Jonas Vejlin deler flittigt sin investeringsrejse på de sociale medier, og drømmen er i fremtiden at kunne leve af sine udbytter.
På Unge Investorers blog har vi løbende dækket investeringsrejsen for Jonas Vejlin, der har stort fokus på udbytteaktier. I 2023 modtog han 92.478,29 kroner i udbytte før skat, hvilket var langt over hans udbytte i 2022, der var på ca. 60.000 kroner, og ligeledes langt over hans målsætning om at modtage et samlet udbytte på 64.000 kroner før skat i 2023.
Med et udbytte på den gode side af 92.000 kroner fik Jonas hvad der svarede til ca. 7.700 kroner om måneden før skat i udbytte. Det er langt fra nok til at kunne leve af sit udbytte, men det er et stort skridt på vejen, når man sammenligner med hans udbytte de seneste år.
Læs også: 17-årige Oliver vil have en formue på 200.000 kr. denne sommer.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Højt udbytte fra Mærsk
En af årsagerne til Jonas’ høje udbytte i 2023 var Mærsk. Selskabet udbetalte Danmarkshistoriens største udbytte, hvor Jonas med sine to aktier modtog 8.600 kroner før skat i udbytte fra Mærsk. Det svarer til lidt over 9% af hans udbytte for hele året. I 2024 har Mærsk foreslået at udbetale et udbytte på 515 kroner per aktie, efter situationen er vendt på hovedet, hvilket vil påvirke Jonas’ udbytte for 2024.
Jonas har dog mange bankaktier. Alt imens Mærsk har været udfordret i 2023, har bankerne oplevet indtjeningsrekorder, der kan opveje det lavere udbytte fra Mærsk. Af de danske bankaktier har Jonas i dag 415 aktier i Danske Bank, 555 aktier i Spar Nord Bank og 203 aktier i Sydbank. Alene disse tre beholdninger vil forventeligt udbetale Jonas et udbytte på 14.866,18 kroner i udbytte før skat.
I februar rundede Jonas en ny milepæl med en portefølje på over 3 mio. kroner. I starten af marts 2024 havde porteføljen en værdi på 3.061.850 kroner. Baseret på denne portefølje svarer udbyttet sidste år til en udbytteprocent på ca. 3%. Marts er traditionelt den største udbyttemåned på året for Jonas, og i 2024 kan han i marts se frem til et udbytte på næsten 30.000 kroner før skat. Det fremgår af hans oversigt på Nordnet. I januar og februar modtog han hhv. 3.256 kroner og 3.016 kroner, mens april og maj traditionelt er de største udbyttemåneder på året sammen med marts.
Målsætninger i 2024
I 2023 havde Jonas som nævnt indledningsvist en målsætning om at modtage et samlet udbytte på 64.000 før skat. Derudover var det målsætningen at investere 11.000 kroner om måneden gennemsnitligt svarende til i alt 132.000 kroner. Det samlede udbytte for året blev langt overgået, mens han indsatte 135.300 kroner på sin Nordnet-konto, og dermed også nåede sin målsætning for yderligere investeringer.
I 2024 forventer Jonas igen at kunne investere yderligere 11.000 kroner om måneden i gennemsnit svarende til i alt 132.000 kroner gennem året. Derudover vil han som sædvanligt geninvestere sine udbytter. Eftersom Jonas’ udbytter i dag overstiger progressionsgrænsen, der i 2024 er på 61.000 kroner, betaler han for alt udbytte samt anden aktieindkomst efter de første 61.000 kroner den høje skatteprocent på 42%.
På trods af det lavere udbytte fra Mærsk i 2024, forventer Jonas, at udbyttet fra andre aktier samt nytilkomne aktier til dels vil opveje faldet fra Mærsk. Derfor forventer han at modtage et samlet udbytte på 90.000 kroner før skat i 2024. Han forventer altså et minimalt fald i det samlede udbytte, men hvis udviklingen overrasker som i 2023, kan han potentielt være på vej til en ny milepæl med et årligt udbytte på over 100.000 kroner før skat.
Jonas Vejlin er i dag 41 år gammel, og har tidligere fortalt, at han med sine investeringer forventer at kunne opnå økonomisk uafhængighed omkring 50-års alderen. Du kan følge Jonas’ investeringer på hans investeringsblog, hvor han løbende deler opdateringer på sin portefølje og udbytter.
Tjen penge online
(reklame)
Tjen penge online ved at besvare spørgeskemaundersøgelser gennem YouGov👈. Du kan besvare spørgeskemaer på både telefonen og computer, enten når du er på farten, eller når du er hjemme.