Det at investere i ETF’er på sin aktiesparekonto siges ofte at være en god idé – men hvorfor er det egentlig sådan?
En aktiesparekonto er et lukket depot, som i 2024 har et indskudsloft på 135.900 kroner. Ens indskudsmuligheder bestemmes ud fra depotets værdi pr. 31/12, som naturligvis afhænger af hvor meget man har indbetalt, og hvordan investeringerne har udviklet sig. Indskyder man eksempelvis 100.000 kroner i 2024, og disse vokser til 110.000 kroner ved årets udgang, vil man, såfremt indskudsloftet ikke ændrer sig, have mulighed for at indbetale 25.900 kroner i 2025.
Alt man køber på en aktiesparekonto bliver beskattet efter lagerprincippet, hvilket sammen med indskudsloftet er de reguleringer man accepterer mod til gengæld blot at blive beskattet med 17%. Når man beskattes efter lagerprincippet, betyder det, at man på årlig basis skal betale skat af afkast, man eventuelt har fået i kalenderårets løb.
Hvad er ETF’er?
’ETF’ er en forkortelse for ’Exchange Traded Fund’, som egentlig bare betyder en fond, der handles på børsen. I daglig tale kaldes disse ofte blot for udenlandske fonde, hvilket også beskriver dem ganske pænt. ETF’er fungerer nemlig langt hen ad vejen ligesom de danske fonde du med stor sandsynlighed kender, hvor man ved at købe blot ét enkelt værdipapir får eksponering mod en større samling af aktier – oftest med fokus på forskellige geografier eller sektorer. ETF’er kan altså, ligesom de danske fonde, bruges til at opnå risikospredning og diversificering i ens portefølje.
Ét punkt, hvor ETF’er ofte skiller sig ud fra de danske fonde, er når man kigger på de årlige omkostninger. ETF’er er typisk billigere i omkostninger, da de handles af betydeligt flere investorer end de danske fonde. Samtidig er driftsomkostningerne omtrent de samme. Det er altså det større indkomstgrundlag, som gør, at ETF’erne ofte tilbyder lavere årlige omkostninger, hvilket naturligvis gør dem mere attraktive at investere i.
Et andet væsentligt punkt, hvor ETF’er oftest adskiller sig fra de danske fonde, er beskatningen. Det er nemlig sådan, at hvis en dansk fond er aktiebaseret og udbyttebetalende, beskattes den pr. automatik som aktieindkomst efter realisationsprincippet, hvilket betyder, at man først skal betale skat af sin kursgevinst, den dag man realiserer. Hvis en dansk fond er akkumulerende, beskattes den efter lagerprincippet. Ved ETF’er er det anderledes. Disse beskattes nemlig altid efter lagerprincippet – uagtet om de betaler udbytte eller ej.
Skattesatsen ved de akkumulerende danske fonde og ETF’erne er bestemt af, om fonden kan findes på Skats positivliste eller ej. Står fonden/ETF’en på listen, beskattes den som aktieindkomst. Står den der ikke, beskattes den som kapitalindkomst.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvorfor investere i ETF’er på aktiesparekontoen?
Mange investorer foretrækker at sprede deres risiko gennem diversificerede fonde. Hvis man ønsker at bruge ETF’er til dette formål, primært på grund af deres lavere omkostninger, kan en aktiesparekonto være et attraktivt valg. Dette skyldes hovedsageligt, som tidligere nævnt, at ETF’er altid beskattes efter lagerprincippet, uanset hvilket depot de er placeret i. Forskellen er blot, at på en aktiesparekonto beskattes de med blot 17 procent, sammenlignet med mindst 27 procent på et almindeligt aktiedepot. Personligt er jeg ikke tilhænger af lagerbeskatning – især ikke ved en skattesats på 27 procent eller mere. Dette skyldes, at man ved lagerbeskatning skal betale skat hvert år man har et afkast. Og jo højere skattesatsen er, desto større beløb skal man betale, hvilket har negativ indvirkning for renters-rente effekten.
Ved at købe sine ETF’er på en aktiesparekonto drager man derfor fordel af de lave årlige omkostninger og opnår samtidig den ønskede diversificering. Man udnytter således potentialet ved ETF’er uden at blive pålagt lagerbeskatning til en sats på mindst 27 procent.
Det er vigtigt at nævne, at eftersom aktiesparekontoens kendetegn er, at man sparer penge i skat, er den selvfølgelig fordelagtig at bruge til langt de fleste investeringer, herunder også enkeltaktier. Det at købe ETF’er på sin aktiesparekonto er derfor blot for de investorer, som ønsker at eksponere sig i fonde.