cBrain oplevede store stigninger i aktiekursen gennem 2020 og 2021, men euforien er ikke fortsat ind i 2022, hvor inflation, renter og den generelle markedsstemning ikke har gjort det nemmere for vækstaktier.
Omkring jul 2021 delte min medskribent, Mikkel, et indlæg her på Unge Investorer omkring cBrain. Her kaldte vi cBrain for en darling blandt investorerne grundet en generel optimisme, der gjorde, at cBrain på daværende tidspunkt blev handlet til en markedsværdi på over 5 mia. kroner. I skrivende stund handles cBrain til en markedsværdi på under 3 mia. kroner (kurs 148), og siden toppen på kurs 482 i september 2021 er aktien nu faldet næsten 70%.
Det kan af gode grunde få en til at spørge: Hvad er status for cBrain? Er aktien blevet attraktiv, eller handles aktien fortsat til for høje multipler, der kan sende aktien længere ned?
Hvad laver cBrain?
For at forstå værdiansættelsen og udviklingen for cBrain er det godt først at få defineret, hvad cBrain laver. Måske du allerede ved, hvad cBrain laver, og dermed blot kan hoppe over dette afsnit.
cBrain arbejder inden for digitalisering af den offentlige sektor. Det er et stort marked, hvor vi alene i Danmark bruger mange milliarder kroner om året. cBrain har udviklet softwaren F2, som er en såkaldt standardsoftware. Det betyder, at der ikke er samme behov for specialprogrammering og konsulenttimer. F2 har en indbygget procesmotor, som kan konfigureres til at understøtte og automatisere fagprocesser. Det er eksempelvis indenfor selvbetjening, sagsbehandling, journalisering, ledelsesrapporteringer og meget mere.
cBrain har desuden udviklet en software rettet mod offentlige myndigheder, der understøtter den globale kamp mod klimaforandringer. cBrain kalder den nye type software for “Klimasoftware til myndigheder”. cBrain har i år bl.a. annonceret, at de skal levere klimasoftware til Egypten, Kenya og Californien.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Den seneste udvikling
Når vi nu helt overordnet har defineret, hvad cBrain arbejder med, er det tid til at se på den seneste udvikling for selskabet. cBrain har historisk været dygtige til at levere opjusteringer, og selvom opjusteringerne har været begrænsede i 2022, har vi fortsat set en opjustering trods den ellers generelle usikkerhed i samfundsøkonomien. Hvorvidt det skyldes en reel bedre udvikling end forventet eller endnu en cementering af selskabets konservative tilgang til guidance, er svært at svare på. Overordnet ser jeg det dog altid som et positivt tegn med en opjustering, og vil derfor også gerne se en konservative tilgang til guidance.
Ca. en uge inden cBrain leverede halvårsregnskab, opjusterede selskabet sine forventninger til EBT-væksten. Samtidig fastholdte cBrain sine forventninger til omsætningsvæksten, og forventer dermed i dag at nå en omsætningsvækst på 20-25% og en EBT-vækst på 18-22% mod tidligere 15-20%.
I halvårsregnskabet fremgik det, at cBrain i årets første seks måneder har løftet sin omsætning med 27% og nået en EBT-vækst på 44%. cBrain er dermed godt på vej ift. sine forventninger. Væksten er primært drevet af eksport, som udgjorde 37% af omsætningen i første halvår af 2022 mod 17% i samme periode sidste år. Det er positivt og centralt for cBrain, at den internationale forretning begynder at fylde mere af omsætningen. Selskabet nåede desuden et EBT-resultat på 24 mio. kroner i første halvår 2022. EBT er en forkortelse for earnings before tax – resultat før skat.
Skal aktien længere ned?
Efter de store fald gennem 2022 er det naturligt at spørge, hvor aktien skal hen nu. Det er som altid umuligt at forudsige, hvorfor jeg i dette sammenhæng vil tage fat i selskabets værdiansættelse. Jeg har desuden ikke selv aktier i cBrain.
Med en værdiansættelse på knap 3 mia. kroner, handles aktien i skrivende stund til en P/E-multipel på omkring 81x ifølge Nordnets oplysninger. cBrain handles dermed lige nu til en højere P/E-multipel end et selskab som Chemometec, der i sit nylige årsregnskab kunne fremlægge en omsætningsvækst på 52% samt en vækst i EBITDA på 64%.
Chemometec har ligesom cBrain haft en tendens til at guide konservativt, men de to selskaber er langt fra sammenlignelige. Alligevel synes jeg det er interessant, at Chemometec med en væsentlig højere omsætning og bundlinje kan præsentere en højere vækst, men alligevel være lavere prissat end cBrain på P/E. Det skal i det sammenhæng dog også nævnes, at næsten halvdelen af omsætningen hos cBrain var softwareabonnementer ved halvårsregnskabet. Abonnementsomsætning bør værdiansættes højere end omsætning som på ny skal generes hvert år. Med en P/E-multipel på knap 72x til Chemometec ifølge Nordnet, handles begge aktier til en relativ høj multipel.
Kursen hos cBrain afspejler dermed investorernes relative høje forventninger til fremtiden. Selvom aktien næsten er faldet 70% fra toppen, handles aktien nemlig fortsat til en høj multipel, der indikerer, at investorerne forventer markant vækst i fremtiden.
cBrain har fortsat baseret på organisk vækst, en ambition om at kunne løfte væksten til over 30%. cBrain arbejder derfor på en udbygning af vækstplanen, dækkende perioden 2023-2025, med henblik på at kunne indfri dette mål.
Hvis vi forudsætter, at cBrain løfter omsætningen med 25% i 2022, vil omsætningen ende omkring 193 mio. kroner. Kan cBrain herfra løfte omsætningen med 30% om året frem mod 2025, vil omsætningen i 2025 ende omkring 425 mio. kroner. Kan cBrain fastholde ca. samme forhold mellem omsætningen og EBT som i første halvår 2022, vil omkring 25% af omsætningen ryge ned i resultatet før skat svarende til et resultat før skat på omkring 106 mio. kroner i 2025. Baseret på disse fremskrivninger handles cBrain nu til en forventet EBT-multipel på omkring 28x i 2025.
Læs flere analyser og gennemgange
Du kan her finde vores seneste analyser og gennemgange af danske og udenlandske aktier.