Månedsopsparingen hos Saxo Bank handlede i går, og derfor er mine investeringer for december 2024 nu gennemført.
(reklame for Saxo Bank)
På trods af mit nuværende fokus på at udbygge min kontante opsparing, har jeg fortsat mine investeringer i denne måned. Det skyldes, at mine enkeltaktier formentligt kan dække en potentiel udbetaling til køb af en lejlighed, og mine investeringer i fonde derfor fortsat er langsigtede. De seneste mange måneder har mine investeringer været fokuseret på min aktiesparekonto og i mindre grad på min månedsopsparing.
Dette afspejles også af mine investeringer i december 2024, hvor jeg har overført 5.000 kroner til min aktiesparekonto hos Saxo Bank og investerer et lille beløb på månedsopsparingen for at holde fast i rutinen. På min aktiesparekonto har jeg valgt udelukkende at benytte iShares MSCI ACWI (IUSQ), da jeg ønsker at opnå global eksponering til lave omkostninger. Jeg har nu overført i alt 53.000 kroner til min aktiesparekonto.
På min månedsopsparing har jeg derimod en dansk investeringsforening af skattemæssige årsager. På månedsopsparingen er fordelen, at man kan investere helt uden købskurtage. Derudover drager jeg fordel af, at der ikke er et minimumsbeløb på Saxo Banks månedsopsparing, hvorfor jeg i disse måneder blot investerer få hundrede kroner på min månedsopsparing.
Året nærmer sig sin afslutning, og det betyder, at jeg i denne måned også vil kigge lidt på skatteoptimeringer til min portefølje. Min portefølje har fortsat en række enkeltaktier, jeg gerne vil have solgt for at styrke min kontante beholdning inden et potentielt lejlighedskøb. Mit afkast er dog tæt på progressionsgrænsen, hvorfor jeg kun kommer til at sælge aktier med tab for at sænke min aktieskat, mens aktierne med gevinst først vil blive solgt i 2025.
I 2025 glæder jeg mig til at få mere afklaring omkring min boligsituation, da denne lige nu påvirker mine investeringer. Jeg er i fuld gang med at lave en oprydning i min portefølje, hvor jeg sælger alle mine enkeltaktier for at have flere kontanter. Hvis ikke jeg køber en lejlighed i 2025, vil jeg geninvestere pengene, og først og fremmest fylde min aktiesparekonto op til loftet.
Hvordan har dine investeringer fordelt sig i december 2024?
Disclaimer: Unge Investorer har et betalt samarbejde med Saxo Bank, hvor vi vil fortælle mere om mulighederne gennem platformen, som vi selv har benyttet i en årrække. Artiklen er derfor reklame for Saxo Bank.