Den Tålmodige Investor er skrevet af Helge Larsen, som fortsat er aktiv indenfor investeringsverdenen samt det selvstændige liv, hvor han driver en apoteksforretningen Apopharm samt ProInvestor.
Helge Larsen er en meget interessant figur indenfor dansk erhvervsliv, i hvert fald i mine øjne. Helge Larsen er en af de personer, hvor der altid har stået iværksætter og eventyrer i panden, og har gennem flere årtier leveret et drive på tværs af forretninger, som få kan matche. Jeg blev nærmest helt stakåndet af at skulle forsøge at følge med i de udfordringer og iværksættereventyr, som han fortæller åbent om i bogen.
For mig er det dog ikke disse fortællinger og erfaringer i sig selv, der gør forskellen. Det er konteksten de bliver leveret i. Den Tålmodige Investor handler om at have en strategi og sætte sig ind i selskaberne, som du investerer i. En investering er ikke bare et papircertifikat, men et ejerskab af en virksomhed, hvor ejerskabet af en dreven virksomhed er en fantastisk fortælling til at synliggøre dette.
Hvorfor burde du læse Den Tålmodige Investor?
Den Tålmodige Investor er sammenlignet med lignende bøger meget kort og letlæselig. Værdien af bogen differentierer sig dog ikke fra bøger, der er 2 måske endda 3 gange så lange. Det rigtige mindset og en struktureret tilgang til sine investeringer er vejen frem.
Den Tålmodige Investor er en rigtig god bog, hvis du er begyndt at interessere dig for aktier. Du får gennem bogen leveret hovedpointerne klart og tydeligt, krydret med lidt historier fra det virkelige liv, der giver dig en forståelse af, hvorfor principperne er vigtige. Det er i min verden den helt rigtige måde at opbygge en bog på.
For de mere erfarne investorer, er der måske mere tale om en gentagelse af allerede kendte principper. Det er også ganske formidabelt, men her burde man måske i stedet tage hul på mere dybdegående bøger. Der findes efterhånden mange klassikere med samme tema omhandlende fundamental investering. Den Tålmodige Investor er en fantastisk tilgang hertil, men der er behov for supplering fra mere dybdegående bøger.
Min vurdering
Jeg læste første gang Den Tålmodige Investor, da jeg var under Covid-19 lockdown under min værnepligt. Det var en inspirerende bog, der bekræftede den investeringsstrategi, jeg havde (måske lidt biased, da jeg deler Helge Larsens tilgang til investeringsmarkedet). Det var dog en bog, der lærte mig noget om gåpåmod og at holde snuden i sporet, når der kom udfordringer. Både som investor, men også i ens arbejdsliv. Altid søg udfordringer og aldrig vær bange for at kaste dig ud i nye eventyrer, når altså lige det er en velovervejet beslutning. Jeg blev færdig med bogen for anden gang for ganske kort tid siden, og modsat nogle af de længere og tungere bøger, så står jeg ikke med fornemmelsen af, at jeg havde misset noget i første omgang. Derfor får bogen kun 3,5 ud af 5 mulige stjerner.
Bogen er ikke dårlig på nogen mulig måde, og er rigtig god til begyndere. Personligt synes jeg blot, at en bog gerne må være fagligt udfordrende, så man gennem anden, tredje, fjerde og sågar gennemlæsning fortsat kan lære noget i bogen. Det er for mig noget der skaber en fascinerende bog. Af de danske bøger, er det især Lars Tvedes, der giver denne følelse hos mig. Altid fascinerende og interessant at læse disse bøger, selvom jeg har læst dem før. Hvor Den Tålmodige Investor til trods for at være en god bog ikke byder på samme gensynsglæde, for mig i hvert fald.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Læs om flere investeringsbøger
Vi har skrevet en række boganmeldelser af investeringsrelaterede bøger. Du kan finde vores seneste boganmeldelser her.