15% i USA og Tyskland, plus vekselgebyrer ved udenlandske handler. Kurtagen gælder på aktiedepot og aktiesparekonto – uanset hvor meget du handler.
Dermed kan du altså særligt på de udenlandske markeder nu spare penge, da den normale minimumskurtage i USA er på 13 USD og 12 EUR i Tyskland. Det er endnu et positivt tiltag for de mange private investorer, og understreger igen den massive konkurrence, der er mellem handelsplatformene i dag, hvor Saxo Bank har sænket sine priser væsentligt og nye aktører som Endavu og Pluto ønsker at etablere sig på markedet.
For at modtage studiekurtage skal du have et gyldigt studiebevis. Det er også muligt at få studierabat, hvis du er under 18 år, men disse skal ansøge på en lidt anderledes måde end dem, som er studerende over 18 år. Du skal dog som minimum være 15 år for at få studierabat. Jeg har fået at vide, at omkring 3.000 personer anvender Nordnets studierabatordning i dag, men jeg håber at dette tal vokser i fremtiden, da det nu giver en reel forskel at benytte Nordnets studierabat.
Sådan får du studierabat hos Nordnet
- Log ind på din Nordnet-konto.
- Udfyld denne formular.
Efter disse to steps, skal du blot godkendes af Nordnet, og så har du studierabat. Det tager normalt 1-2 bankdage, før de nye kurtagesatser træder i kraft på depotet/depoterne. Du modtager en besked i dit depot, så snart din anmodning er blevet behandlet.
Studierabatten på kurtagesatser frafalder, når du fylder 30 år, også hvis du fortsat er under uddannelse.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.
Hvis du hellere vil have artiklen præsenteret gennem en video, gennemgår jeg artiklen i denne YouTube-video.