Aktiemarkedet har oplevet store udsving de seneste dage, hvor vi i går oplevede store fald på de internationale aktiemarkeder for i dag at opleve grønne tal.
Allerede nu har vi oplevet spørgsmål om, hvorvidt nedturen er ovre, og om man gik glip af en oplagt købsmulighed i går, hvor aktiemarkederne faldt markant. Det korte svar er, at aktiemarkedet både kan stige og falde fra nuværende tidspunkt. Skulle vi forsøge at gå lidt mere i dybden, er der en lang række ting, som er interessante at se nærmere på.
Det er ikke unormalt, at der opleves positive handelsdage i en nedadgående trend, ligesom det ikke er unormalt at opleve negative dage i en opadgående trend. Derfor kan vi heller ikke bruge dagens stigninger til særlig meget ift. aktiemarkedet fremadrettede udvikling.
Tværtimod er så stor volatilitet med til at skabe endnu større usikkerhed, da selskabernes reelle værdi ikke ændrer sig med så kraftig hast uden selskabsspecifikke nyheder. Det er dermed nok mere et tegn på, at det er tekniske signaler og robothandler, der har været styrende på aktiemarkedet de seneste dage, hvilket dog alene er et postulat, da jeg ikke har adgang til handelsdata der kan be- eller afkræfte denne hypotese.
Det mest styrende på aktiemarkedet lige for tiden er spørgsmålet om en potentiel amerikansk recession og kampen mod inflationen. Her kommer der til at være et ekstra stort fokus på alle de måske normalvis mindre vigtige nøgletal, som vi normalvis ikke hører om i de store finansmedier.
De kommende uger kan komme til at gøre os meget klogere på tilstanden i den amerikanske økonomi, hvor der i dag gives indblik i import og eksport, onsdag er en auktion med amerikanske 10 års obligationer kaldet ”Treasury Note”, torsdag er tal for de arbejdsløse, samt auktion for de 30-årige obligationer. I den kommende uge er der endnu flere og vigtigere tal, hvor særligt inflationstallene kan komme til at give en god indikation af tilstanden i den amerikanske økonomi.
Skulle alt flaske sig, falder den amerikanske inflation, der i højere grad giver FED mulighed for at sænke renten uden at være bekymret for de inflationære effekter i høj grad. De seneste nøgletal for blandt andet arbejdsmarkedet indikerer nemlig, at den amerikanske økonomi kan være på vej i tilbagegang, også kaldet recession.
Derfor kommer vi heller ikke til at kunne lege lommefilosoffer, og forudsige retningen på aktiemarkedet som helhed den kommende tid gennem teknisk analyse, astrologi, den fundamentale udvikling eller noget helt fjerde. Det afgørende kommer efter min bedste overbevisning til at være kombinationen af en lang række nøgletal, som vi ikke kan forudsige på nuværende tidspunkt.
Personligt kan jeg måske godt have et lidt pessimistisk syn på kort sigt, men det betyder dog ikke, at jeg lader være med at investere som hidtil – for jeg kan ganske enkelt ikke forudsige aktiemarkedet. Derfor investerer jeg, som jeg plejer, og anser kursfald som købsmuligheder på den lange bane.