Et begreb, som er super relevant, men som sjældent benyttes i debatten, er P/S-værdien. Ofte benyttes P/E-værdien, men det er ikke alle selskaber, hvor denne værdi er relevant at inddrage, da mange selskaber ikke har en positiv indtjening. Mange selskaber er også værdiansat ud fra forventninger til fremtiden, og har dermed en utrolig høj P/E-værdi. Derfor er P/E-værdien ikke altid relevant at anvende.
Hvad er P/S-værdi?
I en periode, hvor der er mange børsnoteringer, er P/S-værdien blevet endnu mere relevant at kende til. Mange af børsnoteringerne tjener nemlig ikke penge, men har derimod som regel en omsætning. P/S står desuden for “Price to Sales”.
P/S-værdien beskriver forholdet mellem markedsværdien og omsætningen. Hvis et selskab f.eks. har en markedsværdi på 100 mio. kroner og omsætter for 20 mio. kroner, har selskabet en P/S-værdi på 5.
Ligesom ved P/E-værdien, som beskriver hvor meget du betaler for en krone af overskuddet, beskriver P/S-værdien hvor meget du betaler for en krone af omsætningen.
Hvis et selskab har en høj P/S-værdi, vil markedet som regel forvente en stigende omsætning i fremtiden. Derfor har selskaberne på First North børsen generelt en væsentlig højere P/S-værdi end selskaberne på C25-indekset.
Du kan finde en historisk udvikling over den gennemsnitlige P/S-værdi på S&P 500-indekset her.
Analyse af IPO’er
Som nævnt, er P/S-værdien et begreb, som kan være relevant at benytte i sammenhæng med børsnoteringer. Det kan benyttes i ens vurdering om, hvorvidt selskabet er højt værdiansat eller ej. Det kan både være en sammenligning mellem andre virksomheder i branchen, men også til at vurdere, om selskabet er vurderet højt eller lavt ift. tidligere børsnoteringer. Det er dog vigtigt at bemærke, at der vil være store forskelligheder fra branche til branche.
Læs også: IPO-tendens øger overtegningen.
Netop P/S-værdien har senest været et meget relevant nøgletal at inddrage ifm. noteringen af Trophy Games. Sammenlignet med mange af de andre børsnoteringer, samt noterede selskaber på First North, havde Trophy Games nemlig en lav P/S-værdi.
Trophy Games havde en premoney markedsværdi på 160 mio. kroner, hvilket med en omsætning på 30,8 mio. kroner svarede til en P/S-værdi på 5,2. Det er cirka den samme P/S-værdi, som de to høreapparatsgiganter GN Store Nord og Demant havde på dette tidspunkt. Selskaber som GN og Demant må ikke betragtes som værende en vækstcase i samme klasse som Trophy Games.
Ud fra denne betragtning, kan det ud fra et objektivt synspunkt vurderes, at Trophy Games er forholdsvis lavt værdiansat sammenlignet med selskabets omsætning. Sammenlignes selskabets P/S-værdi med et selskab som EA, der også udvikler spil, har EA i skrivende stund en P/S-værdi på 7,5.
Der er selvfølgelig massevis af faktorer og indikationer, som ligeledes skal være med i ens overordnede analyse. Dette var blot et eksempel på, hvordan P/S-værdien kan bidrage i dette sammenhæng.
Følg udviklingen på minibørserne her.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.