Lau Svenssen startede med at investere som 19-årig og er i dag 67 år. Derfor har han en masse erfaring, som han kan dele ud af.
Tilbage i marts måned deltog jeg i ét afsnit af Millionærklubben hvor blandt andet Lau Svenssen var med som fast gæst. Efter udsendelsen bød Lau mig på en snak, hvor vi hurtigt fik brugt én time på at snakke om diverse emner – især den grønne omstilling. Efter en rundvisning på Berlingske Media gav Lau Svenssen mig sin e-mailadresse og sagde, at jeg blot kunne kontakte ham ved lejlighed.
Personligt fik jeg rigtig meget ud af mit besøg hos Berlingske, herunder i høj grad af samtalen med Lau Svenssen. Jeg tænkte derfor, at jeg kunne benytte min mulighed for at kontakte ham igen til at dele hans efterhånden mange investeringserfaringer med andre unge investorer i håbet om, at flere kan blive beriget med en garvet investors rejse og iagttagelser. Jeg arrangerede derfor et telefonopkald med Lau, hvor jeg havde planlagt en række spørgsmål om blandt andet hans erfaringer som tidligere ung investor og råd til andre unge, der har startet sin investeringsrejse, eller måske har tanker herom.
Hvem er Lau Svenssen?
Lau Svenssen er født i 1956 og er i dag 67 år gammel. I sine unge dage gik Lau med tankerne om, på baggrund af sin også dengang store interesse for rederier, at han skulle være styrmand. Som følge af dette havde han naturligvis en udbredt viden om rederiernes forretninger som helhed, hvilket viste sig at blive hans entrébillet til investeringsverdenen. Hans første aktiekøb var nemlig i rederi- og logistikselskabet DFDS, som fandt sted i 1975. Lau startede altså med at investere i aktier som 19-årig, hvilket gør ham til en spændende investor, da han på nuværende tidspunkt har været på aktiemarkedet i 48 år.
Årene er gået, og i dag er Lau Svenssen fast paneldeltager i Millionærklubben, hvor han har medvirket siden 2011 – én programserie, hvor han deler viden samt udtrykker sine holdninger og overbevisninger til programmets mange investeringsinteresserede lyttere. I 2021 grundlagde Lau Svenssen og hans makker Peder Tudborg firmaet ”Svenssen & Tudborg”, hvor de gennem en række modelporteføljer ønsker at inspirere danskerne og bidrage til at skabe et langsigtet positivt afkast. I dag er Lau Svenssens arbejde derfor investeringsmarkedet, men han siger, at han, hvis ikke det var et arbejde, kunne nøjes med at bruge tre timer om ugen.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvordan investerer Lau Svenssen i dag?
Lau Svenssen identificerer sig selv som stockpicker, hvilket også er mit klare indtryk, når jeg hører hans udtalelser i diverse medier. Han kigger gerne efter tendenser i samfundet, hvor han med sin viden estimerer, hvordan fremtiden vil udforme sig. Herefter finder han selskaber, som i hans øjne er prisfastsat for lavt i forhold til den igangværende eller kommende udvikling. Lau Svenssen arbejder meget med at have det han kalder en ’kursliste i hovedet’, hvor han ser potentialet i de forskellige selskaber – en liste, som han blandt andet også bruger til at vurdere risikoen ved investeringen. Hans filosofi er nemlig, at han risikostyrer sine investeringer ved at gøre sit grundarbejde og udvælge nogle ordentlige selskaber, og så skal aktieafkastet nok komme med tiden.
I øjeblikket har han meget fokus på bæredygtige fødevarer, som er en tendens han mærker i samfundet og som han mener byder på nogle spændende investeringsmuligheder – et emne, jeg også snakkede med ham om efter besøget i Millionærklubben.
I dag har Lau Svenssen omkring 80 forskellige selskaber i porteføljen, hvilket han blankt erkender er mange. Han holder gerne sine investeringer i over ét år og tit flere år. 12 af porteføljens selskaber kalder han for ”faldende engle”, da de har haft en betydelig negativ kursudvikling, hvilket Lau naturligvis ikke havde regnet med, da han investerede. Dét faktum, at disse selskaber alligevel stadig er en del af porteføljen skyldes, at Lau, efter egen udtalelse, har svært ved at skille sig af med selskaber, da han tror så meget på det han selv har udtænkt. I vores telefonsamtale nævner han enkelte investeringer, hvor det urealiserede tab i skrivende stund er på omkring 90%, mens han nævner en kursgevinst på 1600% opnået på 20 år.
