North Media er en lidt mærkværdig aktie, idet en stor del af selskabets værdi er bundet op i andre aktier, hvor selskabet ved udgangen af oktober ejede aktier for 780,8 mio. kroner.
Til sammenligning har North Media i dag en markedsværdi på ca. 1,25 mia. kroner, efter aktien i dag stiger over 6% i skrivende stund. I sidste uge regnede jeg mig frem til, at North Medias aktieportefølje siden udgangen af oktober er steget i omegnen af 10% efter en pæn optur på aktiemarkederne. Det er dog lidt svært at estimere udviklingen af aktieporteføljen på nuværende tidspunkt, da North Media i fredags efter markedsluk meddelte, at de har indgået en aftale om et opkøb i Sverige, og derfor formentligt har solgt ud af aktieporteføljen.
Personligt har jeg aktier i North Media, da driften i mine øjne er værdiansat meget lavt som følge af det høje kapitalberedskab. Det kan skyldes, at investorerne ikke tillægger kapitalberedskabet særlig meget værdi, da man hellere vil have pengene aktiveret til aktietilbagekøb, udbytte eller opkøb, som selskabet annoncerede i fredags.
For mig som aktionær er det næsten underordnet, om kapitalen anvendes til aktietilbagekøb, udbytte eller opkøb – bare alt andet end at investere i andre aktier, for så kan man lige så godt investere i Fundamental Invest eller en anden aktivt forvaltet investeringsforeningen, som man har mere tiltro til end North Media, der har reklamedistribution som sit primære forretningsområde og ikke formueforvaltning. Derfor er jeg også meget positiv overfor selskabets opkøb i Sverige, der kommer til at bidrage pænt til både top- og bundlinjen fremadrettet, og kan give nogle synergier med FK Distribution.
North Media har indgået aftale med Ge-Te Media Aktiebolag om at købe SDR Svensk Direktreklam AB og EGRO Konsult AB. Det er Sveriges udgave af FK Distribution, og forventer at omsætte ca. 650 mio. SEK i 2023, og levere en EBITDA på ca. 50 mio. SEK, mens der forventes vækst i 2024. Personligt var jeg først en smule overrasket over, at North Media ikke opkøbte inden for digitale services, men opkøbet af SDR giver formentligt nogle synergimuligheder, mens forretningen allerede er overskudsgivende og dermed ikke bliver en ny Bekey, der længe har kæmpet for at få et gennembrud og i stedet bidraget negativt til North Medias bundlinje i en årrække.
Alt i alt er det meget positivt, at North Media har aktiveret sit kapitalberedskab, hvilket vi forhåbentligt vil se mere af i fremtiden. Aktiens pæne stigning i dag er i hvert fald en klar indikation til ledelsen ift. hvilken retning aktionærerne ønsker for selskabet og ikke mindst kapitalberedskabet.
Disclaimer: Jeg har aktier i North Media, og dette skal ikke ses som en anbefaling til hverken køb eller salg af aktier i North Media.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.