På trods af at jeg fortsat har lang tid til pensionstilværelsen, har jeg valgt at oprette en aldersopsparing og lave den første investering i 2025.
Tidligere har jeg overvejet at oprette en aldersopsparing, men valgte at udskyde denne proces. Det skyldtes, at jeg dengang manglede at fylde min aktiesparekonto, som jeg anser som mere fordelagtig end aldersopsparingen. På aktiesparekontoen er man ikke begrænset til et bestemt udbetalingstidspunkt, hvor man på aldersopsparingen skal betale en afgift på 20%, hvis man vil have den udbetalt før tid. Derfor ville jeg først prioritere at fylde min aktiesparekonto, selvom skatten er en smule højere.
Nu har jeg fyldt min aktiesparekonto, hvilket betyder, at jeg har valgt at oprette en aldersopsparing. På en aldersopsparing må man i 2025 indskyde 9.400 kroner om året, hvorfor jeg også har valgt at udnytte denne grænse. Hvordan jeg vil investere på min aldersopsparing, og ikke mindst hvor stor en formue jeg forventer at kunne opbygge derigennem, vil vi se nærmere på nu.
Læs også: En komplet guide til investering af børneopsparing.
En komplet guide til investering af børneopsparing
Køb aktier, kryptovaluta mm. på eToro
(reklame)
eToro er en verdensledende investeringsplatform med 35 mio. brugere, og tilbyder bl.a. handel med danske aktier, fraktioner, ETF'er og kryptovaluta til lave priser.
Disclaimer: 51 % af private CFD-konti mister penge.
Mine investeringer på aldersopsparingen
Når det kommer til aldersopsparingen, er min tidshorisont meget lang. Jeg fylder snart 23 år, og med den stigende folkepensionsalder, er det nok ikke utænkeligt, at tidshorisonten er 50 år, da folkepensionsalderen til den tid godt kan være omkring 75 år. Det lyder dog lidt skræmmende at skulle være på arbejdsmarkedet i så mange år, så jeg håber, at jeg får mulighed for i det mindste at skrue ned for arbejdstiden før.
Med en lang tidshorisont er min risikoprofil også relativ høj. Dog er der den begrænsning, at man kun kan indskyde 9.400 kroner om året, og for det beløb kan man ikke købe mange forskellige aktier, uden man hurtigt bliver spist op af gebyrer. Derfor vil jeg hellere investere diversificeret og købe en bred passiv ETF. På aldersopsparingen er beskatningen på 15,3% efter lagerprincippet. Husk at du også kan handle gennem månedsopsparingen hos Nordnet.
Min plan er at benytte samme strategi som på min aktiesparekonto, og investere i iShares MSCI ACWI. Denne ETF eksponerer mig mod hele verdenen – både de udviklede lande og Emerging Markets, mens også Small Cap segmentet er inkluderet. Det er en nem og simpel strategi, der samtidig vil give mig et afkast tilsvarende den overordnede udvikling på aktiemarkedet fordelt på lande og sektorer. Historisk har markedet givet et årligt afkast på omkring 7% justeret for inflation, hvorfor dette afkast vil være tilfredsstillende for mig over de 50 år.
En millionstor pensionsopsparing
Den lange tidshorisont betyder, at jeg selv for relativt få tusinde kroner kan ende med en meget stor pensionsopsparing. Hvis vi forudsætter, at jeg investerer 9.400 kroner, får et årligt afkast på 7% justeret for inflation og lagerskattes med 15,3%, vil jeg om 50 år sidde med ca. 167.000 kroner i 2025-tal ifølge en renters rente beregner. Det fremgår af billedet herunder.
Lad os fremskrive, at jeg også de kommende år investerer 9.400 kroner på min aldersopsparing, kan det pludselig blive en millionstor pensionsopsparing. Hvis jeg f.eks. investerer 9.400 kroner om året de næste 10 år, og opnår et afkast på 7% om året justeret for inflation, vil jeg efter lagerskatten på 15,3% sidde med ca. 132.000 kroner om 10 år. Vælger jeg herefter at stoppe indbetalingen på 9.400 kroner om året, og blot lade aldersopsparingen vokse uden indbetalinger, vil det ifølge en renters rente beregner vokse til over 1,3 mio. kroner efter 40 år svarende til i alt 50 år. Dette er altså alene med en indbetaling på 94.000 kroner.
Dette er blot et eksempel på hvor kraftig renters rente effekten er, og der skal selvfølgelig tages forbehold for, at der kan være løbende omkostninger til ens investeringer, mens der kan være fejl i mine beregninger. Dog anser jeg alligevel aldersopsparingen som et godt værktøj til at have en sikkerhed til ens pension, som også kan give noget sikkerhed, hvis man potentielt begynder at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen.
Du kan i videoen herunder se mig lave den første investering på min aldersopsparing.