Astralis-aktien har haft en hård medfart på børsen, hvor kursen er faldet 77% siden børsnoteringen. Den seneste måned er aktien dog steget mere end 60%.
Disclaimer: Jeg har aktier i Astralis.
Astralis er et relativt nyt brand, der er opstået som følge af det konkurrenceprægede miljø omkring computerspil. Her opstod brandet Astralis i 2016 indenfor CSGO, hvor de hidtil har været historiens mest succesfulde organisation, når man måler på antal dage som top-1. De blev sidste år overgået, når man ser på listen over top-10, og kan snart være nødsaget til at overgive andenpladsen.
Astralis’ fundament i CSGO-holdet har nemlig været i modvind, her nær sagt siden børsnoteringen. Astralis er dog fortsat en stor aktør indenfor området, hvor de blandt andet ejer franchise og deltagelsesrettigheder til BLAST Premier og Pro League, samt har ejerskabet sammen med 15 andre organisationer til ESL.
Siden starten har Astralis dog udviklet sig markant, og har ikke længere kun fokus på CSGO. Deres andet største sportshold er indenfor League of Legends, hvor de har et af 10 spots i den bedste europæiske liga. Det er blandt disse rettigheder, der skaber en stor skjult værdi i Astralis, hvilket vi kommer meget mere ind på senere.
For nu, så hold fast på at Astralis er et brand, der er opbygget omkring forskellige Esports-discipliner, hvor adaptionen af nye spil og fravalg af andre, er en løbende proces i sådan et selskab. Det er altså ikke ligesom fodboldklubber, hvor man ikke kan skære superligaklubben væk, såfremt den ikke udvikler sig som håbet forretningsmæssigt. Det er et meget mere agilt miljø, hvor få aktører sidder på mange rettigheder.
Forretningsmodellen hos Astralis
Astralis er en mediekoncern, der tjener sine penge på de franchise og ”tv”-rettigheder, som selskabet er i besiddelse af. Det kræver dog ligesom i fodboldklub en stor investering i dygtige spillere, der skal have en god løn, hvis man gerne vil konkurrere på det højeste internationale niveau.
Indenfor Esport har hvert enkelt hold ikke et stadion, men derimod er det aktørerne af de enkelte turneringer, der står for alt dette. Derfor er det også et vigtigt aspekt indenfor Esportsverdenen at være med i denne sammenhæng. Dermed differentierer Astralis som sportshold sig markant fra traditionelle sportsgrene, som håndbold og fodbold. Fælles er dog, at det er sponsorer, merchandise og ”tv”-rettighederne, der indbringer omsætningen hos Astralis, hvor de også har lavet et gaming- og eventcenter i København kaldet Astralis Nexus, der kan byde på mange fede oplevelser, og forhåbentlig blive et attraktivt forretningsben for Astralis over tid.
Astralis har på tværs af organisationen 2,8 mio. følgere af deres officielle sider for de forskellige hold. Dertil kommer der den store følgerskare af de individuelle spillere. Astralis står derfor stærkt positioneret ift. kommercielle samarbejder samt merchandise-salg som organisation.
Omsætningsfordelingen kan ses på nedenstående billede, hvor det tydeligt fremgår, at CSGO og League of Legends er de to bærende elementer omsætningsmæssigt for organisationen på nuværende tidspunkt.
Astralis i tal
Astralis præsenterer kun årsregnskab og halvårsregnskab, hvorfor der går langt imellem de finansielle opdateringer fra selskabet. Det er dog ikke andet end en måneds tid siden (15. marts 2023), at Astralis udgav deres årsrapport, der bragte en lang række spændende informationer.
Her kunne Astralis præsentere en omsætning på 87,5 mio. kroner, hvilket svarede til en vækst på 16,67% ift. 2021, hvilket var i overensstemmelse med den udmeldte guidance. EBITDA landede ligeledes indenfor guidance, hvor det gik fra negativt 7,9 mio. kroner 2021 til positivt 2,6 mio. i 2022.
