FirstFarms har deres driftsaktiviteter lokaliseret i Østeuropa til trods for, at ledelsen er dansk, og arbejder fra dansk hovedkontor.
Som navnet antyder beskæftiger FirstFarms sig med landbrug. Nærmere betegnet bæredygtigt landbrug, hvor man sætter et stort fokus på lønsomheden. Det afspejles også i virksomheden målsætninger, hvor de vil være en af de bedst drevne og mest profitable virksomheder indenfor jordbrug og fødevarer. Dette gøres ved at have et stort fokus på risikospredning indenfor produkter såvel som driftsgrene.
FirstFarms drives med et ansvar til det omkringliggende samfund, hvor kvalitet er et stort fokusområde. Størstedelen af produkterne afsættes ligeledes lokalt. For at skabe størst mulig værdi for aktionærerne, er det også en del af strategien at opkøbe og udvikle jordbrug- og fødevarevirksomheder, hvor fokus altid er på at skabe en mere bæredygtig virksomhed.
Omsætningsfordelingen udvikler sig over tid som følge af opkøb, frasalg og ændrede priser på forskellige produkter. Hvor meget det kan variere, kan blandt andet ses på de sidste to års omsætningsfordeling, der kan ses på nedenstående billede.
Forretningsmodellen hos FirstFarms
FirstFarms er som tidligere nævnt et bæredygtigt landbrug. På nuværende tidspunkt omfatter aktiviteterne køer, grise og jordbrug. Her er der mange individuelle aktiviteter ved driften af det enkelte landbrug, hovedaktiviteter og fokusområder er dog angivet i forretningsmodellen på nedenstående billede.
Det er selvfølgelig ikke helt så simpelt at drive et landbrug. Desuden er FirstFarms til stede i Danmark (kun administrationsmæssigt), Rumænien, Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet. Foruden de eksisterende aktiviteter, er også opkøb en del af forretningsmodellen. FirstFarms kunne eksempelvis i slutningen af juli måned fortælle, at aftalen om at opkøbe et ungarsk selskab var 100% på plads.
FirstFarms i tal
FirstFarms havde ved udgangen af 2021 17.500 hektar jord i drift, hvoraf de ejede 8.100 hektar. De havde en lagerkapacitet på 157.800 tons afgrøder inkl. ensilage. På dyresiden havde de 2.800 køer, 2.700 ungdyr og en produktion på 32.100 tons mælk. Grisemæssigt havde de en besætning på 4.800 søer, 160.000 smågrise og 102.500 slagtegrise. Griseproduktionen er opdelt mellem Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, mens køerne kun er til stede i Slovakiet.
Med denne besætning realiserede FirstFarms et overskud før skat på 45,9 mio. kroner, hvilket er en rekord for koncernen. Siden 2017 er toplinjen vækstet med 93,78%, mens bundlinjen er 10-doblet. Lønsomheden af driften er altså blevet markant bedre i takt med, at driften er blevet større. EBITDA-marginen er i samme periode vækstet fra 22,9% til 30,8%. Det kan blandt andet skyldes, at antallet af ansatte kun er steget med 23.74% i perioden, hvor der ved årets udgang var 318 ansatte.
Seneste kvartalsregnskab (h3)
FirstFarms kunne den 28. aug. præsentere deres Q2 rapport for 2022. Her er det ingen hemmelighed, at ekstraordinære markedsforhold har haft en indvirkning. For FirstFarms er det dog i den positive retning, hvor der har været stigende priser på deres produkter. F.eks. er mælkeprisen steget 30%, hvor FirstFarms oveni har øget produktiviteten med 10%. Kornpriserne er også steget markant som følge af en tørke i Europa. Det kompenserer for det lave høstudbytte, som FirstFarms har grundet tørken. Griseproduktionen er dog fortsat ramt af lave priser, hvorfor denne forretningsgren har givet omtrent et 0 resultat i første halvår.
Igennem første halvår har FirstFarms realiseret en omsætning på 155 mio. kroner og et resultat før skat på 41 mio. kroner. De gode resultater medførte også en opjustering ifm. kvartalsrapporten. Der forventes nu et EBITDA i intervallet 90-130 mio. kroner og et EBIT på 45-85 mio. kroner. I 2021 realiserede de et EBITDA på 114 mio. kroner og et EBIT på 70 mio. kroner. EBIT for første halvår var på 45 mio. kroner, hvilket er 9 mio. kroner højere end første halvår 2021.
Opkøbet af Ungarnske Try-Béta Kft. trådte første i kraft efter regnskabet, hvorfor dette ikke ses i regnskabstallene. Siloanlægget og den dyrkede jord skal blandt andet bruges i FirstFarms nærliggende griseproduktioner, og indgår dermed i den cirkulære drift. FirstFarms forventer at kunne opnå et EBIT-resultat på 3-5 mio. kroner i den fremtidige drift grundet synergifordele. I 2022 forventes opkøbet af bidrage positivt til EBIT-resultatet med 2-3 mio. kroner
Nuværende værdiansættelse for FirstFarms
FirstFarms nuværende værdiansættelse er på omtrent 650 mio. kroner. Med en indtjening per aktie de forudgående 12 måneder på 5,89 svarer det til en PE-værdi på 13,56. Det er forholdsvis lavt sammenlignet med industrigennemsnittet på 23,73. Desværre er jeg ikke godt nok inde i de forskellige nicher af industrien eller har adgang til data for henholdsvis, gris, kvie og afgrødsbønder. Derfor er sammenligningsgrundlaget desværre mangelfuldt.
