Novo Nordisk er for første gang i en periode på ca. 2 år blevet handlet under kurs 500. Det er dog ikke noget, der bekymrer mig som investor i selskabet.
Novo Nordisk er definitionen af en folkeaktie og har registreret over 220.000 ejere alene på Nordnet. Efter min seneste porteføljejustering har aktien også fundet vej til min portefølje, hvor jeg er langsigtet i aktien. Derfor er jeg heller ikke bekymret for de kortsigtede udsving, som vi oplever lige nu, men lad os tage et kig på aktiens seneste udvikling.
Husk at denne artikel alene præsenterer min subjektive holdning til selskabet, og at du selv skal lave din egen research inden en potentiel investering. Artiklen er alene ment som inspiration, og skal ikke anses som en anbefaling til at købe eller sælge aktier i Novo Nordisk.
Novo Nordisk blev i sommeren 2024 handlet over kurs 1.000. Mindre end et år senere handles aktien under kurs 500, og har således mistet mere end 50% af sin værdi på under et år. Der er forklarlige årsager til aktiens kursfald, men på nogle fronter kan man også argumentere for, at aktien handles lavt på multipler – både relativt til selskabets vækst og den store konkurrent, Eli Lilly. Følger man udviklingen, er der næsten daglige nyheder og mange ting at forholde sig til, så vi kommer heller ikke rundt om det hele i denne artikel.
Køb aktier, kryptovaluta mm. på eToro
(reklame)
eToro er en verdensledende investeringsplatform med 35 mio. brugere, og tilbyder bl.a. handel med danske aktier, fraktioner, ETF'er og kryptovaluta til lave priser.
Disclaimer: 51 % af private CFD-konti mister penge.
Novo Nordisk er en aktie i vækst
På den korte bane er Novo Nordisk fortsat en aktie, hvor der forventes markant vækst. Analytikerne forventer baseret på konsensusestimater indsamlet af MarketScreener, at Novo Nordisk vil løfte omsætningen fra 290,4 mia. kroner i 2024 til niveauet 353 mia. kroner i 2025, 414 mia. kroner i 2026 og 459 mia. kroner i 2027. Det forventes samtidig, at Novo Nordisk vil kunne opretholde sine flotte marginer samtidig med, at de vækster, hvorfor der forventes en årlig fremgang i indtjeningen per aktie fra 22,63 kroner i 2024 til niveauet 27 kroner i 2025, 34 kroner i 2026 og 38 kroner i 2027.
Hvis vi tager udgangspunkt i en aktiekurs på 490, som aktien handles i på nuværende tidspunkt, begynder aktien at se billig ud på P/E. Baseret på indtjeningen i 2024 handles aktien til en P/E på 21,6. Novo Nordisk er dog som angivet overfor en vækstaktie, og derfor bør man tage hensyn til den vækst, som selskabet forventes at levere de kommende år. Baseret på den forventede indtjening per aktie på 27 kroner i 2025, svarer det til en (forward) P/E på 18. Hvis vi går endnu længere ud i fremtiden, og tager udgangspunkt i den forventede indtjening i 2027 på 38 kroner per aktie, svarer det til en P/E på 12,9.
For at sætte disse tal i perspektiv kan vi tage et kig på den amerikanske konkurrent, Eli Lilly. Lige nu tager vi udgangspunkt i en aktiekurs på 826, da det er aktiens værdi på tidspunktet, hvor jeg skriver denne artikel og laver disse beregninger. Eli Lilly realiserede i 2024 en indtjening per aktie på 11,71 USD, og analytikerne forventer baseret på konsensus ligeledes årlig vækst de kommende år. Konkret forventes det, at indtjeningen per aktie rammer niveauet 23 USD i 2025, 28 USD i 2026 og 34 USD i 2027.
Beregner vi igen P/E-værdien baseret på den historiske indtjening i 2024, svarer det til, at Eli Lilly handles til en P/E på 70. På samme måde som Novo Nordisk giver det dog ikke så meget mening at kigge på den historiske indtjening, når Eli Lilly i høj grad er en vækstaktie, og indtjeningen per aktie forventes at blive fordoblet i 2025. Baseret på forventningerne til 2025 handles Eli Lilly til en (forward) P/E på 36. Hvis vi igen går langt ud i fremtiden, og tager udgangspunkt i den forventede indtjening i 2027 på 34 USD per aktie, svarer det til en P/E på 24,3.
