ChemoMetec har været på en imponerende vækstrejse, hvor de fra regnskabsåret 18/19 til 22/23 løftede sin omsætning fra 175,5 mio. kroner til 442,3 mio. kroner.
I perioden har ChemoMetec samtidig optimeret forretningen markant, og forbedret sin EBITDA-margin kontinuerligt hvert år. Dermed er ChemoMetec gået fra at have en EBITDA-margin på 30,8% i 18/19 til 52,1% i 22/23. Det understreger, hvordan ChemoMetec har vækstet sin toplinje markant uden at gå på kompromis med bundlinjen.
I denne uge har ChemoMetec offentliggjort regnskab for første kvartal af det skæve regnskabsår, og det viste nye tider for selskabet. I første kvartal oplevede ChemoMetec en tilbagegang i omsætningen på 20%, mens EBITDA-marginen faldt til 46% mod 57% i samme periode sidste år. Faldet i EBITDA blev altså større end faldet i omsætningen, hvor begge elementer også blev negativt påvirket af en lavere dollarkurs, der gennemsnitligt lå 7% lavere end samme periode sidste år.
På trods af tilbagegangen i omsætningen og EBITDA oplever ChemoMetec-aktien en stigning i dagens handel, hvilket kan indikere, at nuværende usikkerhed er prissat i kursen, hvor aktien ifølge oversigten på Nordnet handles til en P/E på lidt over 31. I denne sammenhæng skal man huske, at ChemoMetec står overfor interessante produktlanceringer.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Nye produktlanceringer
Netop produktudviklingen og de kommende produktlanceringer kan være en medvirkende årsag til, at aktien stiger i dagens handel. ChemoMetec kunne nemlig informere om, at de i første kvartal af regnskabsåret 23/24 har haft fokus på at etablere produktionen af XcytoMatic 40, og den såkaldte 0-serie forventes at blive produceret i andet kvartal af regnskabsåret. Instrumentet har været præsenteret på flere messer, og instrumentet er blevet mødt med en stor interesse fra potentielle kunder, fremgik det af regnskabet. Næste skridt er nu den endelige og fulde lancering af instrumentet samt produktion og leverance til kunder, som allerede har afgivet ordrer.
Færdigudviklingen af instrumentet XcytoMatic 30 er ligeledes i fuld gang, og de første interne tests er igangsat. Produktionen af XcytoMatic 30 forventes etableret i løbet af andet kvartal 2023/24, hvorefter en gradvis lancering vil kunne påbegyndes. Lanceringen af de nye produkter forventes at bidrage væsentligt til den fremtidige omsætningsvækst, og det forventes, at salget af XcytoMatic 40 gradvist vil påvirke omsætningen fra og med andet halvår 2023/24.
Lanceringen af de nye produkter er for mig at se et af de helt afgørende elementer for ChemoMetec i dette regnskabsår, hvor selskabet forventeligt fortsat vil være negativt påvirket af faktorer som høje renter og et afdæmpet investeringsklima. ChemoMetec guider da også med et fald i både omsætningen og EBITDA, hvor de i første kvartal hentede omkring 22% af omsætningen sammenlignet med midten af den uændrede guidance på 400-435 mio. kroner. Det er ikke usædvanligt for ChemoMetec at hente omtrent 22% af omsætningen i første kvartal.
Det er alt i alt en ny tid for ChemoMetec, hvilket også afspejles af en række ændringer i organisationen, hvor Rasmus Kofoed per 1. august tiltrådte som ny CEO for selskabet, mens der er sket flere ændringer i ledelsesteamet under direktionen for at sikre en effektiv indsats bl.a. ifm. de kommende produktlanceringer.