I fredags offentliggjorde Nasdaq, at vi kan se frem til to nye aktier i det danske eliteindeks, C25, mens vi samtidig må sige farvel til to.
På mandag den 18. december 2023 vil C25 se en smule anderledes ud, idet NKT og Zealand Pharma træder ind på indekset, mens Netcompany og FLSsmidth træder ud. Det var allerede forventet på forhånd, at denne udskiftning ville blive en realitet, hvilket jeg tidligere har skrevet om her med reference til Nordnet, der har lavet en række beregninger.
Det betyder, at hvis du er en af de mange tusinde danskere, der har investeret i en indeksfond, som følger C25 – det kan f.eks. være Sparindex OMX C25 – vil du snart blive eksponeret mod NKT og Zealand Pharma, mens du ikke vil være eksponeret mod Netcompany og FLSmidth, medmindre du ejer aktierne gennem en anden fond eller som enkeltaktier. Alene på Nordnet er der omkring 60.000 investorer, som har investeret i Sparindex OMX C25.
Læs også: Sparindex udbytte 2024.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Betydning for aktierne?
Når man er en del af C25, vil man tiltrække væsentlig mere opmærksomhed, end hvis man ikke er at finde på indekset. Det indebærer en vis prestige at være en del af C25, hvorfor det udelukkende er en positiv ting, når en aktie rykker op på indekset, mens det omvendt er negativt, når man ryger ud. Det ændrer dog ikke noget fundamentalt for virksomhederne, hvorfor det i sidste ende ikke bør være noget, man tillægger særlig værdi.
Det kan dog være værd at bemærke, at flere indeksfonde vil være tvunget til at skifte ud i sin beholdning, hvilket vil styrke købspresset på de aktier, der træder ind på indekset, mens det omvendt vil øge salgspresset på de aktier, som træder ud. Det skyldes, at de føromtalte fonde som Sparindex OMX C25 vil sælge ud af de aktier, som ikke længere er en del af C25, mens de skal købe op i de aktier, der træder ind på indekset.
Dette kan altså få en kortsigtet betydning efter udskiftningen, som sker mandag den 18. december 2023. Derudover er det væsentligt at bemærke, at Novozymes og Chr. Hansen forventeligt vil fusionere indenfor en overskuelig fremtid, hvilket vil give en ny plads i C25-indekset. Som tingene ser ud i dag, vil det give plads til, at FLSmidth kan gøre comeback.
Kilde: Nasdaq.