Ørsted har tidligere udbetalt stabile udbytter til sine aktionærer, men i 2025 er situationen anderledes, hvor udbyttejægerne skal vente med tålmodighed.
Ørsted meddelte nemlig i årsrapporten for 2024, at man holder fast i den plan, som man tidligere har kommunikeret til markedet. Ørsted valgte nemlig sidste år – efter årsrapporten for 2023 – at sætte udbyttebetalingerne på pause fra regnskabsårene 2023-2025. Det skete efter, at Ørsted indledte en større spareøvelse, der skulle sikre robustheden i energikoncernens balance.
Målet for Ørsted er dog at genoptage udbytterne efterfølgende, og således udbetale udbytte fra regnskabsåret 2026, der således kan udbetales i 2027. Aktionærer skal derfor heller ikke forvente, at Ørsted vil udbetale udbytte i 2026.
Læs også: Ørsted kursmål: Få overblikket her.
Ørsted havde inden denne udmelding en udbyttepolitik, der var lidt usædvanlig. Det fremgik nemlig, at Ørsted frem mod 2025 ønskede at øge det årlige udbytte med en høj enkeltcifret procentvækst. Nu er denne udbyttepolitik altså fortid, og nu er udbyttepolitikken, at man pauser udbyttet i regnskabsårene 2023-2025, hvorefter man ønsker at genoptage udbyttebetalingerne fra regnskabsåret 2026. Hvorvidt den tidligere udbyttepolitik fortsætter efterfølgende, er der mig bekendt ikke meldt noget ud omkring.
Tidligere har Ørsted udbetalt stigende udbytter til sine aktionærer. Det fremgår af tabellen nedenunder, der viser udviklingen i selskabets udbytte per aktie siden regnskabsåret 2016.
Regnskabsår | Udbytte per aktie | Udbytteprocent |
---|---|---|
2024 | - | - |
2023 | - | - |
2022 | 13,5 kr. | 2,1% |
2021 | 12,5 kr. | 1,5% |
2020 | 11,5 kr. | 0,9% |
2019 | 10,5 kr. | 1,5% |
2018 | 9,8 kr. | 2,2% |
2017 | 9,0 kr. | 2,7% |
2016 | 6,0 kr. | 2,2% |
Kilde: Ørsted årsrapport.