Maj Invest har i starten af december offentliggjort de forventede udbytter, som udbetales i 2025. De reviderede udbytter offentliggøres i januar 2025.
Den danske udbyttesæson vil snart begynde, og mange af de danske aktier og distribuerende investeringsforeninger vil udbetale udbytte. På trods af at de endelige og reviderede udbytter endnu ikke kan offentliggøres, vil investeringsforeningerne offentliggøre de forventede udbytter, og her har Maj Invest netop offentliggjort deres forventede udbytter.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at de endelige og reviderede udbytter kan afvige væsentligt fra de forventede udbytter, som nu er offentliggjort. Du kan desuden finde de forventede udbytter nederst i denne artikel. De endelige og reviderede udbytter for 2024 offentliggøres i januar 2025 ved en separat meddelelse, som tillige vil indeholde en tidsplan for aconto-udbetaling af samme.
Personligt benytter jeg ikke fondene fra Maj Invest, men de har flere populære investeringsforeninger. Det gælder bl.a. Maj Invest Globale Obligationer, som har mere end 11.000 ejere registreret på Nordnet i skrivende stund. Maj Invest Danske Aktier og Maj Invest Vækstaktier har begge mere end 3.000 ejere registreret på Nordnet. Der forventes snart at komme forventede udbytter fra Danske Invest og Sparindex, som jeg ligeledes vil opdatere omkring her på hjemmesiden.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Maj Invest udbytte 2025
På tabellen nedenunder fremgår de forventede udbytter fra Maj Invest i 2025, som er baseret på udviklingen i 2024. Det er igen vigtigt at fremhæve, at det ikke er de endelige og reviderede udbytter, som først offentliggøres i januar 2025.
Maj Invest tilbyder automatisk geninvestering af udbytter. Investorer, der ønsker at gøre brug af dette, skal i god tid forud for udbyttebetalingen henvende sig til eget pengeinstitut herom. Læs mere om muligheden for automatisk geninvestering på foreningens hjemmeside.
Maj Invest Globale Obligationer forventes at udbetale et udbytte på 3,2 kroner per investeringsbevis. Det svarer til en udbytteprocent på ca. 3,0% baseret på nuværende kurs på 105,55 kroner. Maj Invest Vækstaktier forventes at udbetale et udbytte på hele 41,7 kroner per investeringsbevis, hvilket med nuværende kurs svarer til en udbytteprocent på ca. 23,7%. Det er et ganske markant udbytte, og understreger, hvordan udbytterne fra investeringsforeninger kan svinge meget i værdi.
Afdeling | ISIN | Forventet udbytte i 2025 |
---|---|---|
Danske Aktier | DK0060005171 | 7,50 |
Vækstaktier | DK0060005254 | 41,70 |
Value Aktier | DK0060005338 | 25,20 |
Globale Aktier non fossil | DK0061074432 | 17,10 |
Emerging Markets Value | DK0060522316 | 9,10 |
Planet & People | DK0060157196 | 0,00 |
Danske Obligationer | DK0060005098 | 1,70 |
Globale Obligationer | DK0060004950 | 3,20 |
Grønne Obligationer | DK0061281060 | 2,40 |
High Income Obligationer | DK0060642809 | 6,10 |
Pension | DK0060004877 | 9,70 |
Kilde: Maj Invest.