I sidste uge meddelte en dansk aktie, at selskabet havde gennemført et salg, hvor hele provenuet sendes videre til aktionærerne i form af udbytte.
Aktien der henvises til, er SKAKO, som har solgt aktiviteterne i SKAKO Concrete for 123 mio. kroner. Frasalget skete som led i en turnaround, hvor selskabet forsøger at komme på rette kurs med fokus på Vibration-forretningen. SKAKO måtte som et resultat af frasalget også nedjustere sin guidance for 2023. Tidligere ventede selskabet et EBIT i niveau 36-40 mio. kroner, der nu er ændret til 20-24 mio. kroner.
Når salget er gennemført, beskriver SKAKO, at selskabet vil have en stærkere og mere fokuseret forretning med en robust indtjeningsprofil. Vibration har højere marginer, lave investeringskrav og opererer i nogle attraktive markeder med stærk sekulær vækst inden for især recycling segmentet.
Læs også: Aktier i 2024: Disse kan blive mulige vinderaktier.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Højt udbytte i 2024
Hele provenuet fra salget af Concrete efter omkostninger bliver udbetalt som et ekstraordinært udbytte og ventes at blive 116 mio. kroner svarende til 38 kroner per aktie. Udbetalingen forventes at finde sted i februar 2024, og der forventes fortsat udbetaling af ordinært udbytte. Det ordinære udbytte udgjorde sidste år 5 kroner per aktie mod 4 kroner per aktie året forinden, hvor Concrete altså også har været inkluderet i forretningen.
I skrivende stund handles SKAKO-aktien i kurs 85,5, hvorfor det forventede ekstraordinære udbytte på 38 kroner svarer til en udbytteprocent på 44,4%. Dertil er der mulighed for et ordinært udbytte, og hvis vi forudsætter, at dette udbytte ender på 2 kroner per aktie, så det totale udbytte ender på 40 kroner, svarer det til en udbytteprocent på 46,8%.
SKAKO-aktien lukkede den 29. november 2023 – dagen inden nyheden om salget af Concrete – i kurs 71. Aktien har dermed oplevet pæne kursstigninger efter frasalget, og sammenligner man det ekstraordinære udbytte med den seneste lukkekurs inden nyheden, svarer det til en udbytteprocent på hele 53,5%.
SKAKO kan dermed blive den danske aktie, som udbetaler det højeste udbytte i 2024, men man skal selvfølgelig huske, at aktiekursen vil falde tilsvarende udbyttes størrelse, hvorfor man ikke kan købe aktien og modtage udbyttet, uden at opleve et markant fald i kursen.