Finans Danmark har i dag publiceret nye tal på antallet af aktiesparekonti i Danmark.
Her fremgår det, at 114k danskere i 2021 har oprettet en aktiesparekonto, så 217k danskere nu har en aktiesparekonto. Antallet af danskere med en aktiesparekonto er dermed vokset med 110% alene i 2021.
Tallene viser, at udbredelsen af aktiesparekontoen for alvor tog fart fra sommeren 2020, hvor indskudsloftet blev hævet. Ved ordningens tilblivelse i begyndelsen af 2019 var indskudsloftet på aktiesparekontoen politisk fastsat til 50.000 kroner. Da ordningen fyldte halvandet år, blev loftet fordoblet, så det fra 1. juli 2020 var muligt for danskerne at indskyde op til 100.000 kroner på deres aktiesparekonti. I aktiesparekontoens første halvandet år blev der oprettet 66k konti, mens der det efterfølgende halvandet år blev oprettet 151k konti. 7 ud af 10 danskere, der har en aktiesparekonto, har altså oprettet kontoen, efter indskudsloftet blev hævet.
Læs også: Hvad er godt til aktiesparekontoen?
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Indskudsloftet har betydning
Birgitte Søgaard Holm, som er direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark, udtaler:
Væksten i antallet af aktiesparekonti i 2021 er markant, og det er positivt, at stadig flere danskere viser interesse for at benytte de fordele, som ordningen har. Aktiesparekontoen gør det skattemæssigt mere overskueligt at investere, da gevinster beskattes med en fast sats på 17 procent, og alle indberetninger til SKAT klares af banken. Det kan især være en fordel for mindre erfarne investorer, der måske opfatter de mere tekniske skatteregler, der ellers gælder ved investering af almindelig opsparing, som en barriere for at komme i gang med at investere.
Her i Unge Investorer kan vi også mærke en større interesse for aktiesparekontoen, og Birgitte Søgaard Holm fortsætter:
Vi oplever i disse år en stor stigning i interessen for at investere blandt danskerne, så det er naturligt, at stadigt flere danskere får øjnene op for aktiesparekontoen. Vi kan se, at stigningen i antallet af konti har taget fart efter sommeren 2020, hvor indskudsloftet blev hævet. Det tyder på, at indskudsloftets størrelse har stor betydning for udbredelsen af aktiesparekontoen. Vi håber derfor, at man fra politisk side vil se positivt på muligheden for at hæve indskudsloftet igen, da det kan være mere til at rykke investeringskulturen yderligere.