Danske Bank har i dag offentliggjort regnskab for tredje kvartal af 2023, hvorfor jeg igen har opdateret mit udbytteestimat for aktien.
I dagens regnskab har Danske Bank præciseret sin guidance for regnskabsåret, hvorfor Danske Bank nu forventer at nå et overskud på 19,5-20,5 mia. kroner fra tidligere 18,5-20,5 mia. kroner. Analytiker hos Sydbank, Mikkel Emil Jensen anser denne guidance som konservativ med mulighed for endnu en opjustering senere på året.
I årets første tre kvartaler har Danske Bank realiseret et resultat på 15,5 mia. Kroner. Derfor skal banken generere et overskud på 4 mia. kroner i fjerde kvartal for at leve op til denne guidance. Det ligger under de øvrige tre kvartaler i år, og desuden også under bundlinjen i fjerde kvartal sidste år.
Danske Bank udbetalte efter halvårsrapporten tidligere i år et udbytte på 7 kroner per aktie svarende til lidt over 6 mia. kroner i alt. Det svarede desuden til en payout-ratio på 59%, hvilket er i toppen af selskabets udbyttepolitik, hvor de har defineret en målsætning om at nå en payout-ratio på 40-60%. Jeg forventer, at selskabet efter årsrapporten næste år igen vil udbetale et udbytte i den høje ende af udbyttepolitikken, og dermed vil følge tendensen fra første halvår.
Læs også: Danske Bank kursmål.
I mit udbytteestimat har jeg dog taget en mere konservativ tilgang, og beregnet ud fra at Danske Bank når et overskud i midten af nuværende guidance svarende til 20 mia. kroner og udbetaler halvdelen svarende til en payout-ratio på 50%. Det ville betyde, at Danske Bank for andet halvår isoleret betaler et udbytte i den lave ende af udbyttepolitikken. Denne beregning giver et udbytteestimat på 11,6 kroner per aktie, hvoraf 7 kroner allerede er udbetalt, hvorfor det vil svare til et udbytte på 4,6 kroner per aktie efter generalforsamlingen.
Hvis vi går lidt mere spekulativt til værks, og beregner ud fra, at Danske Bank guider konservativt, og rammer toppen af nuværende interval, og realiserer et overskud på 20,5 mia. kroner og samtidig udbetaler et udbytte i toppen af udbyttepolitikken som i første halvår (59%), ser det lidt anderledes ud. I dette tilfælde svarer det til et udbytte på 14,03 kroner, hvilket vil betyde, at Danske Bank igen kan udbetale et udbytte på 7 kroner per aktie efter årsrapporten og generalforsamlingen.
Danske Bank handles i skrivende stund omkring kurs 160. Et samlet udbytte på 11,6 kroner per aktie svarer derfor til en udbytteprocent på 7,25%, mens mit lidt mere aggressive – men alligevel realistiske – estimat svarer til en udbytteprocent på hele 8,75%.
Disclaimer: Dette er ikke en anbefaling til hverken køb eller salg, og er lavet af personlig interesse. Jeg tager forbehold for, at der kan være fejl. Jeg er selv aktionær i Danske Bank.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Det var meget overraskende at der kom et udbytte for 1. halvår 2023 på hele DKK 7 (ved vi at hele udbyttet er relateret til 1. halvår 2023 eller var noget af det “kompensation” for manglende udbytte tidligere?)
Mit bedste bud er at Danske Bank ikke vil “skuffe” investorerne med et lavere udbytte end i 1. halvår og dermed et yderligere udbytte på DKK 7 og ialt DKK 14.
Det er også begrundet i den overraskende gode indtjening i hele 2023.
Hvis udbytte ender på DKK 14 vil det virkelig være en høj payout for et pengeinstitut
Ja, det vil give god mening at udbetale det samme i kroner og øre igen efter årsrapporten, som du skriver her. Payout-ratioen vil være i den høje ende, men fortsat inden for bankens egen politik 🙂