På den danske aktiescene omhandler meget lige nu Novo Nordisk, hvilket skyldes flere årsager. En af dem er det kommende aktiesplit, hvor jeg oplever, at flere overvejer, om man bør handle aktien før eller efter aktiesplittet.
Novo Nordisk vil konkret gennemføre et aktiesplit på onsdag den 13. september for den danske notering. Aktiesplittet sker i forholdet 1:2, hvorfor aktiekursen halveres, mens du modtager det dobbelte antal aktier, du allerede har. For at eksemplificerer svarer det til, at du får to 500-kronesedler for din nuværende 1.000-kronesedel. Med andre ord gør aktiesplittet ikke en forskel i sidste ende.
Alligevel har jeg set en del personer spørge i vores Facebookgruppe, om det er en god idé at handle aktien inden aktiesplittet, eller om man bør vente til efter aktiesplittet. Jeg kan selvfølgelig ikke svare for dig, men hvis jeg personligt havde besluttet mig for, at jeg ville købe Novo Nordisk aktier, ville jeg ikke afvente et aktiesplit, før jeg ville købe.
Et aktiesplit kan alene have en psykologisk effekt, idet det ikke ændrer noget fundamentalt. Derfor ser man nogle gange, at et aktiesplit kan have en kortvarig positiv indvirkning på aktien, men det er en spekulativ overvejelse, der ikke rigtig harmonerer med min personlige langsigtede tilgang til investering.
Læs også: Novo Nordisk kursmål.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvad siger historikken?
Tesla er en af de aktier, der har fået en del omtale for sine aktiesplits de seneste år. Tesla gennemførte et aktiesplit i august 2022 og august 2020. Kigger vi nærmere på disse to aktiesplits, blev aktien i 2022 sendt op med 8%, da planerne blev annonceret i marts 2022. På selve dagen for aktiesplittet blev aktien dog sendt ned med 0,4%. I 2020 blev aktien sendt op med hele 12,6% på selve dagen for aktiesplittet. MEN MEN MEN aktien faldt så de efterfølgende tre dage hhv. 4,7%, 5,8% og 9,0%, hvorfor aktien bare efter tre handelsdage havde mere end mistet det, som aktien steg på dagen for aktiesplittet i august 2020.
Det virker altså til, at der har været en del spekulation tilknyttet Tesla ifm. aktiesplits, og stigningerne har måske i højere grad været ifm. annonceringen af aktiesplits fremfor på selve dagen. Novo Nordisk har allerede annonceret aktiesplittet, så på nuværende tidspunkt er det mest relevant at se på, hvordan aktien kan reagere på dagen for aktiesplittet. Lad os derfor se på Novo Nordisks egen historik for aktiesplits.
Ifølge companiesmarketcap.com har Novo Nordisk senest gennemført aktiesplits i 2014, 2007 og 2001. Oversigten på companiesmarketcap.com dækker dog for aktiesplits for den amerikanske notering, hvorfor datoerne ikke er præcis de samme for den danske notering.
I 2014 blev den danske notering af Novo Nordisk splittet lige efter årsskiftet, hvorfor aktien blev splittet den 2. januar 2014. På de seks handelsdage op til aktiesplittet, oplevede aktien på fem af dagene plusser, mens aktien på selve dagen for aktiesplittet oplevede en stigning på 1,1% efterfulgt af en stigning på 2,0% den efterfølgende dag. I 2007 blev aktiesplittet for den danske aktie gennemført den 3. december. I den anledning oplevede aktien i de tre handelsdage op til aktiesplittet stigninger, mens aktien på selve dagen for splittet oplevede en stigning på 3,9% efterfulgt af en stigning på 2,5% den efterfølgende dag. Tilbage i 2001 blev aktiesplittet for den danske aktie gennemført den 4. april, hvor aktien oplevede et fald på 3,1%. I de to dage op til splittet oplevede aktien et fald på hhv. 2,3% og 4,2%.
Hvis vi skal give en konklusion på historikken, kan aktien altså både stige og falde omkring dagene for et aktiesplits – ligesom aktien kan på alle andre dage. Det er en hel normal procedure, og bør ikke ændre ens syn på en eventuel investering. Historisk udvikling er desuden ikke en forudsætning for fremtidig udvikling.
I skrivende stund stiger Novo Nordisk aktien i dagens handel den 8. september 2023. Ender Novo Nordisk dagen i plus, vil det være sjette dag i streg, at Novo Nordisk slutter dagen i plus, selvom det overordnede aktiemarked ikke har været positivt alle dage. Måske aktiesplittet har været en medvirkende faktor i denne udvikling.
Seneste artikler
Du kan læse vores seneste artikler her.