Det er en hård tid på aktiemarkedet, hvor særligt de amerikanske aktier har oplevet store fald. Det kan mærkes i min portefølje.
På blot en måned er mine aktier faldet omkring 52.000 kroner på tværs af mine depoter. Det er et stort tilbageslag, når man sammenligner med størrelsen af min samlede portefølje, der i skrivende stund har en værdi på ca. 670 tusinde kroner.
Min portefølje har en stor eksponering mod passive indeksfonde, mens jeg har lidt under 25% eksponeret mod enkeltaktier. Mine indeksfonde er globale, og har derfor en stor eksponering mod USA, der har været udfordret her i 2025 sammenlignet med de europæiske aktier, der faktisk har givet et positivt afkast målt på flere store indeks såsom tyske DAX.
Disse store udsving påvirker dog ikke min tilgang til investering, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det slet ikke påvirkede, hvordan jeg lige nu følger markedet. Det er nemlig ikke helt som normalt, og mon ikke de fleste kan relatere til det.
Læs også: 10 danske aktier med +10% vækst i udbyttet i 2025 – Se listen her.
Køb aktier, kryptovaluta mm. på eToro
(reklame)
eToro er en verdensledende investeringsplatform med 35 mio. brugere, og tilbyder bl.a. handel med danske aktier, fraktioner, ETF'er og kryptovaluta til lave priser.
Disclaimer: 51 % af private CFD-konti mister penge.
Min tilgang når markedet falder
Det er en del af gamet med disse store udsving, hvis man vil have det langsigtede afkast på aktiemarkedet. Tilbage i august 2024 oplevede jeg f.eks. at tabe 48.000 kroner på blot tre dage, hvorfor nuværende tab på 52.000 kroner på en hel måned ikke er så voldsomt. På trods af disse store tab undervejs, har jeg fortsat tjent penge på den lange bane, og forventer fortsat, at markedet vil give mig et positivt afkast i fremtiden, så længe jeg følger min strategi.
Når markedet falder så voldsomt, som det gør nu, undlader jeg dog at følge markedet tæt. Kurserne falder, og nyhedsstrømmen er negativ. Det bidrager med andre ord med intet positivt til mine investeringer eller mit humør, da jeg alligevel ikke skal sælge aktier. Det er selvfølgelig svært at kigge helt væk, men jeg lader mig ikke påvirke. Kan man mærke, at det påvirker en, bør man overveje at kigge helt væk eller tilpasse sin risikoprofil, hvis man oplever større udsving, end man har det godt med.
Disse store udsving på markedet er nemlig en god anledning til at teste sig selv som investor. Ingen synes det er sjovt at se kurserne falde drastisk, men kan du mærke, at det giver dig søvnproblemer, ondt i maven eller andre fysiske sener, er det sandsynligvis et tegn på, at du har påtaget højere risiko, end du ønsker. Det er en god erfaring at gøre.
Køber flere aktier
Min investeringsrejse er snart 10 år gammel, og derfor har jeg trods min alder allerede flere gange oplevet store fald, og kender min risikoprofil. Jeg har lært, at jeg kan holde til disse udsving, fordi det er prisen for det langsigtede afkast. Eftersom min tidshorisont er lang, er det blot en del af rejsen for mine investeringer.
Derfor benytter jeg disse store fald til at købe op. Det er svært at ramme bunden, og derfor benytter jeg alene min månedsopsparing, da det betyder færre handelsomkostninger. Min månedsopsparing handlede i denne måned for 40.000 kroner, og i næste måned planlægger jeg igen at investere et stort beløb, hvis markedet fortsat er faldet. Det skyldes, at jeg har en del penge fra min seneste porteføljejustering, som blot venter på at blive investeret.
Min månedsopsparing handler præcis som den plejer, og køber op i Sparindex Globale Aktier. Der bliver ikke lavet justeringer, bare fordi de europæiske aktier har fået en bedre start på 2025 end de amerikanske. Heldigvis er Sparindex Globale Aktier eksponeret mod hele verdenen, også de europæiske, men eftersom de amerikanske aktier fortsat udgør størstedelen af det globale aktiemarked, udgør de også størstedelen af mine investeringer.
Det er umuligt at svare på, hvor længe denne nedadgående stemning fortsætter på aktiemarkedet. Der er samtidig ingen garanti for, at aktiemarkedet skal stige igen lige foreløbigt, da man skal huske, at historisk udvikling ikke er en forudsætning for fremtidig udvikling. Det er af samme årsag vigtigt, at man ikke investerer flere penge, end man kan tåle at miste.