Det var alt i alt pæne regnskabstal, men de udmeldte forventninger til 2023 var ikke højere end guidance for 2022. Der er altså dermed tale om et år uden forventet vækst. Dette kan blandt andet skyldes manglen på sportslige resultater samt en mere begrænset selskabsdrift, der sætter fokus på profitabel drift, fremfor at vækste på omsætningssiden.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Astralis med strategiske tanker
Astralis udmeldte den 30. marts, at man foretager en strategisk gennemgang af selskabet, som følge af kursudviklingen siden børsnoteringen. Denne er faldet fra noteringskursen 8,95 til under 2 på tidspunktet for udmeldingen om den strategiske gennemgang.
Astralis har ifm. den strategisk gennemgang listet følgende muligheder der undersøges: Afnotering af aktien, fusion med andet selskab, udstedelse af nye aktier eller salg af alle eller dele af aktierne. En kombination af to eller flere af mulighederne kan godt komme på tale efter den strategiske gennemgang.
Det er blandt her, den skjulte værdi jeg tidligere nævnte kommer i spil. Alene deres League of Legends spot i den bedste europæiske liga kan indbringe mange gange eksisterende markedsværdi af Astralis. Den seneste handel med et af de spots lød på 40-50 mio. USD i 2022, hvilket dog godt kan være markant lavere med den støre økonomiske usikkerhed, som vi har set på tværs af finansmarkederne. Astralis har i skrivende stund en markedsværdi på 119 mio. kroner, altså under halvdelen af værdien af det ene spot.
Dertil skal lægges værdien af de franchiserettigheder mv., som de har indenfor CSGO, som jeg dog ikke er særligt godt inde i prissætningen af. Det er dog en endnu større sportsgren end League of Legends, hvor rettighederne også er skruet sammen på en helt anden måde. Helt overordnet vil jeg formode, at der også her er værdier for mere end Astralis’ nuværende markedsværdi.
Nuværende værdiansættelse for Astralis
Et salg af en af de store forretningsben i Astralis vil formodentlig kunne indbringe markant flere penge end den nuværende markedsværdi af selskabet. Det virker i min verden en smule omsonst, at man kan sidde på værdier, der kan sælges for +300 mio. kroner, og så kan have en markedsværdi på 119 mio. kroner.
Der kan dog være mange årsager hertil, da Astralis ikke er et traditionelt firma, hvorfor værdiansættelsen er markant anderledes end normale investeringer. Ofte hører man at Astralis skal være en investering med hjertet, hvilket måske kan få folk til at glemme og se på den underliggende værdi i selskabet.
Personligt synes jeg i hvert fald, at der er tale om en attraktiv værdiansættelse, når selskabet overvejer et salg af dele af forretningen, der potentielt kan indbringe aktionærerne et ekstraordinært udbytte på mere end nuværende aktiekurs, samt sørge for at skabe likviditet til at vækste de resterende dele af selskabet efterfølgende.
Jeg vil ikke dykke for meget ned i multipler, da de som nævnt ikke er særligt sammenlignelige med traditionelle selskaber. Det er dog en stor negativ faktor, at Astralis fortsat præsterer underskud, når man har etableret sig som så stor en spiller på denne scene.
Fremtidsudsigter
Fremtidsudsigterne for Astralis afhænger helt og holdent af den strategiske gennemgang, som der er i gang med at blive foretaget. Derfor er det meget svært at spekulere i. Alligevel er ambitionerne fortsat at man indenfor CSGO, som er den største forretningsgren, at man vil opbygge et dansk team, der kan konkurrere om de allerhøjeste placeringer, som man har haft succes med tidligere.
Astralis ligger på nuværende tidspunkt nummer 17 på verdensranglisten i CSGO, hvor det dog kun er en enkelt eller to gode turneringer, der skal til før de potentielt kan være i top-10 igen. Det er nemlig meget volatilt, hvor spillernes samlede antal point for det seneste år lægges sammen.
