I starten af denne uge oplevede vi et pludseligt stort fald på aktiemarkedet, hvorfor mange blev gjort bekendt med begrebet “flash crash”.
Men hvad er et flash crash egentligt? Det giver måske bedre mening, når man bruger det danske udtryk; Lynkrak. Som navnet antyder er det derfor et kortvarigt stort fald, hvorefter priserne vil stige tilbage igen.
Flash crash maj 2022
Mandag d. 2. maj 2022 oplevede vi et flash crash her i Norden. Kort før klokken slog 10 mandag morgen, blev mange nemlig chokeret. Personligt sad jeg og arbejdede, men havde min telefon ved min side på skrivebordet. Jeg får altid notifikationer, når mine aktier stiger eller falder >5%. Derfor strømmede det pludseligt ind med notifikationer om, at en række af mine enkeltaktier oplevede store fald, hvilket jeg egentligt ikke tænkte så meget over først.
Dog så jeg kort efter, at flere i Unge Investorers Facebookgruppe havde delt en graf over udviklingen, hvor der hurtigt opstod spekulationer om, hvad der kunne stå bag dette store, men korte, fald. Senere kom der afklaring på det store fald, hvor det fremgik, at det var en fejl fra Citigroups afdeling i London. Angiveligt skulle en af storbankens børsmæglere have lavet en fejl under oprettelsen af en handel.
Så meget faldt aktierne
Personligt synes jeg det er lidt skræmmende, hvordan en menneskelig fejl kan resultere i så vilde udsving på markedet. Flere af de største danske aktier oplevede tocifrede procentfald under lynkrakket, hvor C25 øjeblikkeligt faldt 8,3%. De C25-aktier, som oplevede de største dyk, var:
- Demant: -18,8%
- Ambu: -17,7%
- GN Store Nord: -14,4%
- Chr. Hansen: -14,2%
- Ørsted: -14%
- Novozymes: -13%
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Flash crash maj 2010
Sidst vi oplevede et flash crash, var tilbage i maj 2010. Helt præcist skete det d. 6. maj 2010, hvorfor lynkrakket i 2022 næsten var på 12-års dagen for seneste flash crash.
Dengang tabte Dow Jones indekset kortvarigt hele 9%, og selve lynkrakket varede omkring 36 minutter. Jeg var ikke selv aktiv på aktiemarkedet dengang, men har hørt, at det ligeledes er en dag, som mange kan huske, hvis man var aktiv på aktiemarkedet i denne periode. Jeg er ligeledes overbevist omkring, at d. 2. maj 2022 vil blive en dag mange kan huske ifm. flash crashet.
Læs også: Snart slut med negative renter?
Det ærgerlige ved flash crash
Eftersom et flash crash er kendetegnet ved, at faldet er meget kortvarigt, er der som sådan ikke nogle ulemper ved et flash crash, andet end at det kan give nogle unødvendige store overraskelser. Dog er der særligt én ting, som kan være ærgerligt; nemlig hvis man handler med stoploss.
Et stoploss benyttes for at sikre sig mod store fald. Når en aktie falder markant, som vi så under lynkrakket, vil ens position formentligt sættes til salg. For nogle er det en strategi, men under et flash crash, kan det ramme en hårdt. Overvej derfor en ekstra gang inden du benytter stoploss, om det er risikoen værd. Hvis du tror på virksomheden, og aktien falder markant, er det måske i stedet en anledning til at supplere op?