Lau Svenssens bedste råd til unge investorer
Hovedårsagen til, at jeg fandt det interessant at kontakte Lau Svenssen var at få hans perspektiver på det at investere som ung. Min tanke var, at han selv har været en ung investor, da han startede tidligt, samtidig med at han har haft en masse år på aktiemarkedet efterfølgende, hvor han har haft mulighed for at reflektere over sin rejse. Med andre ord måtte han have nogle erfaringer og råd at dele ud af.
Vælg noget du har forstand på
Jeg spurgte derfor Lau Svenssen ind til, hvordan han tænker man som ung bør starte med at investere. Til dette lagde Lau ud med at slå fast, at man som ung bør have en realistisk indstilling til tingene. Man skal ikke tro, at man fra start er verdensmester til at investere eller se det som en hurtig vej til rigdom. Dette indebærer, ifølge Lau, at man ikke skal løbe efter de selskaber som står på forsiden af aviserne, da kursen ofte er stukket af og man risikerer at dumme sig. I stedet mener han, at man bør købe noget man selv har forstand på.
Eksempelvis kan man qua sit arbejde have forstand på medicin eller støvsugere, hvilket man bør udnytte, når man skal investere. Dette var, som tidligere nævnt, også det Lau selv gjorde da han trådte ind på aktiemarkedet ved at investere i DFDS, da han havde (og har) stor forstand på skibe.
Én erfaring Lau dog gjorde sig dengang han foretog investeringen i DFDS, var, at man skal huske at kigge på kurven. Han kom nemlig til at investere på et uhensigtsmæssigt tidspunkt. Han mener altså, at man inden man investerer bør kigge på ”om bjerget går opad eller nedad”. Med dette mener han, at man skal passe på med at købe når kurven går meget nedad, men i stedet vente til pilen peger den anden vej, da man på denne måde øger sandsynligheden for ikke at gribe en faldende kniv. Samtidig skal man være varsom med at købe noget, som er steget meget hurtigt, da der er risiko for at markedet er løbet for stærkt og derfor skal falde lidt tilbage.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Opret en aktiesparekonto
Lau Svenssen er stor tilhænger af, at man gør det simpelt for sig selv. Dette indebærer ifølge ham, at man opretter en aktiesparekonto, da skatten på denne depottype er simpel med en lagerbeskatning på 17%. Samtidig har man mulighed for at købe og sælge frit uden at det påvirker ens skattepligtige beløb.
Aktiesparekontoens indskudsloft er i 2024 på 135.900 kroner, hvilket ikke er umuligt at investere som ung. Ifølge Lau passer denne beløbsstørrelse godt til at have fem aktier i porteføljen, da det på denne måde holdes simpelt og man kan bevare sin indsigt i selskaberne.
Tiden er din ven
Som ung investor har man mulighed for at have mange år på aktiemarkedet, hvilket giver mulighed for en meget lang tidshorisont. Denne tidshorisont gør, at man ifølge Lau bør ”være frisk – ikke dumdristig”, men samtidig gør den også nedture mindre betydningsfulde. Ved at gøre sit grundarbejde og på den måde ”udvælge nogle ordentlige selskaber”, mener Lau, at man gør det nemmere for sig selv at have is i maven på de tidspunkter, hvor markedet går nedad.
Samtidig bør man ved sine investeringer have en idé om hvad aktiens reelle kurs bør være, og på den måde kunne se bort fra kursfald, hvis blot investeringscasen er intakt. Handler man i stedet på et uoplyst grundlag og vælger det samme som alle andre, vil det blive sværere at håndtere en nedtur, da indsigten er mindre, hvorfor man risikerer at sælge på et dårligt tidspunkt.
Hvis Lau Svenssen skulle starte forfra
Afslutningsvist i interviewet spurgte jeg Lau Svenssen, om han ville gøre noget anderledes, hvis han skulle starte forfra med sin nuværende viden. Til dette slog han hurtigt fast, at det er det umulige, som alle hungrer efter. Det er en nødvendighed, at man gør sine egne erfaringer og lærer af hen ad vejen.
Lau Svenssen er som tidligere nævnt stockpicker, hvilket betyder, at hans afkast kommer fra de udvalgte selskaber og ikke fra markedet som helhed. På den baggrund ville Lau, hvis han skulle starte forfra, ønske, at han hurtigere havde fundet ud af, at ”markedet betyder mere end det enkelte selskab”. Med dette mener Lau, at man som investor kan have en overbevisning om, at en aktie er for billigt prissat, og derfor mener at kursen bør være højere. Dog er det altid markedet som sætter kursen, hvorfor det handler om, hvordan markedet ser på selskabet.
Disclaimer: Artiklen er et udtryk for Lau Svenssens holdninger og skal ikke anses som rådgivning.