I anledning af Apples event den 14. september fik vi informationer om, nogle af de kommende produkter.
Apple er en af de mest anerkendte brands i verden. Det cementeres af at Apple har verdens højeste værdiansættelse på svimlende 2,5 billioner USD. Til sammenligning har det danske C25 indeks en samlet markedsværdi på 0,6 billioner USD. Apple er dermed 4 gange mere værd end det samlede C25 indeks.
Beregningerne af C25 indekset er foretaget på grundlag af C25 skabelonen på vores aktieskabelon, hvor der er lavet en sum af markedsværdierne for alle 25 aktier. Det giver et resultat på 3,8 billioner danske kroner, som omregnet til dollars giver 0,6 billioner USD.
Nye produkter
Apple overraskede en smule ved at præsentere den nye Ipad og Ipad mini ved dette event fremfor Apple AirPods 3. Det skal dog ikke tage noget fra eventet, som generelt bød på mange nye innovative tiltag.
IPhone 13
Iphone 13, 13 mini, 13 Pro og 13 promax, som var den serie, jeg havde set mest frem til at høre om, har fået de nyeste opdateringer, som byder på bedre ydeevne og længere batterilevetid. Dette er på tværs af serien, hvor de får 1,5-2,5 times ekstra batteri sammenlignet med deres forgængere.
Det, som der overraskede mig mest, var det store arbejde, som er lagt i kameraet. Der er klare forbedringer, som kan gøre det værd at opgradere, selvfølgelig alt efter behov. Opgraderingerne bliver højst sandsynligt ikke særlig mærkbare for den almindelige person, men for dem, der går op i performance og gode billeder, så er der helt klart noget at komme efter.
Den umiddelbare vurdering fra diverse tech-sider er dog, at det ikke er det helt store teknologiske spring, som bliver taget ved denne serie. Der forventes større ting af Iphone 14, som ifølge techradar formodes at blive en must-have opgradering, hvor det ikke nødvendigvis er en must-have opgradering fra Iphone 12 til Iphone 13.
Den nye Iphone 13 serie kan forudbestilles fra på fredag, og købes allerede fra den 24. september.
Apple Watch 7
Apple Watch 7 var den positive overraskelse ved denne præsentation. Uret er blevet ændret markant i udseende og funktionalitet sammenlignet med opgraderingerne fra tidligere modeller. Eksempelvis lader det 33% hurtigere end 6 serien og bliver kaldt ”crack resistent” af Apple.
Det er jeg sikker på, at mange nok skal teste. Designmæssigt er det blevet muligt at få plads til næsten 50% mere tekst på skærmen, hvilket giver en markant øget brugervenlighed.
IPad og iPad mini
Den nye iPad byder ikke på så mange overraskelser. Det er ligesom med IPhone 13 serien en fin opgradering af forhenværende produkter, men ikke noget der gør den nye til et must-have. Medmindre du gerne vil have det nyeste og bedste at arbejde fra.
Til gengæld har iPad Minien fået den største opgradering i sin levetid. Performance bliver markant forbedret da processoren bliver 40% hurtigere, og grafikkortet bliver 80% hurtigere. Derudover støtter den nye iPad mini Apple Pencil og magnetic connection. Skærmen bliver udnyttet bedre, og tilbyder hele 8,3 tommer uden at den generelt fylder mere.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Gør som +85.000 andre, og bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Forventede lanceringer
Der kan findes enorme mængder af informationer omkring de nye produkter. Det er desværre ikke noget, som kan bekræftes før Apple melder det offentligt ud. Derfor er det stadig kun på rygtebørsen. Alligevel er der 2 større lanceringer, som er forholdsvis sandsynlige kommer inden slutningen af året. Det vil i hvert fald matche tidligere strategier fra Apple, hvor man lancerer nye produkter op til julesalget.
De 2 større lanceringer, som jeg anser som værende forholdsvis sandsynlige er følgende:
- Macbook Pro 14 og 16 tommer.
- Apple AirPods 3
Den største af disse lanceringer er den nye Macbook Pro, som forventes at komme i 2 forskellige størrelser. Det er nogle markante ændringer, som forventes at komme til de nye Macbook Pro.
Macbook Pro
For det første, så forventes der et helt nyt design. Macbook Pro har ellers haft nogenlunde samme udseende siden 2016. Det forventes at de kommer med mini-LED skærme, hvilket giver en større kontrast på skærmbilledet. Magsafe bliver implementeret igen, så din Macbook ikke flyver gennem rummet, hvis en kollega snubler over ledningen.
Det forventes, at der kommer flere porte. Eksempelvis en port til sd-kort, som flere fotografer benytter sig af. Touch-baren i toppen af tastaturet forventes at blive fjernet ved de nye Macbook Pro, og i stedet erstattet af regulære knapper igen. Den nok største nyhed er den nye processor, som Apple selv har produceret, der er store forventninger til performance af denne. Processoren MX1 forventes at blive fundet i begge størrelser, hvorfor de har samme processor egenskaber. Kameraet forventes at blive opgraderet fra 720p til full hd, for at kvaliteten kan følge den øgende trend af online møder.
Det forventes, at de nye Macbook Pro bliver lanceret i oktober eller november på det næste Apple event. Det næste Apple event er ikke meldt offentligt ud endnu.