Rig far fattig far er en dansk udgivelse af den anerkendte Rich dad poor dad, der er blevet solgt mere end 40 mio. gange på verdensplan.
Det er virkelig befriende, når der kommer en dansk oversættelse af en god og velskrevet bog. Personligt synes jeg, at det er meget rarere at læse danske bøger kontra udenlandske, hvorfor jeg i høj grad værdsætter denne oversættelse.
Selve bogen, læner sig selvsagt op ad den engelske version, som jeg tidligere har læst. Vi bliver taget gennem barndomsminderne af Robert T. Kiyosaki, hvor han tidligt lærte de ideologiske forskelle på hans egen far og hans gode kammerats far. Den ene er meget fokuseret på uddannelse og et godt job, mens den anden fokuserer på at se muligheder og skabe sit eget.
Helt fra 9-års alderen begyndte han at blive oplært af sin rige far, hvor der blev givet livslektion på livslektion, som vi tages gennem på en letforståelig måde, hvor man ligeledes bliver mødt af alle de tvivlsspørgsmål, som der måtte forekomme. Til information har jeg modtaget bogen gratis, men har skrevet denne gennemgang af bogen på eget initiativ for at samle mere inspiration til folk, der gerne vil læse investerings- og økonomirelaterede bøger.
Aktiver og passiver
Bogens helt store es, og hvad jeg har ment er det vigtigste i den originale såvel som denne danske version af rig far fattig far, er tabellen med aktiver og passiver samt holdningen om at betale sig selv først.
Aktiver betegnes i denne henseende som ting, du kan investere i, der skaber dig et økonomisk overskud. En bil, der egentlig står opgjort som et aktiv på en balanceopgørelse, er ikke et aktiv i denne henseende, men derimod et passiv (Liability på engelsk). Bilen koster dig altså penge, fremfor at tjene penge.
Vi skal gerne maksimere vores aktiver, så den pengestrøm over tid kan dække alle vores passiver og derved opnå økonomisk uafhængighed. For at opbygge denne aktivkolonne hurtigst muligt bliver princippet om, at betale sig først også fremført. Robert T. Kiyosaki er selv lige grov nok på denne front ifølge mig, hvor han eksempelvis ikke betalte sine regninger til tiden, da han betalte sig selv først. Med begrundelsen at når kreditorer kommer efter ham, så skal han nok sørge for at skaffe pengene, hvorimod presset fra ham selv ville være mindre.
Jeg synes personligt ikke, at man nogensinde bør betale en regning for sent – ens forpligtelser og budgettering må derimod være det mindre aggressivt opsat, så der er plads til at betale sig selv samtidigt. Det er jo ikke fordi der var tale om en pengenød, men blot en pengestrøm enkelte måneder der ikke var høj nok til at betale ham selv og kreditorer til tiden.
Vær påpasselig med investeringsråd
Investeringsrådene i denne bog er definitionen af høj risiko. Bogen fremfører, at alle bør kunne blive finansielle uafhængige på 5-10 år med et fokus på dette gennem blandt andet investeringer i mindre aktier med stort potentiale, hvor ens investering kan mangedobles samt flere ejendomshacks, som jeg ikke ved hvor godt fungerer i Danmark.
Nu vil jeg ikke gå i detaljen med at udpensle eksempler, da jeg ikke har et dybt nok kendskab til de enkelte beslutninger, forudsætninger og regler på forskellige markeder. Det er dog min klare overbevisning, at dette er svært at overføre til et dansk marked.
Generelt synes jeg, at man skal være påpasselig med investeringsråd, der fortæller, at sådan bliver du rig. Jeg er ikke selv rig, og bliver nok aldrig lige så velhavende som Robert T. Kiyosaki, så jeg kan selvsagt ikke vide med sikkerhed, om min tilgang eller hans tilgang er den bedste for almindelige mennesker. Dog synes jeg, at det er vigtigt at huske på, at hver gang en lykkedes med en højrisiko strategi, så er der et mørketal vi ikke ser, der fejler.
Tag eksempelvis day trading. Det estimeres, at mindre end 1% af daytradere over tid slår markedet. Alligevel ser man adskillige kurser fra privatpersoner, der påstår, at de kan lære dig det at skabe dig økonomisk uafhængighed. At nogle lykkedes betyder altså ikke, at det er den bedste tilgang for majoriteten. Lige netop day trading er ikke fremført i bogen, men alene et eksempel jeg selv modtog.
Konklusion
Bogen er på mange måder rigtig god, og især hele den ideologiske tilgang til privatøkonomi synes jeg er fascinerende og en vigtig debat, selvom man måske ikke er enig.
Derfor får bogen også 3 ud af 5 stjerner.
Det der trækker bogen ned, er disse højrisiko råd, der gives. Det er ikke noget, som jeg synes gavner bogen. Det er selvfølgelig relevant at have med, når det er tilgangen Robert T. Kiyosaki selv har benyttet, men som nyere investor vil jeg mene, at man burde arbejde på at skabe et sikkert økonomisk fundament, fremfor at deltage i højrisiko strategier.
Det kan man være enig eller uenig i, da det 100% er min subjektive holdning. Det kan sagtens ske, at andre ser anderledes på dette, og bogens udbytte derfor er højere og i deres verden fortjener en højere vurdering. Alt i alt en god bog, og dejligt at have en dansk oversættelse.