Mit investeringseventyr startede allerede i foråret 2015, men året efter blev jeg konfirmeret, hvor jeg valgte at investere nogle af de penge, som jeg modtog i gave.
Jeg investerede kort efter min konfirmation 4.000 kroner, mens de resterende penge jeg modtog, blev placeret på en opsparingskonto. De penge har jeg fortsat i dag mere end syv år efter min konfirmation, hvilket både er ærgerligt, da de kunne have vokset meget på aktiemarkedet, men samtidig en god indikation på, at jeg har prioriteret at spare op fra jeg var helt ung.
Dengang investerede jeg i fællesskab med min far og farmor, hvorfor vi normalvis satte os sammen, og besluttede, hvis vi skulle købe eller sælge en aktie. Pengene fra min konfirmation fik jeg dog lov til næsten selv at bestemme, selvom vi ”indkaldte til en generalforsamling” aka spiste aftensmad hos min farmor for at snakke om den kommende investering. Jeg husker desværre ikke konkret denne aften, men eftersom jeg dengang holdt overblik over vores investeringer i et Word-dokument, kan jeg se, at vi mødtes den 2. april 2016, omkring en måned før min konfirmation, og fik snakket om følgende (se billede).
Investering efter konfirmation
I dette blogindlæg vil jeg komme nærmere ind på min investering efter min konfirmation samt hvad jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg skulle investere mine konfirmationspenge i dag med den viden, jeg sidenhen har opbygget. Min opfattelse er, at der er kommet meget mere fokus på de gode muligheder, der er for at investere som mindreårig, hvorfor der i dag er mange flere unge med opbakning eller inspiration fra sine forældre, der ønsker at investere efter sin konfirmation.
Som nævnt indledningsvist havde jeg forinden min konfirmation snakket med min far og farmor om, hvordan vi skulle investere efter min konfirmation. Af billedet ovenover fremgår det, at vi besluttede, at jeg skulle investere 4.000 kroner, hvor jeg i måneden op til konfirmationen fulgte aktierne G4S, DSV, Coloplast, FLSmidth og IC Group.
Dertil snakkede vi om mulige salg i porteføljen, hvor det er lidt sjovt at se tilbage på vores spekulative tilgang til investeringerne. Dengang var jeg ikke lige så bevidst om min investeringsstrategi, som jeg er i dag, og jeg fortryder heller ikke, at vi havde denne tilgang. Det lærte mig en masse, og vi fik nogle hyggelige aftner ud af at snakke om aktieinvesteringer. Når det så er sagt, ville jeg da gerne have beholdt de Novo Nordisk aktier, som vi dengang snakkede om at sælge, hvis de kom over kurs 400 (i dag kurs 200 grundet aktiesplit), hvilket vi gjorde. Novo Nordisk var blandt de første tre aktier, som vi købte til vores fællesportefølje sammen med Vestas og NNIT. Novo-aktierne blev købt i kurs 342,5 svarende til kurs 171,25 efter splittet, hvorfor vi ville have haft et afkast på 300% i skrivende stund, hvor Novo Nordisk handles omkring kurs 686.
Efter min konfirmation endte valget på IC Group, som ikke længere er børsnoteret, og heller ikke blev en god investering, hvor vi solgte med et mindre tab. IC Group ejer bl.a. Tiger of Sweden og By Malene Birger, og jeg husker stadig i dag, da vi havde Blå Mandag og skulle forbi HerningCenteret, at jeg syntes, at det var en fed fornemmelse at gå forbi butikker med det tøj, som jeg vidste jeg snart skulle have aktier i. Jeg tror, at den fornemmelse var en medvirkende faktor til, at jeg netop valgte at investere i IC Group.
Læs også: Disse fonde kan du overveje til børn og unge under 18 år.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvad ville jeg gøre i dag?
Der er ingen tvivl om, at hvis jeg havde den viden, jeg har i dag, ville jeg ikke have investeret i IC Group efter min konfirmation. I hvert fald ikke med de økonomiske briller, for i sidste ende fortryder jeg ikke min investering i IC Group, da min tilgang til investering dengang var helt anderledes end i dag.
Derudover investerede jeg ikke gennem mit eget depot, men overførte penge til min far, hvor vi investerede i fællesskab. Det er den første ting, jeg burde have gjort anderledes, da jeg med et depot i mit eget navn kunne have udnyttet, at jeg ikke brugte mit personfradrag, og derfor kunne have fået et skattefrit afkast på mine investeringer ved at investere i aktiver, der beskattes som kapitalindkomst.
I dag vil jeg derfor først oprette et depot for mindreårige på Nordnet, og efterfølgende investere i en fond, der beskattes som kapitalindkomst. Det kan være en udenlandsk ETF, som ikke er på skats positivliste, eller et af Nordnets egne produkter. For at give nogle konkrete eksempler kunne det være en ETF som Invesco MSCI World ESG Universal Screened UCITS ETF Acc, Nordnet Indeksfond Global eller Nordnet One. Fordelen ved Nordnets egne produkter, som er nævnt her, er, at de udover at være beskattet som kapitalindkomst også kan investeres i kurtagefrit.
Hvis du selv skal konfirmeres eller er forælder til et barn, der skal konfirmeres, og gerne vil investere, håber jeg, at dette indlæg kan være en hjælp. Konfirmation synes jeg er et oplagt tidspunkt at begynde investeringsrejsen, eftersom man er ung, og har de bedste forudsætninger til at opnå langsigtet succes på aktiemarkedet. Hvis du har spørgsmål til investering ifm. konfirmation, er du altid velkommen til at skrive til os, skrive en kommentar under artiklen eller spørge i vores store community på Facebook, hvor jeg ved, at der er mange flere end mig, der har erfaring med at investere efter sin konfirmation.