“Invester i Livet – Køb aktier og bliv fri” er skrevet af Pernille Wahlgren og Jane Bækgaard. Jeg har læst bogen og skrevet nogle af de mest væsentlige pointer fra bogen.
Gennemgang af bogen
Bogen er tredelt og bestående af følgende emner:
- Det enkle liv og økonomisk uafhængighed
- Aktieinvestering (Guide)
- Det gode, enkle liv
Bogen omhandler det koncept som forfatterne selv efterlever. Kort sagt er deres holdning, at færre ting giver flere penge, og at det endda giver mere frihed og glæde i hverdagen. Dette koncept kalder de ”Lev og tænk enkelt”, som bliver beskrevet i første del af bogen.
For at beskrive “Lev og tænk enkelt” kort, vil jeg referer til den model som beskrives i bogen, og som de kalder ”Et enkelt økosystem”. Modellen indeholder følgende punkter:
- Køb kun det, du har brug for
- Ryd op, sælg og få afviklet gæld
- Pengene skal arbejde for dig via investering (f.eks. aktier)
- Aktieudbytte geninvesteres
Bogen indledes med følgende sætninger: ”Denne bogs forfattere ynder at leve efter følgende fire sætninger: Jeg vil. Jeg kan. Jeg tør, Jeg gør det.”
Derfor omhandler bogen i høj grad også handling, hvilket de blandt andet forsøger at gøre gennem øvelser og tips. Der er f.eks. en side fyldt med sparetips.
Da bogen i høj grad omhandler handling, er aktiedelen også henvendt til nye på aktiemarkedet, så nye kan komme i gang og dermed også komme tættere på det enklere og friere liv. Der bliver beskrevet væsentlige begreber, såsom udbytte, aktieindeks, depot, ETF, diversificering mm.
Bogen beskriver også vigtigheden af at investere selv, og derfor er aktiedelen i høj grad fokuseret på at investere selvstændigt fremfor at andre gør det. Derfor er der både en længere guide til hvordan man kommer i gang, og en miniguide som er beskrevet i trin-for-trin med i alt 4 trin.
Læs også vores trin-for-trin guide her.
Pernilles 7 råd
Udover guiden til hvordan man kommer i gang, giver Pernille også 7 råd som kan være henvendt til enhver investor, ikke blot nye. De 7 råd lyder således:
- Tænk langsigtet – aktier fordobler sig selv historisk hvert 8. til 10. år
- Investér regelmæssigst, og køb og behold
- Spred din risiko til forskellige sektorer og senere verdensdele
- Investér ikke for lånte penge
- Husk skatten – jo flere aktier, jo vigtigere bliver skatten
- Investér kun i noget, som du forstår, og lær af dine fejl
- Sælg aldrig, når markedet falder helt vildt
Et udsagn jeg personligt synes er bemærkelsesværdigt er, at Pernille anser alle investeringer på under 5 år som værende spekulation. Bogen og konceptet er dermed opbygget omkring en langsigtet investeringsstrategi med henblik på at få et godt og frit liv.
Selvom jeg har fået bogen foræret, synes jeg den er super god og kan varmt anbefale den til nye på aktiemarkedet, eller folk som har interesse for deres koncept ved navn ”Lev og tænk enkelt”.
Jeg er desuden glad for, at det nævnes, at ens alder har stor betydning for ens muligheder på aktiemarkedet. Unge har nemlig helt unikke fordele hvad angår investering.
Hvis du vil købe bogen, kan du blandt andet købe den på Saxo.