Anders Bæk er uddannet civilingeniør og investor med speciale i teknologi, hvorfor han har en masse råd til unge investorer
Anders Bæk er uddannet civilingeniør i software- og forretningsudvikling. Til daglig arbejder han som investor og analytiker med en særlig interesse for teknologi og kunstig intelligens samt er foredragsholder om kunstig intelligens og fremtiden, hvilket han bruger stort set alle sine vågne timer på. Han er især kendt for sin forudsigelse af Teslas store kursstigning.
Anders Bæk er fast paneldeltager i Danmarks største finanspodcast “Millionærklubben”, hvor han udtaler sig om selskaber inden for teknologi, software og kunstig intelligens. For nylig har han udgivet bogen “AI Epoken,” som jeg personligt har læst og klart kan anbefale, hvilket gør, at han nu også kan kalde sig for ’forfatter’.
Anders Bæk er en erfaren investor og har, på baggrund af hans interesser og uddannelse, speciale i teknologi. Derfor spurgte jeg ham, om han ville deltage i en artikel for at dele sine erfaringer og give sine bedste råd videre til unge investorer. Anders sagde straks ja, og vi arrangerede et telefonopkald. Artiklen herunder er et udtryk for Anders Bæks personlige erfaringer og råd, og skal derfor ikke opfattes som investeringsrådgivning.
Hvordan investerer Anders Bæk i dag?
Anders Bæk er født i 1992 og er i dag 31 år gammel. Han startede med at investere omkring 2012, hvor han udnyttede sin store interesse og på daværende tidspunkt ret udbredte viden til at investere i Apple, som var hans første aktier. Anders siger, at han altid har været fascineret af teknologi og fulgt flittigt med i de nyeste udgivelser af forskellige produkter. Som eksempel nævner han, at han kan huske, hvordan han som 15-årig sad klistret til TV-skærmen, da Steve Jobs lancerede den første iPhone.
Anders Bæk fandt derfor tidligt i sit liv ud af, at han interesserede sig meget for teknologi. Han kan for eksempel huske, hvordan han som lille kunne finde på at skille sit legetøj ad for at finde ud af, hvordan det egentlig fungerede. På den baggrund valgte han naturligvis at uddanne sig inden for dette område. Dette har medført, at han, som tidligere nævnt, i dag er uddannet civilingeniør i software- og forretningsudvikling.
Denne faglige baggrund drager Anders naturligvis nytte af, når han investerer i dag, hvor han kun investerer i selskaber, som netop falder inden for dette område. Anders er særligt interesseret i tech-aktier. Nærmere bestemt dem, der ligger på kanten af teknologiens udvikling, som Anders formulere det. Heriblandt mener han nemlig, at der er mulighed for at finde nogle af de store aktievindere.
(reklame) Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov. Gratis investeringsplan
I dag har Anders blot syv forskellige selskaber i sin portefølje, hvilket gør den meget fokuseret og koncentreret. Når disse selskaber skal udvælges, foretager Anders en fundamental analyse, hvor han kigger på regnskabstallene, men er især meget teknologi- og produktfokuseret. Dette betyder, at han i høj grad fokuserer på selskabets produkter og dets teknologi. Med dette mener han, at det for tech-aktier er teknologien og produktet, der skubber regnskabstallene, hvilket betyder, at et selskab nok skal tjene penge på den lange bane, hvis blot produkterne er gode.
Som eksempel på dette nævner Anders sin første investering i Tesla, som han foretog i 2017. På daværende tidspunkt tjente selskabet ikke penge på deres drift, hvilket naturligvis gjorde, at selskabet, alene baseret på regnskabstal, virkede uinteressant, hvilket også var den gængse folkestemning. Anders benyttede derimod sin faglige baggrund og strategi og fokuserede i stedet på produktet og den bagvedliggende teknologi og konkluderede, at selskabet var innovativt og foran konkurrenterne. Dertil kiggede han på ledelsen og vurderede, at de besad et godt “innovationskompas”.
