Et aktiespil kan være en god måde at få noget praktisk erfaring med aktier, og derfor afholder Børsen endnu engang et aktiespil.
Børsens aktiespil 2021 starter d. 16 september 2021, og tilmeldingen er allerede begyndt. Gennem Børsen aktiespil kan du teste dine evner som investor, og dyste mod venner, familie eller bekendte. Du kan også dyste mod os i Unge Investorer, og tilmelde dig vores pulje her.
Læs også: Sådan kommer du i gang med aktier.
Sådan fungerer det
I Børsens aktiespil 2021 har deltagerne 500.000 fiktive kroner, hvor det gælder om at få disse til at vokse mest i perioden. For at gøre spillet så sjovt og lærerigt som muligt, er der truffet nogle valg i den måde, som vi kan investere på, så flest muligt har glæde af at deltage.
Nogle af de valg, som der er truffet er f.eks. begrænsninger af børser, så du ikke kan handle alle aktier. Derudover er meget illikvide aktier også utilgængelige, da det kan ende ud i unfair spil. Børsen vil under spillet løbende vurdere hvilke aktier, som er for illikvide til spillet. Samtidig skal deltagerne minimum have 5 aktier i sin portefølje og maksimum 20. Hver aktie skal på samme tid udgøre 5%-25% af den samlede portefølje.
Alle deltagere har én portefølje, men har du et abonnement til Børsen, kan du have to porteføljer. Denne portefølje kan ligeledes kun deltage i en pulje.
Børsens aktiespil 2021 – Præmier
Ved at deltage i Børsens aktiespil deltager du i hovedpræmien om 250.000 kroner. Disse penge vil blive indsat på en aktiesparekonto hos Sydbank, som sammen med Alm. Brand er samarbejdspartnere til spillet.
Udover hovedpræmien, som går til vindere af alle deltagere, er der også en række puljepræmier. Puljepræmier går til de forskellige puljer, som alle kan oprette og dyste mod hinanden. Det er f.eks. den pulje, som vi har oprettet til Unge Investorer.
Der er i alt 590 puljepræmier, og de er som følger:
- Til de 400 puljer, som først når 15 deltagere, får vinderen tre måneders abonnement til børsen.
- Til de 150 puljer, som først når 30 deltagere, får vinderen en gavekort på 1.000 kroner til Comwell.
- Til de 30 puljer, som først når 75 deltagere, får vinderen et gavekort på 2.500 kroner til Bolia.
- Til de 10 puljer, som først når 350 deltagere, får vinderen et års abonnement på Børsen samt 10.000 kr. i Alm. Brand aktier.
I Unge Investorers pulje har vi lige nu samlet over 100 deltagere, og kæmper derfor om et gavekort på 2.500 kroner til Bolia. Hvis vi når op på +350 deltagere som en af de 10 første puljer, kæmper vi om et års gavekort til Børsen samt 10.000 kr. i Alm. Brand aktier.
For at deltage i konkurrencen om præmier skal du senest d. 7. oktober have minimum 5 aktier i porteføljen. Alle porteføljer som oprettes herefter, kan fortsat deltage, men ikke i konkurrencen om præmier.
Børsens aktiespil 2021 – Gratis?
Det er gratis at deltage i Børsen aktiespil 2021. Du skal blot være opmærksom på, at du accepterer Børsens betingelser og kommunikationsvilkår. Disse indebærer, at du modtager Børsens Morgenbriefing, samt at Børsen, Alm. Brand og Sydbank kan kontakte dig med relevante tilbud via. mail og telefon.
Derfor er det altså gratis at deltage, men du giver tilladelse til, at de må kontakte dig. Af samme grund kan du ikke oprette dig uden at opgive mailadresse og telefonnummer.
Hvad skal man investere i?
Det er vigtigt at huske, at der altid er forskel på fiktiv investering og reel investering. I aktiespil som disse, vil folk som regel påtage sig højere risiko for at have en chance for at vinde præmierne. I mange tilfælde vil det også være den rette strategi, da stabile aktier som Novo Nordisk, Vestas, Carlsberg eller lignende er lidt for stabile til at kunne stige meget på kort sigt.
Derfor kan det være en god strategi at lede efter aktier, som historisk har givet større udsving over kortere tidshorisonter. Alle First North selskaber hører alle under kategorien “illikvide aktier”, og er derfor allerede frasorteret. Derfor kan det være en god ide først at kategorisere hvilke aktier, som er tilgængelige. I skrivende stund er aktier såsom SAS, Orphazyme, Bioporto og NTG f.eks. mulige at investere i fra den danske børs, som historisk har givet større udsving.
Når spillet starter, og jeg vælger mine aktier, vil jeg sandsynligvis finde 5 aktier, som indebærer forholdsvis høj risiko. Ved at vælge så få aktier som muligt, er min portefølje også mindst muligt diversificeret, og derfor er der større sandsynlighed for udsving i porteføljen. Denne strategi minder på ingen måde om den strategi, som jeg benytter til min private investeringer, men kan være den rette ift. at nå det maksimale på kort tid.
Kilde: Børsen.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.