En kort sammenligning af P/E
Hvis vi stiller det op, og sammenligner de to aktier målt på P/E, kan vi altså se, at Novo Nordisk handles markant lavere end Eli Lilly målt på både den historiske indtjening og den forventede fremtidige vækst. De nedenstående beregninger er foretaget på samme måde som ovenover med en aktiekurs på 490 for Novo Nordisk og 826 for Eli Lilly. Konsensusestimater er hentet den 27. marts 2025 hos MarketScreener.
Årstal | Novo Nordisk | Eli Lilly | Note |
---|---|---|---|
2024 | 21,6 | 70 | Dette baseret på historisk indtjening. |
2025 | 18 | 36 | Dette baseret på konsensusestimater. |
2026 | 14 | 30 | Dette baseret på konsensusestimater. |
2027 | 12,9 | 24,3 | Dette baseret på konsensusestimater. |
Eli Lilly foran Novo Nordisk?
Der er selvfølgelig årsager til, at Novo Nordisk handles så markant lavere end Eli Lilly. Den tyske bank, Berenberg, har bl.a. her i marts 2025 kommenteret på, at fedmepipelinen hos Novo Nordisk er mere begrænset end hos Eli Lilly.
Fremtidsperspektiverne er helt centrale for de nuværende store kursudsving hos Novo Nordisk. På den korte bane er den største udfordring som udgangspunkt at kunne følge efterspørgslen, hvilket det seneste opkøb af Catalent-fabrikkerne har været med til at ændre på. Derudover er der selvfølgelig en generel usikkerhed omkring Trump-administrationen og toldtrusler. Dog er usikkerheden endnu større, når vi kommer frem til 2030, hvor selskabet skal være klar med næste generation af fedmemedicin. Selskabets patent på semaglutid, som mange også kender som Wegovy, udløber nemlig i 2031 i Europa og i 2032 i USA.
Derfor har markedet stort fokus på de forsøgsdata, som Novo Nordisk offentliggør. Der har særligt været stor opmærksomhed omkring CagriSema, hvor der kom forsøgsdata for deres fase 3 forsøg den 20. december 2024, der fik aktien til at falde over 20% samme dag. De nye data for CagriSema viste, at forsøgets 3417 deltagere med en gennemsnitlig kropsvægt på 106,9 kg i gennemsnit tabte 22,7% af deres kropsvægt i løbet af 68 uger, mens 40,4% tabte 25% eller mere.
Novo Nordisk havde selv meldt ud, at de forventede et effektivt vægttab på 25% eller mere, hvorfor det også var forventningerne i markedet. Disse forventninger blev altså ikke indfriet, men selve forsøget er også blevet kritiseret, hvor en amerikansk investor endda har sagsøgt Novo Nordisk. Forsøget var nemlig struktureret sådan, at patienterne havde mulighed for at trække sig, og kun 57% endte således med at få den højeste dosis.
Efter resultaterne kom frem, meddelte Novo Nordisk, at de ville starte et nyt forsøg med CagriSema under mere kontrollerede forhold. Patienterne vil altså ikke have samme grad af fleksibilitet som i det tidligere forsøg. Efterfølgende har Novo Nordisk også i starten af 2025 offentliggjort forsøgsdata for vægttabsmidlet amycretin, der blev taget positivt imod fra markedet, der sendte aktien op med over 7% samme dag. Det var dog et tidligt forsøg og bliver nok først rigtig spændende længere henne i forløbet, men viste gode indledende data med et vægttab på 22% i løbet af blot 36 uger for dem, der fik den højeste dosis.
Hvis vi igen skal danne nogle paralleller til Eli Lilly, viste forsøgsdata i december 2024, at patienter der har taget Eli Lilly’s Mounjaro, har opnået et vægttab, der er 47% højere end en tilsvarende patientgruppe, der fik Wegovy. Det var Eli Lilly selv, der stod bag dette forsøg, og understreger den store konkurrence, der er på markedet, hvor det både handler om nuværende markedsandele på fedmemarkedet, men særligt kommende produkter, der kan have endnu bedre effekt end nuværende produkter.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +100.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Min investering i Novo Nordisk
Min anskaffelseskurs i Novo Nordisk er på 582,8, og derfor har jeg et urealiseret tab. Lige nu køber jeg ikke yderligere op, og det skyldes primært, at jeg slet ikke køber op i enkeltaktier lige pt., men alene supplerer i mine passive indeksfonde. Dog ville jeg ikke udelukke, at jeg kunne finde på at supplere op i Novo Nordisk, hvis jeg får kapital, der skal investeres i enkeltaktier, og aktien fortsat handles i nuværende niveau.
Disclaimer: Jeg har aktier i Novo Nordisk. Dette er ikke en anbefaling til at købe eller sælge aktier i Novo Nordisk. Lav altid din egen research.
Du kan se denne artikel gennemgået på video herunder.