Christian Mitteldorf er snart 32 år gammel, og beskriver på sin blog, at økonomisk afhængighed gerne skulle blive en realitet, inden han fylder 40 år.
Christian Mitteldorf bor i dag i Australien, hvor han primært arbejder som appudvikler og konsulent i en virksomhed med omkring 75 medarbejdere. Inden han flyttede til Australien, blev han uddannet som datateknikker med speciale i programmering, og var i lære hos B&O i Struer med fokus på IT, apps, programmering og systemudvikling.
B&O – som også er en børsnoteret virksomhed – endte med at få en væsentlig indflydelse på Christian, da det var her, at han første gang hørte om mulighederne ved at investere i aktier. I august 2014 købte Christian derfor sine første aktier, hvor han købte to aktier i Apple i kurs 101, som på det tidspunkt var de penge, Christian havde sparet op. Christian blev som mange andre opslugt af tanken om at tjene flere penge, og i slutningen af 2015 tiltog interessen for investering, hvor han ligeledes solgte sine Apple-aktier i kurs 122, og fik en gevinst på omkring 20%. Det gav blod på tanden.
Læs også: 13-årige Anton har investeret 30.000 kr. og vil gerne opnå FIRE.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Formue på 1.8 mio. kroner
På under 10 år er Christian Mitteldorf gået fra at have en meget begrænset opsparing, der rakte til to Apple aktier, til i dag at have en formue på 1,8 mio. kroner. I studietiden havde Christian tilmed gæld, hvorfor han er gået fra at have gæld og en begrænset opsparing til i dag at være gældfri og næsten have en formue på 2 mio. kroner. Af Christians formue er omtrent 90% investeret.
Med et job i IT-branchen hvor der medfølger en god løn, kan Christian hver måned investere mange penge. Månedligt kan han afsætte 55-60% af sin løn til at investere, hvilket betyder, at han som regel kan afsætte 20-25.000 kroner til investering hver måned. Kan Christian fortsætte med at investere så mange penge hver måned, går der ikke mange år, før nuværende formue på 1,8 mio. kroner kan være fordoblet, alt afhængigt af hvordan aktiemarkedet udvikler sig.
Christian Mitteldorf har beskrevet, at økonomisk uafhængighed gerne skulle blive en realitet, inden han fylder 40 år. Det er dog vigtigt at kende forskellen på FIRE og økonomisk uafhængighed. Økonomisk uafhængighed dækker alene over FI, og har ikke nødvendigvis en relation til RE, medmindre man målrettet sigter efter FIRE – og dermed at kunne pensionere sig selv tidligt. Christian vil gerne opnå økonomisk uafhængighed for at opbygge den sikkerhed og frihed til at vælge selv, der f.eks. kunne betyde, at han alene behøvede at arbejde med sin egen virksomhed og ikke et fuldtidsarbejde. Tidlig pension er altså ikke en målsætning i sig selv, da Christian elsker at arbejde, men han gennem økonomisk uafhængighed får flere valgmuligheder – både privat og erhvervsmæssigt.
Nedenstående diagram påviser udviklingen af en portefølje på 1,5 mio. kroner, der investerer 22.000 kroner om måneden med et gennemsnitligt årligt afkast på 9%. Det kan altså nogenlunde perspektiveres til Christians investeringsmæssige situation, hvis det sættes ind i en renters rente beregner.
Christians investeringer
Christian Mitteldorf investerer med inspiration fra Warren Buffett efter køb og behold princippet. Virksomhederne skal tjene penge, have en god ledelse og et konkurrencedygtigt produkt, hvor Christian bl.a. opsøger regnskaber, aviser og branchemagasiner for at hente viden.
Normalvis har han 15-20 aktier i porteføljen, men vil gerne ned på 8-12 aktier for at have en mere koncentreret portefølje. På den måde investerer Christian en smule utraditionelt ift. mange andre, da han aktivt udvælger enkeltaktier, og ikke diversificerer sig bredt gennem fonde. De største positioner i porteføljen er i dag Apple, Brickworks, Carnival Corporation, Danske Bank, Intel, Matas, Netflix og Novo Nordisk.
Christian bor som nævnt indledningsvist i Australien, hvilket ikke gør omstændighederne for investering mere simpelt. Da Christian flyttede, forsøgte han først at få sine værdipapirer overført til en australsk bank, men det kunne ikke betale sig, hvorfor de fortsat er hos Nordnet og Danske Bank i Danmark. Hos Danske Bank kan han dog ikke længere købe aktier, men kun sælge, hvorimod han hos Nordnet kan investere som normalt.
I dag investerer Christian gennem bankkonti i Australien, hvilket medfølger nogle ret unikke fordele, der også kan få en væsentlig indflydelse på Christians investeringsrejse. I Australien har man nemlig en flad aktiebeskatning på 32-35%, mens man har en ret unik ordning, der opfordrer aktionærerne til at tænke langsigtet med sine aktier. Det indebærer ifølge Christian, at hvis man holder sine aktier mere end bare et år, bliver ens aktieskat halveret. Man betaler altså kun ca. 18% af ens aktieafkast ved at beholde sine aktier i mere end et år. Derudover er der ikke lagerbeskatning, som vi kender herhjemme bl.a. fra aktiesparekontoen, ETF’er og akkumulerende danske investeringsforeninger.
Disse regler kendte Christian ikke, inden han flyttede til Australien, hvorfor det var en meget positiv overraskelse, da han blev introduceret for disse skatteregler. Og det kan jeg egentligt godt forstå. Personligt er jeg ikke tilhænger af lagerbeskatning, og en ordning der belønner de langsigtede investorer, lyder interessant. I Danmark har vi omvendt en aktiesparekonto, der i sidste ende kan opfordre til kortsigtede handler grundet lagerbeskatningen og et loft, der med nuværende ambitioner skal løftes til 135.000 kroner i 2026 mod 106.600 kroner i 2023; altså et meget begrænset løft, hvor mange sandsynligvis slet ikke får mulighed for at indskyde flere penge, da ens depot måske allerede har oversteget en værdi på 135.000 kroner i 2026.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.