Han valgte derfor at se bort fra den røde bundlinje og foretog sin investering. Siden dengang har det netop vist sig at være produkterne og teknologien, som har båret udviklingen hos Tesla, som i 2020 for første gang havde sorte tal på bundlinjen og i 2024 klart er den elbilsproducent, som har de højeste marginer. Anders’ “product first”-strategi gjorde altså, at han investerede tidligt i Tesla, som endte med at udvikle sig fra en fundamentalt usund til en fundamentalt sund virksomhed på baggrund af deres produkter og teknologi. Dette har siden vist sig at være hans hidtil bedste investering.
Ironisk nok har hans værste investering været inden for samme branche, nemlig i den kinesiske elbilsproducent NIO. Ifølge Anders haltede innovationskompasset, og produkterne var ikke optimale, hvorfor han også har solgt aktierne sidenhen.
Anders Bæk siger desuden, at han ser alt for mange professionelle investorer kun fokusere på regnskabstallene og tror, at alt kan udledes heraf. Ifølge Anders vil dette svare til, at en ejendomsmægler vurderede et hus alene på baggrund af plantegningen.
Anders Bæks tilgang til risiko
På baggrund af Anders’ meget koncentrerede og fokuserede portefølje, som indeholder blot syv selskaber inden for selvsamme branche, har denne naturligvis en volatil udvikling, samtidigt med at en potentiel korrektion vil ramme samtlige positioner i porteføljen. Dette betyder, at Anders på daglig basis oplever betydeligt højere udsving, end man eksempelvis vil gøre som mere diversificeret investor.
Dette kræver, at man som investor kan gennemgå disse udsving for ikke at komme til at handle på uhensigtsmæssige tidspunkter. I denne sammenhæng nævner Anders, at aktiekurser ikke rører ham særlig meget – han holder altså sine følelser ude af investeringerne og forholder sig udelukkende rationelt. Dette kan han gøre, da han laver sit ’hjemmearbejde’ og følger selskaberne på daglig basis, hvorfor han har sat sig godt ind i dem. Han ved derfor hurtigt, om et kursudsving er støj eller noget, han skal forholde sig til, da han fokuserer på, hvad aktien er værd uafhængigt af aktiekursen.
Dette gør samtidigt, at Anders ikke fejrer opturene såvel som bekymrer sig over nedturene, hvorfor han på den måde ikke tager ’ejerskab’ på det urealiserede afkast, da dette kan forstærke frygten i en eventuel nedtur, men betragter derimod hele tiden udviklingen skeptisk. Som eksempel i denne sammenhæng nævner Anders Teslas store nedtur i 2022, som i hans tilfælde reducerede tre millioner af porteføljeværdien. Anders solgte dog ikke ud i panik, da han mener ”at jeg ville have fejlet som investor, hvis jeg sælger udelukkende på baggrund af et kursfald.” Det kræver i stedet, at der er noget fundamentalt og toneangivende i casen, der ændrer sig. Derfor siger Anders, at han ikke skænkede denne udvikling en tanke, da casen for ham ikke havde ændret sig. Siden da er Tesla også kommet godt efter den.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Anders Bæks bedste råd til unge investorer
En af hovedårsagerne til, at jeg fandt det interessant at kontakte Anders Bæk, var, at han er en relativ ung investor, som tidligt har fået en masse erfaring – herunder meget store opture og nedture. Dertil er han interessant, da han ofte har stået meget alene med sine analyser og forudsigelser, hvorefter markedet har fulgt efter.
Samtidigt startede Anders som nævnt også selv med at investere tidligt og kan på den måde sætte sig bedre ind i den situation, som mange nuværende unge investorer står i. Ligesom andre unge har Anders, qua sin alder på 31 år, endnu mange år tilbage på aktiemarkedet, hvilket formodentlig også har betydning for hans investeringsprofil, hvilket flere unge potentielt kan spejle sig i.