Ved deres placering på en 7-8 plads i starten af april til Blast Premier: Spring 2023 hentede de samlet 183,5 point. På nuværende tidspunkt har de kun 212 point op til top-10, hvorfor det kunne være en reel mulighed i det kommende år, at Astralis indfinder sig i top 10 igen.
Under alle omstændigheder er det dog den strategiske gennemgang, der kommer til at afgøre fremtiden, hvorfor alt andet på nuværende tidspunkt er spekulation. Personligt så jeg gerne som aktionær, at de frasolgte deres LEC-rettigheder, hvor omsætningen er relativt begrænset ift. værdien af sådan et slot, når der sammenlignes med CSGO.
Ledelsen
Ledelsesteamet afspejler den særprægede organisation som Astralis er, hvor CEO, Anders Hørsholt har mere end 20 års erfaring indenfor sports- og underholdningsbranchen. Dette er blandt andet som Group Director af Parken Sport & Entertainment i mere end 10 år. Han viser også stor tiltro til selskabet ved ejerskab af mere end 1,3 mio. aktier og 518 tusinde warrants.
Når man ser på CFO-posten, er Jakob Hansen at finde. Han var i næsten 6 år CFO i Fitness DK, hvor han efterfølgende overgik til at være CEO i mere end 3 år. Han har desuden være CFO i Parken Sport & Entertainment i knap 6 år, hvorfor Anders og Jakob formodes at kende hinanden rigtig godt i ledelsesmæssige sammenhænge. Herudover har han haft en lang række bestyrelsesposter i andre danske selskaber og organisationer, som blandt andet DFHO – Dansk Fitness og Helseorganisation. Jakob har lidt over 252 tusinde aktier og 245 tusinde warrants i Astralis.
Generelt er organisationen opbygget omkring mennesker, der har vist at de brænder for området, og har haft succes ved at arbejde med det professionelt. For at stille Spillerne bedst muligt, så er det eksempelvis den gamle landsholdsmålmand Kasper Hvidt, der er Director of Sports, hvilket på papiret er en suveræn mand at have i spidsen af det sportslige. Kasper har en aktiepost i Astralis på mere end 227 tusinde aktier og 70 tusinde warrants.
Risici ved investering
Astralis er som nævnt tidligere en meget speciel case, hvorfor der også er helt andre risici end vi normalvis ser. Der er selvsagt alle de traditionelle med cybersikkerhed osv., men hele 46% af Astralis’ omsætning stammer fra sponsoraftaler.
Disse sponsoraftaler er afhængige af mange ting, som eksempelvis spotslig performance, der generelt er forbundet med stor usikkerhed – især indenfor Esportsverdenen. Hele området er i massiv udvikling, hvor CSGO 2 også forventes at blive lanceret til sommer. Her er det på forhånd umuligt at vide, om det passer godt eller dårligt til Astralis’ spillere, hvordan det påvirker seertal mv., som har stor betydning for sponsoraftaler. Sponsoraftaler kan til dels også være konjunkturramte, da nogle selskaber i dårlige perioder vil nedprioritere sponsorater.
Derfor er der også mange forskellige former for risici, som man skal medtage forud for en investerings i Astralis, hvorfor den langsigtede investor måske også investorer mest med hjertet i Astralis. På kort sigt, synes jeg dog, at der er nogle interessante muligheder med den store værdi Astralis sidder på gennem rettigheder til forskellige spil, der markant overstiger markedsværdien på nuværende tidspunkt.
Disclaimer: Dette er hverken en anbefaling til køb eller salg af aktier i Astralis. Vi anbefaler altid at lave yderligere research, hvilket du blandt andet kan gøre på virksomhedens investor-side, som du kan finde her. Jeg har aktier i selskabet.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Læs flere analyser og gennemgange
Du kan her finde vores seneste analyser og gennemgange af danske og udenlandske aktier.