Den danske energigigant kunne for et par måneder tilbage fortælle om problematikker, der kunne føre til samlede nedskrivninger for 16 mia. kroner, som følge af høje renter og manglende tilskud i USA.
Nu er der så kommet regnskab for tredje kvartal, der giver mere klarhed over dette. Ørsted fremsætter nemlig en samlet nedskrivning på 28,4 mia. kroner – for de der har svært ved at begribe sådant et beløb, så svarer det til 56.800 fuldtidsansatte, der tjener 500.000 kroner på et år. Sagt på en anden måde, så er der altså tale om massive tab for Ørsted, hvor koncernen også står med et tab for tredje kvartal på 22,6 mia. kroner.
Selskabet har ligeledes valgt at stoppe de to kæmpe havvindsprojekter Ocean 1 og Ocean 2 i USA. Ørsted har derfor været nødsaget til at igangsætte en række tiltag for at støtte kapitalstrukturen, så selskabet fortsat kan leve op til det langsigtede fokus om at beholde sin kreditvurdering.
Det lyder måske umiddelbart meget positivt, men kan i princippet betyde en tvungen kapitaludvidelse. Efter et fald i dag alene på 20%, og et fald på 80% fra toppen, så vil en kapitaludvidelse dog betyde en markant udvanding af eksisterende aktionærer, der efterhånden kan sende en hvid pil efter deres oprindelige investering.
Dette gør sig også gældende for mig personligt, hvor jeg er nede med 72%, hvilket jeg på ingen måde havde troet i første ombæring. Jeg har tidligere skrevet lidt om min investeringsfejl i Ørsted, som du kan læse meget mere om her.
Nu står vi som aktionærer dog i den situation igen, at selskabet kommer ud med en væsentlig nedskrivning, og man kan tale om, at selskabet har været dårlige til at kommunikere de risici, som der ses for selskabet i den nærmere fremtid. Med det mener jeg, at selskabet selv begrænsede det mulige tab til 16 mia., mens det reelle tab i Q3 alene lyder på 28,4 mia., hvilket efter min bedste overbevisning er et markant højere beløb end det kommunikerede.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.