North Media har historisk udbetalt store udbytter til sine aktionærer, men i 2025 er situationen anderledes.
North Media har endnu ikke offentliggjort årsrapport for 2024, men har præsenteret foreløbige resultater, der skuffede markedet gevaldigt. Man meddelte bl.a., at selskabet nedskriver den bogførte værdi af aktiver vedrørende SDR Svensk Direktreklam med 155 mio. kroner. Derudover endte omsætningen under de udmeldte forventninger, mens det fremgik, at der ikke udbetales udbytte for regnskabsåret 2024.
North Media har udbetalt udbytte hvert år siden 2018, og har endda udbetalt store udbytter. De seneste to år har selskabet udbetalt 4 kroner per aktie, hvilket med en aktiekurs, der længe har været omkring kurs 50, har svaret til en ganske høj udbytteprocent.
Læs også: Mærsk udbytte 2025: Alt du skal vide.
Eftersom aktien har leveret en negativt afkast de seneste år, har udbyttet været et af de få lyspunkter set med aktionærernes briller. Derfor er det skuffende, at der ikke udbetales udbytte i 2025, og aktien faldt over 11% på dagen, hvor de foreløbige resultater for 2024 blev offentliggjort. På den længere bane burde North Media dog kunne genoptage sine udbyttebetalinger.
North Media har nemlig fastholdt sin udbyttepolitik. Denne beskriver, at målsætningen er at betale et stabilt og attraktivt udbytte, der afspejler indtjeningen på den ordinære drift før afkastet på værdipapirer. Udbyttebetalingen kan lejlighedsvis suppleres med tilbagekøb af egne aktier, hvis bestyrelsen skønner, at dette er hensigtsmæssigt for selskabet og dets aktionærer.
På tabellen nedenunder kan du se udviklingen i selskabets udbytte de seneste 8 regnskabsår.
Regnskabsår | Udbytte per aktie |
---|---|
2024 | 0,0 kr. |
2023 | 4,0 kr. |
2022 | 4,0 kr. |
2021 | 5,0 kr. |
2020 | 4,0 kr. |
2019 | 3,0 kr. |
2018 | 1,5 kr. |
2017 | 0,0 kr. |