Find dine interesser og din risikovillighed
Ligesom da Anders selv skulle i gang, hvor han investerede i Apple på baggrund af sin interesse for teknologi, foreslår han, at unge kan tage udgangspunkt i deres egne interesser og vidensområder, når de skal i gang med at investere. Dette gør, at man fra start har en indsigt i og forståelse for selskabet, dets drift og produkter, hvorfor man med stor sandsynlighed har nemmere ved at forholde sig rationelt til investeringen fremfor blot at anse det som en kursgraf, der stiger og falder.
Anders er som nævnt selv hundrede procent investeret i enkeltaktier fordelt på syv selskaber, hvilket gør hans risikoprofil høj. Dette er dog ikke noget, han vil anbefale andre at gøre, da det i stedet skal være op til ens egen personlighed. Ifølge ham skal man sprede sine investeringer mere, hvis man ikke ønsker at følge særlig meget med i markedet. Ønsker man derimod at sætte sig dybt ind i tingene, kan man som ham koncentrere sig om færre selskaber.
Vær langsigtet og tålmodig
Et af Anders’ vigtigste råd ifølge ham selv er at investere langsigtet. Han siger, at man ”bør investere som om du er landets kedeligste investor”. Med dette mener han, at man bør undgå at købe og sælge tit og på den måde handle aktivt, da dette historisk ikke har haft god effekt på ens afkast. I stedet bør man sætte sig ind i tingene fra start, investere og lade beholdningen stå og blot forholde sig til den, hvis noget helt fundamentalt ændrer sig. Man skal ikke investere i aktiemarkedet for at blive rig i morgen, men derimod for at deltage i det lange spil, det i sidste ende er.
En ting Anders ofte hører investorer sige, er, at man bør rebalancere sin portefølje, hvis en given position overstiger en procentvis vægt. Dette er dog ikke en påstand, som Anders køber ind på. Han mener derimod, at dette er en ærgerlig tendens, da man på den måde mister muligheden for at nyde aktiestigningerne fuldt ud, hvis man eksempelvis skulle have ramt en af de store vindere. Han anskuer derimod dette diversificeringsprincip som en god måde at opbygge en portefølje på fra start, men en hæmsko for dens potentielle fremadrettede udvikling.
Hold følelserne ude og tænk logisk
Ifølge Anders er en af de bedste og nemmeste måder at investere langsigtet på, hvis man kan holde sine følelser ude af investeringerne og på den måde hele tiden have en logisk tilgang til dem. En måde til dette er, som tidligere nævnt, at undgå at tage ejerskab på urealiserede gevinster og at frygte nedture. Derimod bør man foretage sit grundarbejde og på den måde kunne hvile mere i den grundlæggende case.
Dertil mener han faktisk, at man med god nytte sommetider bør tage lidt afstand til markedet i form af at læse færre nyheder eller lignende, da dette kan påvirke ens emotionelle tilstand og dermed tilbøjelighed til at handle. Man skal nemlig ifølge ham undgå at blive euforisk eller bekymret ved markedsudsving. Dette er faktisk én af de ting, han oplever flest investorer have svært ved.
Gratis investeringsplan
(reklame)
Bliv klogere på dig selv som investor med en gratis investeringsplan👈 hos Norm Invest, der sikrer, at din investering bliver baseret på dig, din tidshorisont og dine behov.
Hvis Anders Bæk skulle starte forfra
På trods af at jeg havde en idé om, hvordan svaret ville lyde, spurgte jeg alligevel Anders Bæk, om han ville have gjort noget anderledes, hvis han skulle starte forfra med at investere i dag med hans nuværende viden. Min fornemmelse var, at han ville have investeret nøjagtig som han gør nu, hvilket viste sig at være sandt.
Han siger dog, at dette er noget, han sommetider selv reflekterer over. Ifølge ham skal man nemlig regelmæssigt huske at vurdere sig selv og på den måde være ekstremt selvkritisk, da man på den måde giver sig selv mulighed for at erkende og rette sine fejl, hvilket gør en til en bedre investor fremadrettet. Samtidigt gælder det, at jo mere konsistent man kan følge sin strategi, desto bedre har man gjort sit job.
Disclaimer: Artiklen er et udtryk for Anders Bæks holdninger og skal ikke anses som rådgivning