Når man ser på væksten, er deres PE-værdi dog relativt lav. Resultat før skat steg med 48% fra 2020 til 2021, og vækstede i første halvår af 2022 med 61% yderligere sammenlignet med 2021 niveauet. Dette skal dog også ses i lyset af en ekstraordinær prisudvikling, der har haft en stor positiv indvirkning på selskabets resultat. Forventninger til resten af året er mere moderate, hvor der for helåret kan være tale om lav eller sågar minusvækst, når der ses på nuværende guidance.
EBITDA var i 2021 på 114 mio. kroner mens EBIT var på 70 mio. kroner. Guidance efter opjusteringen for 2022 lyder på en EBITDA i intervallet 90-130 mio. kroner og EBIT i intervallet 45-85 mio. kroner. Den nuværende PE-værdi kan derfor potentielt snyde markant, da andet halvår ikke forventes at levere samme vækst (hvis nogen overhovedet?) på bundlinjen, som første halvår.
Ledelsen
Anders Holger Nørgaard har stået i spidsen for FirstFarms siden 2012. Han har dermed 10 års erfaring med at lede selskabet. Anders har tidligere været økonomidirektør hos Eskelund, der er en af Danmarks største svineproducenter. Derudover har han også erfaring fra en række bestyrelsesposter.
CFO, Michael Hyldgaard tiltrådte i oktober 2020, hvor han kommer fra en 20 år lang karriere hos PwC, hvor han de seneste 3 år har været senior manager. Bestyrelsen er på samme vis som ledelsesteamet et mix af nye og velkendte ansigter i organisationen. Ældste bestyrelsesmedlem er bestyrelsesformanden, Henrik Hougaard, der tiltrådte tilbage i 2004. Nyeste skud på stammen er Claus Ewers, der tiltrådte i 2022.
Tilsammen ejer ledelsen og bestyrelsen omtrent 2,9 mio. aktier, hvilket svarer til mere end 225 mio. kroner i nuværende kurs (78). Det svarer til omtrent 35% af det samlede antal aktier. Det vidner om stor tiltro til casen fra ledelsen og bestyrelsen til trods for, at CEO, Anders Holger Nørgaard for nyligt har solgt 10.000 aktier.
Læs også: 14-årige Jacob investerer 4.000 kroner om måneden.
Risici ved investering
Når det kommer til landbrug, skal man ikke lede længe efter risici. Producenterne styrer groft sagt ikke prisen, hvortil de kan afsætte produkterne, eller hvor dyrt det er at have en produktion. Jeg ved godt, at de så sandelig selv har noget at skulle have sagt, men hvis el, foder eller andre nødvendigheder i produktionen stiger, er der ikke meget at gøre som producent.
Normalvis taler man om det, der kaldes ”pricing power”, når det kommer til gode selskaber i dårlige tider. Det er altså evnen til at føre en udgift videre til ens kunde, fremfor at det rammer ens eget overskud. Det er dog afsindigt svært indenfor landbruget, hvor vi har set mælke- og svinepriser være lave i perioder gennem de seneste år. Man skal ikke lede længe for at finde information, der belyser de forskellige producenters udfordringer på dette område.
Dertil er høsten også meget variabel, hvor sidste år var enormt godt, forventes udbyttet af høsten i år at være dårlig. I hvert fald når det kommer til mængden af afgrøder per hektar mark. Priserne er i denne henseende dog steget, hvilket dækker en stor del af det manglede udbytte i volumen af afgrøder. Høsten forventes at være dårlig i år som følge af den tørkeperiode, der har været i Europa.
Der er altså mange forhold, som FirstFarms som producent ikke selv kan gøre så meget ved. Dog kan de optimere deres drift, så de er bedre stillet i dårlige perioder end andre, og skummer fløden det mere i de gode perioder. Derfor er det også et vigtigt fokusområde hos FirstFarm, der hele tiden ser på mulighederne for at optimere driften af deres landbrug.
Aktionærture
FirstFarms tilbyder som noget ret unikt aktionærture, hvor aktionærerne kan komme ned og se deres landbrug i Slovakiet og Ungarn. Turen arrangeres hvert andet år, og skal være med til at skabe fuld transparens overfor investorerne.
Foruden de virksomhedsmæssige oplevelser, er der også rig mulighed for at netværke med ledelsen og andre investorer, gennem blandt andet en fællesmiddag.
Der er som regel omtrent 40 personer med på disse ture, der tager 4 dage og koster 5.500 – 6.000 kroner at deltage på.
Disclaimer: Dette er hverken en anbefaling til køb eller salg af aktier i FirstFarms. Vi anbefaler altid at lave yderligere research, hvilket du blandt andet kan gøre på virksomhedens investor-side, som du kan finde her.
Læs flere analyser og gennemgange
Du kan her finde vores seneste analyser og gennemgange af danske og udenlandske aktier.