Mærsk gennemførte tidligere på ugen en udskillelse, hvor Svitzer Group blev børsnoteret som en separat virksomhed, hvorfor aktionærer i Mærsk nu fik en ny aktie i depotet.
I teorien er der ikke sket en forskel for os, der har aktier i Mærsk. Tidligere havde vi aktier i Svitzer gennem vores aktier i Mærsk, mens de to selskaber nu er separeret. Det betyder, at man nu kan tage stilling til, om man ønsker at være eksponeret mod Svitzer Group, som er verdens største slæbebådsrederi, eller om man ønsker at sælge denne del fra.
Personligt har jeg aktier i Mærsk gennem mit virksomhedsdepot, hvor vi har to aktier i depotet. Det betyder, at vi fik fire aktier i Svitzer i forbindelse med separationen. Derfor er det en forholdsvis lille position, vi har fået i Svitzer Group, hvor aktierne i skrivende stund har en værdi på mindre end 1.000 kroner. Hvis eller når man en dag skal sælge disse aktier, kommer omkostningerne til at udgøre en relativ stor del, da vores virksomhedsdepot er placeret på Nordnet, hvor kurtagen udgør 29 kroner svarende til 2,9% af 1.000 kroner.
For vores vedkommende er investeringen i Mærsk langsigtet, og min vurdering er, at Svitzer ligeledes er en solid og stabil virksomhed, der kan klare det fint på sigt. Vores virksomhedsdepot har derudover et større fokus på udbytteaktier, hvor jeg anser Svitzer Group som et godt bidrag. Derfor vil jeg kigge lidt nærmere på Svitzer Group som udbytteaktie, der leder mig hen til, hvorfor jeg i højere grad overvejer at supplere op i Svitzer Group fremfor at sælge aktierne.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Svitzer Group som udbytteaktie
Svitzer er verdens største slæbebådsrederi, og de 4.000 ansatte opererer 456 skibe i 37 lande og 141 havne. Slæbebåde benyttes som navnet antyder til at trække andre skibe, og selskabet genererede i 2023 en omsætning på 5,8 mia. kroner med et EBITDA på 1,7 mia. kroner svarende til en ganske pæn EBITDA-margin på 29,2%, der har været relativ stabil de seneste mange år.
Min forventning er, at Svitzer Group qua sin position på markedet og kontinuerlige udvikling i indtjeningen vil levere en stabil vækst i forretningen. Selskabet opererer i et støt voksende marked drevet af øget global handel og større skibe, hvilket øger behovet for bugsering, der gavner Svitzer. Det er klart, at selskabet kan blive ramt af cykliske udsving, men baseret på udviklingen de seneste fem år har væksten været næsten konstant, hvor EBITDA-marginen kun har svinget i intervallet 29,2% til 31,7%.
Svitzer Group har defineret en målsætning om at udbetale et udbytte på 40-60% af selskabets årlige nettoresultat. Det er derfor et relativt større udbytte end Mærsk, som har en målsætning om at udbetale 30-50% af årets nettoresultat. Det er for mig positivt, da aktien netop er placeret i et depot, hvor vi på sigt gerne vil have opbygget en solid udbytteportefølje.
Svitzer Group realiserede sidste år et resultat på 760 mio. kroner samt et EBITDA på 1,7 mia. kroner. I 2024 forventer Svitzer Group et EBITDA på 1,7-1,8 mia. kroner, hvorfor bundlinjen i 2024 forventeligt bliver nogenlunde på niveau med 2023. Hvis vi forudsætter, at Svitzer Group leverer et resultat på 760 mio. kroner, og udbetaler 50% svarende til midten af udbyttepolitikken, svarer det til, at der samlet bliver udbetalt et udbytte på 380 mio. kroner. Dette udbytte skal fordeles på de i alt 31.549.110 aktier ifølge Nasdaq, hvorfor udbyttet per aktie vil udgøre ca. 12 kroner per aktie.
I skrivende stund koster en aktie i Svitzer Group 237 kroner, hvorfor et udbytte på 12 kroner per aktie vil svare til en udbytteprocent på ca. 5%. Det anser jeg personligt for en ganske høj udbytteprocent, hvor jeg samtidig har en forventning om, at udviklingen i udbyttet vil udvikle sig stabilt de næste mange år. Det medvirker til, at jeg i højere grad overvejer at øge min eksponering mod Svitzer Group fremfor at sælge mine aktier, men på nuværende tidspunkt gør jeg intet, og vælger blot at beholde de fire aktier, som nu er i depotet.
Bemærk at denne artikel alene er baseret på mine egne holdninger og beregninger, hvorfor jeg tager forbehold for eventuelle fejl. Du skal altid lave din egen research og selv vurdere, om du vil købe, beholde eller sælge aktier i Svitzer Group.