Den store danske udbyttesæson, hvor Mærsk har taget de største overskrifter, er veloverstået. Det kommende halvår kan dog fortsat byde på en række udbytter.
Danske aktier har ikke samme tradition for kvartalsvise udbyttebetalinger, som vi kender det fra USA. I sidste ende gør det heller ikke en forskel for andet end intervallerne for udbytterne, da udbytterne i sidste ende forventeligt vil udgøre det samme beløb.
En aktie som Tryg udbetaler dog som den eneste danske aktie udbytte kvartalsvist. Tryg udbetalte senest udbytte i april 2023, efter selskabet præsenterede regnskab for første kvartal. Tryg præsenterer regnskab for andet kvartal i juli, hvor det næste udbytte forventeligt udbetales. Dernæst kan investorerne forvente udbytte til oktober.
Hvilke andre aktier vil forventeligt udbetale udbytte i andet halvår?
Novo Nordisk
Novo Nordisk har tradition for at udbetale udbytte halvårligt. Jeg anser Novo Nordisk som en sund udbytteaktie, idet Novo Nordisk kontinuerligt har løftet udbyttet uden at pille synderligt ved selskabets payout-ratio.
Denne udvikling er for mig meget positiv. At løfte sit udbytte uden at justere i sin payout-ratio indikerer, at selskabet løfter sit udbytte grundet vækst i resultatet. Derfor har Novo Nordisk altså løftet sit udbytte, fordi de har tjent flere penge, og ikke blot udbetalt en større andel af overskuddet år for år. Novo Nordisk offentliggør regnskab for andet kvartal den 10. august 2023, hvor selskabet vil orientere omkring udbyttet. Sidste år udbetalte Novo Nordisk et udbytte på 4,25 kroner per aktie ved halvårsregnskabet samt yderligere 8,15 kroner ifm. årsregnskabet.
Læs også: Novo Nordisk kursmål.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Danske banker
Bankerne har det modsat mange andre aktier fint med en stigende rente. En stigende rente er nemlig ikke negativt for bankerne, der tjener penge gennem en stigende rentemarginal. En recession vil dog selvsagt ikke være positivt for bankerne.
Den stigende rente har dermed været en medvirkende faktor til, at mange af de danske banker har opjusteret sine forventninger gennem første halvår. Når vil tillægger vores fokus på udbyttet, er jeg bekendt med to store danske banker, som muligvis vil udbetale udbytte i andet halvår.
Først og fremmest må det forventes, at Danske Bank udbetaler udbytte til sine aktionærer, når de til juli præsenterer halvårsrapport. Danske Bank præsenterede tidligere i juni en ny strategi, hvor der blev sat nye finansielle målsætninger frem til 2026. I strategiopdateringen fremgik det desuden, at banken fastholder sin ambition om at udbetale 40-60% af årets resultat. I perioden 2023-2026 forventer banken konkret et samlet udbyttepotentiale på mindst 50 mia. kroner baseret på den øvre del af spændet i udbyttepolitikken.
Danske Bank beskrev, at bankens hensigt er at genoptage udbetalingen af udbytte i forbindelse med offentliggørelsen af delårsrapporten for 1. halvår 2023. Den påtænkte udbyttebetaling vil blive baseret på resultatet for 1. halvår 2023, og Danske Bank vil sigte efter den øvre del af spændet på 40-60% af resultatet.
Den anden danske bank som sandsynligvis udbetaler udbytte i andet halvår, er Jyske Bank. Jyske Bank beskrev ifm. årsrapporten for 2022, at betinget af udviklingen i kapitalforholdene tilstræber bestyrelsen at genoptage udlodning til aktionærerne i 2. halvår 2023. Det forventede udbytte er dermed blevet uddybet mere konkret fra Danske Bank, men muligheden er der også for Jyske Bank.
Coloplast
Coloplast har haft tradition for at udbetale 5 kroner per aktie i udbytte halvvejs gennem regnskabsåret, mens de kontinuerligt har løftet det udbytte, som udbetales ifm. årsregnskabet. Coloplast har dog skævt regnskabsår, hvorfor årsrapporten offentliggøres til november.
Personligt har jeg tidligere defineret Coloplast som den mest stabile udbytteaktie i Danmark. Ifølge min egen research har Coloplast siden regnskabsåret 2007/08 løftet sit udbytte årligt. Historisk har der været en væsentlig ændring som udbytteinvestor i Coloplast, hvilket særligt fremgår af udbyttet i regnskabsåret 2012/13. Her gik Coloplast fra i en årrække at have udbetalt under halvdelen af overskuddet som udbytte til at udbetale over 75% af overskuddet som udbytte, hvilket selskabet har gjort lige siden.
Udviklingen i Coloplasts udbytte har ligeledes kvalificeret aktien til at være på indekset ”The Noble 30”, som kan sammenlignes med en slags europæisk Dividend Aristocrats. De seneste mange år har Coloplast løftet det årlige udbytte med 1 krone om året, og hvis denne tendens fortsætter, kan investorerne se frem til en udbyttebetaling på 16 kroner per aktie i slutningen af året, hvilket vil få det samlede udbytte for året til at løbe op i 21 kroner per aktie.
Matas
Matas har ligesom Coloplast skævt regnskabsår, og har allerede aflagt årsregnskab for 2022/23. I den anledning indstillede selskabet til at udbetale et udbytte på 2 kroner per aktie, hvilket endeligt skal godkendes på generalforsamlingen den 29. juni.
Matas vil dermed udbetale udbytte i starten af juli, men bemærk at x-day er den 30. juni, hvorfor man altså skal eje aktien inden denne dag for at have ret til udbyttet, som udbetales i starten af andet halvår.
Læs også: Matas kursmål.
En aktie som Chr. Hansen, der er på vej til at fusionere med Novozymes, har også skævt regnskabsår, hvorfor der ligeledes kan komme udbytte fra Chr. Hansen i andet halvår. Det samme gælder mindre selskaber som ChemoMetec og RTX, såfremt de ønsker at udbetale udbytte.
Læs mere om udbytte
Udbytte er et af de store temaer her på hjemmesiden. Du kan finde vores seneste artikler om udbytte her.