Disney har oplevet et tocifret procentfald i aktiekursen de seneste måneder, hvilket måske gør aktien interessant?
Max Manturov er chefanalytiker hos Freedom Finance Europe, som er et datterselskab af det Nasdaq-noterede selskab Freedom Finance Corp. Tidligere i juli 2023 delte han en gennemgang af The Walt Disney Company, hvor han så et kurspotentiale på mere end 50% i aktien.
Disney er et globalt underholdningsselskab med en diversificeret portefølje af produkter og services. De overordnede forretningsområder kan opdeles i to segmenter: Disney Media and Entertainment Distribution og Disney Parks, Experiences and Products. Disney har opbygget en stærk position i TV-segmentet, mens de fortsætter med at genopbygge det solide fundament i Theme Park-segmentet efter lockdowns.
Disclaimer: Unge Investorer har et betalt samarbejde med Freedom24, der skal fortælle om mulighederne gennem deres platform samt formidle nogle af de mange analyser og artikler, som selskabets eksperter udarbejder.
Disney som investeringsmulighed
Chefanalytikeren angav ifm. sin analyse et kursmål for aktien på 135,2 USD. Det skal sammenlignes med nuværende kurs, hvor aktien handles omkring kurs 85 USD. Max Manturov er dog ikke alene om at se potentialet i Disney, hvor Wells Fargo & Company f.eks. i april angav et kursmål på 147 USD. Modsat så vi dog Barclays i juni angive et kursmål på 88 USD. I gennemgangen fremgår dette overblik over kursmål for Disney-aktien.
Det største forretningsområde for Disney er Media and Entertainment Distribution, hvor selskabet er unikt med sin diversificering, der både inkluderer TV og streaming. Dermed er selskabet eksponeret mod den store TV-industri, der dog daler i popularitet grundet de mange streamingplatforme, hvor Disney har markeret sig som en relevant aktør med Disney+. Oprindeligt var Disney+ ligeledes tiltænkt som en platform til at kompensere for det forventede fald i TV-segmentet.
Disneys TV-forretning dækker kanaler såsom ABC, ESPN, Freeform, FX, National Geographic, Disney og andre. I dette segment er det værd at bemærke, at Disney performer bedre end sine konkurrenter, hvor de i 2022 var det eneste selskab som oplevede omsætningsvækst i televison division’s.
Kigger man på Disney+, er Disney umiddelbart lykkedes med sin oprindelige plan om at opbygge en relevant streamingtjeneste til at kompensere for den dalende popularitet i TV-segmentet. På tværs af alle Disneys streamingtjenester, der inkluderer Disney+, ESPN+ og Hulu, kunne selskabet for Q2 2023 rapportere intet mindre end 231,1 mio. brugere. Det er nogenlunde på niveau med en pioner og streaminggigant som Netflix. De seneste kvartaler har Disney dog oplevet en stagnering i antallet af streamingbrugere, hvilket bl.a. kan tilskrives, at de hævede prisen for Disney+ i starten af 2023.
Disney+ har desuden en række film, som forventes at blive lanceret inden udgangen af 2023, som forventes at bringe nye brugere til platformen, hvilket bliver et spændende element at følge som investor. Kigger vi lidt mere langsigtet, er TV-segmentet også vigtigt at følge, da Disney har en stor opgave i at kompensere for det mulige tab gennem TV, hvis TV fortsætter med at dale i popularitet, og i værste scenarie ikke længere bliver relevant i fremtiden.
Du kan læse analysen fra chefanalytiker Max Manturov her.
Disclaimer: Jeg har aktier i Disney. Husk at investering i aktier og andre finansielle instrumenter altid indebærer risiko for, at du taber dine penge. Den historiske udvikling og forecast for fremtiden er ikke en garanti for den fremtidige udvikling.