Det er blevet tid til en status på min rejse mod den første million, der lige nu er påvirket af en usikker boligsituation.
Min formue er i dag omkring et rekordniveau, og udgør ca. 830.000 kroner. Der er dog sket store ændringer i min portefølje den seneste måned, da jeg har solgt mange aktier, og i skrivende stund har over 320.000 stående i kontanter. Planen er at sælge hele min portefølje af enkeltaktier, hvor jeg snart har solgt det jeg vil i 2024, mens jeg venter med at sælge yderligere til 2025 af skattemæssige årsager.
Det er ikke med god vilje, at jeg sælger så massivt ud af mine investeringer. Det skyldes dog en usikker boligsituation, hvor jeg lige nu gør overvejelser omkring hvorvidt jeg skal købe en bolig eller fortsætte med at leje, når jeg i maj 2025 skal flytte fra min nuværende lejlighed.
Læs også: 22-årige Victor har en formue på over 2.000.000 kroner.
Opret en månedsopsparing i Kryptovaluta
(reklame)
Investér nemt og sikkert i krypto hos Nordens største kryptobørs, Firi👈. Platformen hjælper dig med at beregne skatten på dine kryptoinvesteringer, hvor du bl.a. kan oprette en månedsopsparing i krypto.
Investering i kryptovaluta indebærer risiko, og du skal være over 18 år.
Formue på 830.000 kroner
Min private formue består af mine aktier og fonde, min kontante opsparing, et ur samt vindmølleanparter i havmølleparken Vesterhav Nord. Derudover har jeg en virksomhed med likvide midler, som jeg ikke inkluderer i min private formue.
Lige nu er min plan at holde fast i mine investeringer i fonde, da jeg ikke forventer at skulle sælge ud af disse, hvis jeg ender med at købe en lejlighed. Derudover satser jeg på, at en mindre del af mine kommende lønninger fortsat kan investeres i fonde, da jeg nærmer mig at have en tilstrækkelig kontant opsparing til at kunne dække et potentielt indskud i en lejlighed, hvor jeg gerne vil lægge 20%.
Boligjagten er allerede i gang, og vi har været ude at se flere lejligheder for at snuse lidt til vores muligheder inden for det relativt begrænsede budget jeg har ift. boligpriserne i Aarhus. En lejlighed har allerede fanget vores interesse, men det er en stor beslutning af købe bolig, og med et attraktivt alternativ i form af en billig studiebolig, er det også med at gøre op, hvor hårdt jeg vil ”presse” min økonomi i studieårene. Med en billig studiebolig vil jeg nemlig have mulighed for fortsat at spare mange penge op hver måned, og sandsynligvis kunne købe en væsentlig større lejlighed eller hus på den anden side af studiet.
Det er usikkert, hvordan min boligsituation ender, men det har sat min økonomi i en venteposition med mange penge stående i kontanter, da det er usikkert, om jeg skal bruge pengene inden for det næste halve år.
Fokus på skatteoptimering
Efter store justeringer i min portefølje har jeg nu realiseret et større afkast, der skal betales skat af. Derfor forsøger jeg også at skatteoptimere, så jeg holder mig under progressionsgrænsen, og således skal betale 27% af skat af mit afkast.
I 2024 har jeg fået i alt lidt over 17.000 kroner i udbytte, som er en del af min aktieindkomst. I skrivende stund har jeg solgt aktier med et samlet afkast på knap 40.000 kroner, hvorfor min samlede aktieindkomst lige nu er på knap 57.000 kroner. Progressionsgrænsen er på 61.000 kroner i 2024, hvorfor jeg holder mig under grænsen, hvis mine beregninger stemmer overens.
Mit udbytte på 17.000 kroner er der betalt skat af ifm. udbetalingen, hvorfor det alene er de 40.000 kroner i afkast, som jeg skal betale skat af. Det svarer til, at jeg skal betale lidt over 10.000 kroner til skat, hvorfor min formue justeret for denne skatteregning er på ca. 820.000 kroner. Lige nu har jeg dog en ordre i markedet, hvor jeg vil sælge en aktie med større tab, hvilket vil sænke det beløb, som jeg skylder til skat, da negativ aktieindkomst kan trækkes fra i positiv aktieindkomst.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Planen fremadrettet
Lige nu er mit fokus ikke så meget på mine investeringer, hvilket jeg faktisk synes er ærgerligt. Det vil ærgre mig, hvis jeg ikke ender med at købe bolig, og aktiemarkedet i denne periode oplever en pæn kursstigning, som jeg delvist går glip af. Det er dog en del af gamet, og lige nu har jeg behov for mere fleksibilitet, og har derfor flere kontanter.
Derfor vil det være fint for mig, hvis aktierne går en dårlig tid i møde, så jeg kan købe billigere, når jeg kan skrue op for mine investeringer. Det gælder særligt, hvis jeg ikke køber en lejlighed, og derfor vil geninvestere mange af de penge, som nu står og samler støv på en opsparingskonto.
De kommende måneder vil en del af min løn blive sat til side på min opsparingskonto, mens jeg vil holde fast i mine investeringer i fonde. Med mange penge i kontanter forventer jeg at min formue vil træde vande i nogle måneder og opleve mindre udsving. I sidste ende bliver det dejligt at få afklaring om min boligsituation – både mht. til det praktiske og det økonomiske.