De seneste år er investering blevet et større samtaleemne blandt unge sammenlignet med tidligere. Nu er næste skridt at opnå FIRE, mens man er ung, i hvert fald hvis det står til 14-årige Mads Ramstedt.
Jeg er i dag 20 år gammel, og har interesseret mig for investering gennem alle mine teenageår, efter jeg købte mine første aktier som 12-årig. Jeg kan derfor afspejle mig i Mads Ramstedt, som i dag er 14 år gammel, men købte sine første aktier som 13-årig.
Mads er dog alligevel lidt mere ambitiøs end jeg, hvilket jeg synes er ret cool. Mads har nemlig en målsætning om at opnå FIRE i en alder af blot 25 år, altså allerede om 11 år. Men kan det overhovedet lade sig gøre, og hvordan vil Mads arbejde mod den målsætning? Det har jeg spurgt Mads om, som har sagt ja til at dele sin rejse mod økonomisk frihed med os i Unge Investorer.
Den første investering
Den første investering er altid vigtig. Ikke blot er det en personlig milepæl, hvor man føler, at man er i gang, men det er også en særlig investering, som man ofte kan huske langt ud i fremtiden. Mads fik sin første investering i fødselsdagsgave, da han fyldte 13 år. Her fik Mads en aktie i Emerson Electric, som i dag har givet Mads et urealiseret afkast på omkring 25%. Det gav blod på tanden, hvor generne samtidig hjalp ham på vej, da Mads’ far også havde interesse for investering, da han var helt ung.
Men hvordan ser det så ud for Mads i dag, mere end et år senere, at investeringseventyret startede? Mads har skruet en portefølje sammen, som i dag har en værdi på omkring 16.000 kroner, hvoraf cirka halvdelen består af fonde og den anden halvdel af enkeltaktier. Planen er, at fonde med tiden skal udgøre minimum 75% gennem kontinuerlig investering gennem Nordnets månedsopsparing.
Mads går med aviser en gang om ugen, og kan i dag lægge gennemsnitligt omkring 300 kroner til siden hver måned til investering. Derfor glæder Mads sig også til at blive 15, så jobmulighederne bliver lidt større, og indtægterne dermed kan øges.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvorfor opnå FIRE?
Det som motiverer Mads Ramstedt, er friheden til at styre sit liv og ikke være afhængig af en arbejdsgiver. Det er dog primært ”FI”, som Mads sigter efter, og ikke i så høj grad ”RE”. Mads ønsker blot at have muligheden for at trække sig tilbage, hvis situationen ændrer sig.
Det primære middel til at opnå FIRE skal være fra passive investeringsforeninger og afkast fra vækstaktier. Mads er dog også blevet inspireret af en mand som Jonas Vejlin, der ligesom Mads har et mål om FIRE, og åbent deler sin rejse med os andre. Jonas’ middel til at opnå FIRE er udbytteaktier, hvorfor Mads også er begyndt at kigge nærmere på udbytteaktier.
Læs også: Jonas kan opnå FIRE som 50-årig.
Mads Ramstedt er villig til at gøre rigtig meget for at opnå FIRE, hvorfor han også har planer om at leve meget sparsommeligt. Mads vil hellere leve 10-15 år meget sparsommeligt, for så derefter at kunne leve livet, som han vil. Derfor har Mads allerede gjort sig klar til at finde det billigste sted at bo, når han en dag vil flytte hjemmefra, og ligeledes forsøgt at kigge på et budget.
Overhovedet realistisk?
Først og fremmest vil jeg igen understrege, at jeg synes Mads er super cool og modig, at han sætter sig en så ambitiøs målsætning, og ligeledes vil dele den med omverdenen. Men samtidig tænker jeg automatisk, om det overhovedet er realistisk at opnå FIRE som 25-årig, medmindre man opnår stor karrieremæssig succes som iværksætter? For der er et stykke vej til de højtlønnede jobs, når man er under 25 år, da de oftest kræver en længere uddannelse.
For godt nok vil Mads leve meget sparsommeligt, men han vil også gerne have børn, hvilket jo er meget forståeligt. Jeg vil også gerne have børn en dag. Og selvom man som 25-årig potentielt står med en millionstor formue, kan der fortsat være langt til FIRE, da udgifterne forventeligt må være væsentligt højere som udeboende, forælder, kæreste og hvad der ellers vil opstå.
Hvis vi fremskriver, at Mads gennem de næste 11 år månedligt kan placere 30.000 kroner til investering med et markedsafkast på 10% (altså ikke justeret for inflation), vil Mads kunne opbygge en portefølje til en værdi på i omegnen af 7,4 mio. kroner. Her er der selvfølgelig de to problemstillinger, at 30.000 kroner til investering om måneden er et meget højt beløb, især som ung, og at 7,4 mio. kroner sandsynligvis heller ikke er nok til at opnå FIRE som 25-årig.
Jeg hepper virkelig på Mads, og at han når sit mål. Jeg er i hvert fald sikker på, at han vil overraske mange, hvis han lykkedes. Forhåbentligt kan vi løbende følge hans rejse i Unge Investorer.
Kender du en historie, som kunne være spændende at dele her på Unge Investorer? Så tøv ikke med at skrive til os.