Nyhedsoverskrifterne lige i tiden brydes af ”svenske kroner i laveste niveau siden finanskrisen”, hvilket medfører det naturlige spørgsmål blandt mange ift., hvordan dette kan udnyttes?
Til at starte med, så er det vigtigt at skabe sig et overblik over, hvordan kursudviklingen står til. Der er nemlig ikke tale om et eller andet lyncrash i svensk valuta, men nærmere en længere tendens. Dette skyldes nemlig et skrøbeligt boligmarked og en konjunktur afhængig industri. Derfor ser vi også historisk, at den svenske kroner bliver presset i krisetider.
Vi ved dog også, at krisetiderne ophører på et tidspunkt, hvor den svenske økonomi er kommet stærkt tilbage. Derfor er der også muligheder for at spekulere heri. De er bare måske ikke så store, som nyhedsoverskrifterne foregiver. Se eksempelvis grafen herunder.
Her kan vi se, at den svenske krone har været på retræte siden 2012. Det er altså en lidt mere langsigtet tendens end under finanskrisen, hvor den havde været relativt stabil op til. Vi kommer formentlig ikke til at se samme v form ifm. et crash som under finanskrisen, hvor den i løbet af et par skød op igen. Hvorvidt vi kan se den svenske krone krybe under lavpunktet under finanskrisen, tør jeg ikke spå om. Det er en mulighed, men hvor stor chancen er, har jeg ingen ide om.
Hvordan kan vi udnytte den lave svenske krone?
Den allernemmeste måde at udnytte den svenske kroner er en tur over Øresundsbroen. Ganske enkelt tage op og handle varer eller services i Sverige. Her kan der være store rabatter at hente sammenlignet med priserne i Danmark. Det er også et velkendt trick at bo i Sverige, men arbejde i København. På den måde kan man få meget mere for de samme penge.
Det er dog ikke lige en mulighed i dagligdagen for en nordjyde, som jeg selv. Derfor er man nødt til at se på, hvordan man kan investere/spekulere for at lukrere på den lave svenske krone. Som udgangspunkt findes der to forskellige måder, hvorpå man kan lukrere på dette. Svenske værdipapirer og valutahandel, også kaldet Forex.
Investering i svenske værdipapirer
Der er mange interessante svenske virksomheder at kunne investere i. Jeg er dog på ingen måde ekspert på det svenske marked, hvorfor jeg ikke har et dybdegående kendskab til de fleste. Nordnet er dog en mirakelmager, når det kommer til at belyse, hvad andre handler gennem platformen. Du kan nemlig se de mest omsatte aktier samt de aktier, som flest investorer ejer gennem deres platform. Apropos Nordnet er det også en svensk aktie, som man kan investere i.
Særligt en aktie skille sig ud på det svenske marked, nemlig Investor AB. Aktien ejes af mere end 44 tusinde nordnettere, hvilket gør det til den mest populære svenske aktie. Selve virksomheden er et investeringsselskab, som har eksisteret siden 1916.
Investeringerne foregår primært i store svenske virksomheder, hvorfor det nærmest fungerer som en lille investeringsforening for det svenske marked. Dog er der også aktiviteter udenfor den svenske grænser, hvorfor det mest af alt minder om en aktiv investeringsfond.
Det er dog blevet en svensk folkeaktie, der har leveret et afkast på over 900% siden 2004, som historikken går tilbage til på Nordnet. Aktien har markant outperformet OMXS30 (de 30 største aktier i Sverige) siden 2009, hvor indekset blev lavet og den danske pendant C25, der blev etableret i 2017. Kursudviklingen i danske kroner havde dog ikke været bedre end C25 indekset siden 2017, da den svenske kroner er faldet 15% i perioden.
Foruden Investor AB og Nordnet, finder vi også velkendte virksomheder som Volvo, Erricson, H&M, Bootz, Viaplay Group, Swedbank og AstraZeneca.
Investering i valuta
Når det kommer til at investere/spekulere i valuta, så er det en helt anden boldgade end almen aktieinvestering. Det er ikke noget, som jeg selv har erfaring, hvorfor der bør læses med en ekstra stor kritisk sans.
Den mest almindelige form for valutahandel er Forex, hvor man kan spekulere i, om en valuta stiger eller falder ift. en anden. Her handles der ofte i CFD-kontrakter, der gearer ens investering. Eftersom valutamarkedet i sin helhed ikke bliver mere værd, på samme vis som aktiemarkedet over tid, så er det et nulsumsspil. Det den ene vinder, har den anden tabt. Det estimeres at omtrent 4 ud af 5, altså 80% der handler med CFD’er på Forex, taber penge. Ikke bare skaber et lavere afkast end aktiemarkedet, men taber penge.
Det illustrerer meget fint, hvor risikabelt det er at handle med disse finansielle kontrakter, især hvis man er en relativ ny investor. Jeg har som tidligere nævnt ingen personlig erfaring hermed, men min fornemmelse er, at det primært er teknisk analyse, der driver handlen på disse markeder.
Personligt kommer jeg ikke til at spekulere i hverken aktier eller Forex handel med den svenske krone, da jeg ingen årsag ser til, at den svenske krone ikke kan fortsætte sin nedadgående trend det kommende år eller to, hvor vi kan forvente stor usikkerhed.
Du er altid velkommen til at kommentere i vores facebooktråd her, hvis du har eventuelle spørgsmål eller tilføjelser til denne artikel.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.