I samarbejde med Endavu har Unge Investorer fået 100.000 kroner stillet til rådighed i et depot hos Endavu. Alt afkast vi potentielt genererer i denne portefølje, vil blive donereret til et velgørende formål, hvor vi tidligere i år valgte Børnecancerfonden i fællesskab.
Det er blevet tid til at lave den syvende investering i porteføljen. For at sikre diversificering i vores portefølje, har vi valgt, at hver gang vi i samarbejde udvælger en aktie, investerer vi et tilsvarende beløb i en global ETF, nemlig iShares MSCI ACWI, som er en global fond, der både dækker developed og emerging markets. Derudover må en aktie ikke fylde mere end 20%.
Derfor er vores opgave hver måned at udvælge en enkeltaktie, som vi har tiltro til. Porteføljen har som udgangspunkt ikke en udløbsdato, da vi er tilhængere af langsigtet og tålmodig investering, men vil selvfølgelig løbende gøre status og vurdere, hvis vi skal hjemtage gevinst eller sluge et tab, og i sidste ende cash out og donere det potentielle afkast til Børnecancerfonden. Efter porteføljens første seks måneder udgør porteføljen ca. 102.000 kroner, hvorfor vi har oplevet et mindre positivt afkast, og i skrivende stund kan donere ca. 2.000 kroner til Børnecancerfonden, hvis vi solgte nu.
Tidligere har vi her på Unge Investorer haft en fiktiv portefølje i fællesskab, hvor alle hver måned kunne tilføje en aktie til porteføljen. Nu er det rigtige penge, vi administrerer i fællesskab, hvilket er vigtigt at huske, når man giver sin stemme på en aktie. Lad os investere pengene som var det vores egne penge, og forhåbentligt skabe et pænt overskud til Børnecancerfonden.
I denne meningsmåling har jeg indtastet 10 af de populære aktier i danskernes porteføljer. Porteføljen består i dag af Novo Nordisk, Tesla, Apple, NVIDIA, Microsoft, Bavarian Nordic samt iShares MSCI ACWI, og i denne måned har vi valgt, at en ny aktie skal tilføjes til porteføljen, hvorfor disse seks enkeltaktier ikke kan købes denne måned. Endavu har desuden fjernet kurtagen på amerikanske aktier, hvilket kan tale for aktier på dette marked for at holde omkostningerne nede.
Husk at du selv har mulighed for at tilføje aktier til meningsmålingen (kun aktier som ikke allerede er i porteføljen, vil være en del af meningsmålingen), og at du på Facebook kan stemme på flere aktier.