Analyse af aktier kan være et svært og indviklet, men det kan samtidigt være et super spændende og lærerigt emne. I analyse skelnes der mellem fundamental analyse (FA) og teknisk analyse (TA), og inden man investerer, er det altid en god idé at have et analytisk belæg for investeringen.
Fundamental analyse
I fundamental analyse kigger man i høj grad på de finansielle aspekter i virksomheden. Det er et meget bredt emne, så jeg vil her præsentere nogle af de basale ting.
Økonomiske tal
Økonomien er det helt centrale i fundamental analyse. Går du på handelsgymnasiet, kan du her benytte den viden du har fra virksomhedsøkonomi. Tal du kan benytte fra virksomhedsøkonomi er f.eks.: Omsætning, egenkapital, overskudsgrad, aktiver/passiver, omkostninger, afskrivninger, gæld osv. Disse tal vil jeg ikke komme nærmere ind på, da jeg hellere vil præsentere to nøgletal, som ofte omtales blandt investorer, og kan virke som sort snakker, hvis man ikke kender dem.
Dog vil jeg understrege at de ovennævnte økonomiske tal er noget af det vigtigste i sin analyse, herunder analysere om virksomheden har en positiv indtjening, kan betale sin gæld, stiger omsætningen, stiger omsætningen mere end omkostningerne osv..
EPS værdi
EPS står for earnings per share, og er virksomhedens overskud delt ud på hver aktie, og benyttes dermed til at vurdere virksomhedens overskud, og som regel til at vurdere væksten. I en vurdering af virksomhedens vækst, kan man selvfølgelig blot se på top- og bundlinjen, men EPS er bedre til at vurdere væksten i virksomheden, da den medregner hvis virksomheden har udstedt en masse nye aktier. At have en høj EPS er et godt tegn.
P/E værdi
P/E står for price earnings, og det er et nøgletal som sammenligner aktiekursen med EPS. En god tommelfingerregel er, at hvis P/E-værdien f.eks. er 15, svarer det til, at du giver 15 kroner for 1 krone af overskuddet. Normalt er det en god idé at sammenligne P/E-værdien med konkurrenter, men den gennemsnitlige P/E-værdi på markedet siges at være omkring 20. Vækstvirksomheder vil som regel have en højere P/E.
Payout-ratio
Vil du gerne investere i udbytteaktier, så er tallet payout-ratio, det du leder efter. Tallet svarer til hvor meget virksomheden udbetaler af nettoresultatet i udbytte til aktionærerne. På dansk hedder det udbetalingsgrad.
I slutningen af ens vurdering af nøgletallene, er det en god idé at sammenligne med markedsværdien. Jeg finder aldrig en investering uden at se på markedsværdien. Markedsværdien er virksomhedens samlede værdi, og beregnes ved at gange aktiekursen med antallet af aktier.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Ledelse
Nogle kender måske ordsproget “First who, then what!” Er du tilhænger af dette ordsprog, er ledelsen det vigtigste aspekt i fundamentale analyse. For at få et overblik over ledelsen, kan du som regel finde informationer om personerne på virksomhedens hjemmeside. Vil du lave en mere dybdegående ledelsesanalyse, kan du læse ledelsesberetningen som står i virksomhedernes regnskaber. Personligt kan jeg godt lide en ledelse, som sætter nogle målsætninger. Som langsigtet investor er det rart at have afstemt ledelsens forventninger med sine egne. Disse forventninger kan være rigtig vigtige når du skal vurdere om virksomheden er billig eller dyr.
Desuden er det en god idé at tjekke ejerforholdene i virksomheden. Har ledelsen aktier, skal det ses som et positivt tegn, dog er det lige så vigtigt at følge den såkaldte insiderhandel (når ledelsen køber/sælger aktier). Ledelsen kan sagtens have mange aktier, men hvis de lige har solgt en portion, anses det som værende negativt.
Personligt tip: Undersøg ALTID guidance, herunder valutaforholdene. Agerer virksomheden meget i USA (Genmab som eksempel), kan du til tider forudse en opjustering, som f.eks. skete i netop Genmab 2019 grundet deres guidance overfor dollaren.
Hvis du vil lave en fundamental analyse, kan du finde en masse informationer i virksomhedernes regnskaber. Vil du præsentere en fundamental analyse for andre, kan det anbefales at læse hele regnskabet.
Når bankerne og analytikerne laver en fundamental analyse, som de ofte gør, laver de i dette sammenhæng et kursmål. Et kursmål fortæller hvilken kurs analytikeren forventer at se aktien i, indenfor en bestemt tidsperiode.
Teknisk analyse
Teknisk analyse af aktier benyttes i høj grad i kortsigtede investeringer, men det kan også benyttes i langsigtede investeringer til at bestemme sin indgangs- eller udgangspris. Ligesom fundamental analyse, er teknisk analyse også et meget bredt emne.
Her vil jeg kort gennemgå tre indikatorer, som de fleste tekniske investorer benytter.
RSI
En af de mest benyttede indikatorer indenfor teknisk analyse er Relative Strength Index. Som tommelfingerregel siger man, at den er overkøbt når RSI er omkring 80 eller derover, og er den omkring 20 eller derunder, så er aktien oversolgt. Med andre ord er det isoleret set et købssignal når RSI er under 20 eller under og et salgssignal når den er over 80.
Dog vil jeg anbefale at benytte RSI som supplement i ens analyse.
Modstand/støtte
Pointen med modstand/støtte er, at jo flere gange kursen har fundet modstand eller støtte i en bestemt kurs, desto bedre er købs-/salgssignalet. Hvis kursen f.eks. pt er i 208, og aktien gentagende gange har fundet støtte i kurs 200, vil dette isoleret set indikere køb, når/hvis kursen rammer 200.
Moving averages
Moving average benyttes til at se om en aktie er i op- eller nedtrend. På dansk oversættes det til glidende gennemsnit, og ved f.eks. MA(20) kigges der på 20 dages kurshistorik. Ofte bruger man værdierne 20, 50, 100 og 200, men det kan i princippet være lige det man ønsker. Et brud ned gennem moving average betragtes som et signal på nedadgående trend, og det modsatte betragtes som et signal på opadgående trend.
(reklame)
Sammen med mere end 400.000 private investorer, benytter jeg Nordnet til at investere i aktier og fonde. Jeg kan varmt anbefale Nordnet, som er kendt for deres brugervenlige platform, den populære månedsopsparing uden købskurtage og selvfølgelig aktiesparekontoen.
Der findes utrolig mange andre begreber, hvilket både gør det til et indviklet emne, men også betyder, at du altid kan bygge ovenpå din viden.
I vores Facebookgruppe har der været debatteret mange flere begreber, så du er altid velkommen til at kigge derind, hvis du har interesse for det.
Held og lykke med analyse af aktier i fremtiden. Hvis du skulle have lyst til at dele dine analyser, vil vi altid gerne læse med, når der deles analyser i Facebookgruppen.
Læs flere artikler fra Ny i investering
Vil du læse flere af vores artikler henvendt nye investorer? Nedenunder kan du finde alle vores artikler fra ”Ny i investering”.