Hvis du ligesom jeg har en konto hos Saxo, så har du muligvis modtaget en mail om, at det nu er muligt at udlåne dine aktier. I denne artikel ser jeg nærmere på, hvad det betyder.
Saxo Banks nye feature med aktieudlån er meget velkendt i udlandet, hvor det i flere år har været en helt normal procedure. Her udlånes der en aktie til eksempelvis shortning af aktier eller andre finansielle kontrakter, der afdækker en risiko for låneren. Låntageren betaler en rente for at låne aktierne. Denne rente bliver så fordelt 50/50 mellem Saxo Bank og den person, der udlåner aktierne.
Når man shorter en aktie, betyder det, at man tjener penge når aktien falder, men taber penge, når den stiger. For at man kan shorte, er man dog nødt til at kunne låne aktier at shorte. Det betyder også, at des mere shortet en aktie er, des højere rente kan der opnås ved at udlåne ens aktier. Det følger altså den helt elementære udbud/efterspørgsel prissætning af renten.
Det skal her bemærkes, at det kun er muligt at låne aktier ud, der står i frie midler. Aktier på en pensionskonto, aktiesparekonto eller andet lignende kan ikke lånes ud.
Hvorfor burde jeg ikke gøre dette?
Med Saxo Bank som platform, er Saxo Bank lånemodtageren af dine aktier, hvor de stiller sikkerhed for pengene – særskilt, så du også er beskyttet til en hvis grad i tilfælde af en konkurs. Dermed er der ikke nogen direkte finansiel risiko. Du bibeholder retten til udbytte, men mister retten til at deltage og stemme ved generalforsamlingen.
Retten til at deltage og stemme ved generalforsamlingen er den eneste direkte risiko du påtager dig ifølge Saxo Banks informationer, hvor der kan findes dybdegående informationer her.
Der er dog et etisk element, da du skal være bevidst omkring, at dine aktier kan blive brugt til shorting. Dette kan også have en påvirkning på kursudviklingen den pågældende aktie. Jeg er dog ikke bekendtgjort med nogle studier, der afdækker dette i dybden. Derfor ønsker jeg heller ikke at spekulere i, hvor stor betydning det har. Som udgangspunkt vil jeg dog formode, at det primære er ens egen moral og etik, der spiller den største rolle.
Hvor meget kan jeg tjene?
I mangel på bedre ord, så er Saxo Bank meget gavmilde i deres estimeringer på hjemmesiden. Her benytter de blandt andet et teoretisk eksempel med en årlig rente på 24% (12% til Saxo Bank og 12% til dig som aktieudlåner). Derudover fremgår der nogle konkrete tal fra februar, hvor tallene svinger fra 6-65,1%. Dette er dog februar måned omregnet til en årlig rente, og ikke den reelle procentsats modtaget i februar.
Det står fremført med teksten ”rentesatser, som vores kunder har tjent”, hvorfor jeg vil formode, at den skrevne rente er de 50% af den samlede rente for udlånet. Den aktie med den laveste fremhævede rente er det kinesiske elbilsselskab XPeng, mens den aktie med den højeste rentesats er den amerikanske memeaktie AMC Entertainment.
Jeg har ingen personlig erfaring med området, og har ingen ide om hvad en normal rente ville være. Går man efter den traditionelle tommelfingerregel, at hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også, så vil jeg formode det er 1-2% om året, der kan tjenes ved dette i gennemsnit. Det er intet andet end et helt blankt estimat ud fra, hvad en risikofri rentesats ville kunne give – hvilket vil være nærmeste sammenlignelige produkt.
Kommer jeg selv til at gøre det?
Personligt har jeg kun en aktiesparekonto, hvorfor jeg ikke har en direkte mulighed for at gøre det. Selvfølgelig med undtagelse af, hvis jeg vælger at indbetale midler på et andet depot i Saxo Bank. Jeg er lidt gammel, grå og kedelig anlagt, så jeg ville ikke kaste mig ud i at få ”gratis penge” uden at have et dybere kendskab til konceptet og være markant klogere på en normal rentesats, hvilke risici man ikke fanger fra start og lignende.
Ens fornemmeste opgave som investor er at beskytte sin formue og købekraft. Dette gøres traditionelt set bedst ved at finde en attraktiv balancegang mellem risiko og afkast. I min verden er viden om et produkt, og især de skjulte fælder enormt vigtige at være afklaret med forud for en investering/aktivering af en ny feature. Her føler jeg ikke, at jeg har den nødvendige viden på nuværende tidspunkt, selvom det virker til at være et ”risikofrit” merafkast ved første øjekast.
Jeg holder mig derfra fra det, og vil ligeledes foreslå, at andre til at holde sig fra det, hvis ikke de føler, de er bekendte med produktet og risikoen. Præcis ligesom med alt andet investering.
Disclaimer: Jeg er ikke finansielt uddannet, og det skal ikke ses som rådgivning. Teksten er udelukkende mine egne tanker på området, hvor der tages forbehold for fejl og mangler i min viden.